Musikerne opfordrer til at udelukke Israel fra Eurovision. Flere end 20 danske artister har skrevet under.

Over 1.000 musikere opfordrer til boykot af Eurovision

Lyt til artiklen

Flere end 1.000 musikere fra forskellige lande opfordrer i et åbent brev til at boykotte næste måneds sangkonkurrence Eurovision. Underskriverne mener, at Israel bør udelukkes fra Eurovision på grund af krigen i Gaza. Brevet er at finde på hjemmesiden ’No music for genocide’, der på dansk betyder ’ingen musik til folkedrab’.

»For tredje år i træk vil de (seerne, red.) opleve, at Israel fejres på scenen trods landets igangværende folkemord i Gaza, mens Rusland fortsat er udelukket for sin ulovlige invasion af Ukraine«, står der i brevet.

Blandt underskriverne er stjerner som Lorde, Björk, Fontaines D.C., Kneecap og Sigur Rós. Af danske kunstnere, der har skrevet under på brevet, finder man blandt andre sangerne Erika de Casier, Mø og Coco O. og gruppen Efterklang.

Finalen i Eurovision finder sted 16. maj i østrigske Wien. Men flere lande har allerede meldt ud, at man ikke vil deltage i sangkonkurrencen på grund af Israels deltagelse. Det gælder Island, Holland, Irland, Spanien og Slovenien.

I Danmark er det DR, som afholder Dansk Melodi Grand Prix, hvor den danske repræsentant til Eurovision findes. DR har tidligere oplyst, at man ikke har planer om at boykotte Eurovision fra dansk side.

Israel har deltaget i Eurovision i mere end 50 år, siden landet fik sin debut i 1973.

Svensk deltager blev sat på plads

Sangeren Felicia Eriksson, der skal repræsentere Sverige i årets internationale melodigrandprix i Østrig, har desuden udtrykt sig kritisk om Israels deltagelse. Det medførte dog en reprimande fra Eurovision-arrangøren, European Broadcasting Union (EBU).

EBU kontaktede i marts SVT for at minde den svenske public service-station om reglerne i melodigrandprixet, forklarede EBU’s direktør, Martin Green, til det norske medie VG. Reglerne siger nemlig, at deltagerlandene skal forholde sig apolitisk.

Oven på sin svenske Eurovision-sejr sagde Felicia Eriksson til det svenske nyhedsbureau TT, at hun »ikke synes, det er godt, at Israel får lov til at deltage«. Hun sagde desuden, at hun havde overvejet, om hun overhovedet skulle tage til Østrig.

»Men jeg har besluttet mig. Jeg tager afsted, og så skal jeg sørge for, at de ikke vinder«, tilføjede hun dog senere.

Opdateres ...

Ritzau og Politiken

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her