Guitaristen Perry Bamonte fra The Cure er død. Rockbandet skal spille på Roskilde Festival i 2026.

Guitarist fra rockbandet The Cure er død

Perry Bamonte ses her under en koncert i 2023. Foto: Rob Grabowski/Ritzau Scanpix
Perry Bamonte ses her under en koncert i 2023. Foto: Rob Grabowski/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Guitaristen og keyboardspilleren Perry Bamonte fra rockbandet The Cure er død i en alder af 65 år efter kort tids sygdom.

Det skriver The Cure på bandets hjemmeside.

The Cure skal spille på næste års udgave af Roskilde Festival for syvende gang.

Perry Bamonte blev et fuldbyrdet medlem af det britiske rockband i 1990 og 25 år frem.

Han vendte tilbage til gruppen i 2022 og spillede indtil sidste år.

»Vores tanker og medfølelse går til hele hans familie. Han vil blive dybt savnet«, skriver rockbandet i meddelelsen.

I oktober kunne Roskilde Festival meddele, at The Cure kommer til at gæste festivalen i 2026.

Det britiske band skal spille om onsdagen på festivalens største scene, Orange.

Band nærmer sig 50-års jubilæum

Rockbandet, der i det kommende år kan fejre 50-års jubilæum, spillede sin første koncert på dansk jord tilbage i 1985.

The Cure blev dannet i 1976 og er kendt for klassikere som ’Just Like Heaven’, ’Friday I’m in Love’, ’In Between Days’ og ’Lullaby’.

Sidste år gjorde rockbandet comeback efter 16 år med albummet ’Songs of af Lost World’.

’Songs of af Lost World’ var længe undervejs og blev flere gange meldt lige på trapperne af frontmanden Robert Smith.

Albummet består af i alt otte sange. Blandt dem er singlen ’Alone’.

Musikmagasinet NME anmeldte The Cures dugfriske album, og her var der stor begejstring og masser af stjerner. Fem ud af fem stjerner fik ’Songs of af Lost World’ af magasinet.

Det britiske kulturmedie The Skinny gav også fem ud af fem stjerner og kaldte albummet et retur til gruppens »storhedstid i 80’erne«.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her