I flere år har Sinne Eeg knoklet for at blive hørt. Med sin sangersjæl som indsats har hun søgt at vinde opmærksomhed fra en scene, der ikke umiddelbart appellerer til den brede folkeyndest. »Det har været hårdt. Det kan være svært bare at blive anmeldt. Vi er en del, der mener, at vi har noget at komme med, og som kunstner spekulerer man på, hvordan man trænger igennem og får folk til at lytte. Hvad der skal til, for at man bliver bemærket? Penge til promotion er der ikke i den her del af branchen«.
Gennembrud Titlen på hendes nye cd, den anden efter en pause på fire år, ligner noget mere end en antydning: ’Waiting for Dawn’. Selve sangen handler om noget helt andet, det er noget med tidsforskelle og tanker rettet mod en kæreste i Kina, men cd’en fik en så begejstret modtagelse, at nogle begyndte at tale om et større gennembrud for Sinne Eeg efter de forventningsfulde år. »Jeg har et eller andet sted hungret efter lidt mere omtale, så folk fik en chance for at vurdere, om de kan lide det, jeg laver. Nu er jeg nået et stykke af vejen, men gennembrud? Det ved jeg ikke lige, hvad er«, griner hun. Rytmisk frigjorthed Rygtet har løbet, at her var en jazzsangerinde, der kunne mere end synge pænt og rent. Hun har fået varme skulderklap undervejs, men så kom ’Waiting for Dawn’, og Boris Rabinowitsch toppede her i avisen med seks ud af seks mulige hjerter. Vi plukker gerne i hans anmeldelse: »Sinne Eeg ... er en fuldt moden kunstner, der tør sætte sig selv på spil og formår at gøre det med den instinktive fornemmelse, der låner troværdighed til alt, hun foretager sig ... Hun har en varm, umådelig udtryksfuld stemme ... Dertil føjer sig en fraseringsevne og rytmisk frigjorthed, der får musikken til at leve på en måde, som jeg ikke har oplevet det hos nogen anden dansk sanger«. Det bedste koster Medvirkende til euforien er den trio, hun har med, nemlig bassisten Mads Vinding, trommeslageren Morten Lund og pianisten Lars Jansson. 30-årige Sinne Eeg ville have det bedste, og det koster. Koda og Dansk Musiker Forbund har støttet med mindre beløb. Af egen lomme har hun investeret op mod 70.000 kroner i projektet. »Når man eksempelvis beder en kapacitet som Lars Jansson være med, er man også nødt til at stille med et rigtig fedt flygel«, siger Sinne Eeg. Det høres stadig på dialekten, at hun er fostret af det Lemvig, hvis frodige musikmiljø har bidraget med flere indspark til den yngre generation af omkringfarende jazzmusikere: en Jacob Anderskov, en Jeppe Skovbakke og en Kresten Osgood for eksempel. Jazzplader i huset Nogle engagerede musiklærere havde udsyn og lyst til at introducere de talentfulde elever for noget andet end ’Für Elise’.

Og hos familien Eeg blev der ikke kun vendt plader, jazzplader forstås, der var også instrumenter i huset, og Sinne nåede forbi både babybongoerne, blokfløjtetimerne og klaverundervisningen, før hun besluttede sig for at koncentrere sig om sangen og endte med at tage en uddannelse fra Vestjysk Musikkonservatorium i Esbjerg. Her underviser hun nu. »Jeg har altid dyrket musik og kunne ikke få nok. Jeg spillede rigtig meget klassisk klaver, men indså nok på et tidspunkt, at mine evner ikke rakte til en klassisk karriere på instrumentet. Det kræver, at man øver rigtig meget. Måske otte-ti timer om dagen, og det er jo et helt liv. Det har jeg ikke tålmodighed til«. Nemmere at synge »Det er nemmere at gøre noget med meget lidt, når man synger. Man behøver ikke have en fantastisk stor røst og en sublim teknik for at formidle noget og få musikken til at swinge. Jeg har udviklet mig senere, og i dag kan jeg jo en del med min stemme, men dengang kunne jeg hurtigt se ideen i at satse på sangen. Det var nemmere at synge. Det faldt mig naturligt, og jeg kunne ret hurtigt ’bande’ med gode musikere og skabe musik«. Sinne Eeg trak på sin debut-cd, ’Sinne Eeg’ fra 2003, på den store amerikanske evergreentradition. Det vakte hendes alder taget i betragtning nogen forbløffelse. ’Waiting for Dawn’ præsenterer for størsteparten originalmateriale med tekst og musik af hende selv. Gamle sange i ny form »Det var noderne til standardrepertoiret, der stod i mit hjem i Lemvig. Det er den base, jeg har med mig, og den har jeg ikke opgivet. Jeg elsker at kaste mig over de gamle sange og se dem fra en ny vinkel. De har bestået, de har overlevet, de er der bare, og de er spillet så mange gange, at man kan tillade sig at præsentere dem på en ny måde«. »Det er musik, der lægger op til, at man tager sig rytmiske friheder. Også i forhold til teksten. Jeg lader ofte mine rytmiske ideer og fraser udspringe af, hvordan jeg opfatter en bestemt sætning. Det er alle tiders legeplads, men jeg har fået smag for at skrive selv. Det er også skønt at synge noget, ingen har sunget før. Ideen til den første frase, til den første akkord, er min, og der er noget tilfredsstillende ved at præsentere noget, man selv har frembragt«. Mange jazzsangerinderSom måske flere af de jazzsangerinder, der siges at gå 50 af på én mandlig sanger? »Det er lidt pudsigt, men mange af de sangerinder, der er kommet til i hvert fald herhjemme, tager fat på jazzen efter at have prøvet andre ting først. Måske har de haft en vellykket pop- eller rockkarriere. Måske haft succes som skuespillere. Og så vil de prøve at indspille en jazzplade«. »Og man kan klart høre på deres fraseringer og tonesprog, at de ikke har en jazzbaggrund. For mig er det nærmest lidt omvendt. Det første, jeg sang, var jazz, og jeg har kun interesseret mig for jazz. Da jeg på konservatoriet blev tvunget ud i noget andet, blev det forfærdeligt. Du skulle prøve at høre mig synge en popsang. Det er ikke et sprog, jeg har lært«. Jazz breder sig »Ser man lidt overordnet på det og lader være med at fokusere på jazz, kan man også konstatere, at det breder sig. At alle skal synge, og det kan alle måske, hvis de bliver stillet over for en lækker mikrofon, og man klipper tilstrækkeligt i resultatet«. »Men man kunne også spørge, om vi er blevet for ukritiske. Det mener jeg, vi er. Også fordi det er blevet så svært at sælge musik. Der skal helst være et koncept, en historie bag. Det kan komme til at veje tungere, at man er kendt for noget andet, end om man kan synge«. »Når naboens datter bliver stjerne for en aften, kan det være godt nok gået af en amatør. Det er bare ærgerligt, at de mennesker, der beslutter, hvad der skal promoveres, er så ukritiske. På den anden side: Er ballonen blæst hårdt op, er den nem at punktere, så det er nok dem, der virkelig kan deres håndværk, der får lov til at blive«. Noget på hjerteDet er blevet fremhævet, at du er i besiddelse af ’jazzfeeling’. Hvad er det? »Tja, jeg ved ikke rigtigt. Hvis man mener, at man skal have levet det hårde liv for at kunne give noget videre, er det noget pjat og en ærgerlig romantisering af nød og elendighed. Det kommer der ikke musik ud af. Jeg kender mange fuldstændig velafbalancerede og lykkelige musikere, der bare er helt fantastiske. Det handler om at have noget på hjerte«. »Nogle mennesker kalder Norah Jones’ sang og musik for jazz. Det er det ikke. Det er pop. Det handler om et særligt tonefald og sprog, og sammenligner man jazzen med en dialekt, kan den være svær at ramme, hvis man ikke har fået den ind gennem længere tid. På samme måde med andre genrer. Jeg kan knække stemmen, som countrysangere gør det, men det bliver kun en efterligning. Man kan høre, at det ikke er country«. Det handler om rytmen Kan vi ikke bare kalde det musik? »Men egentlig kan jeg ikke sige, hvad jazz er. Handler det om rytmen, om swing? Ikke kun. Meget jazz spilles eksempelvis i lige ottendedele. Der er ikke noget, der er forbudt i jazz. Det er i høj grad musik på musikernes betingelser, og de tager ikke altid hensyn til, om et bredt udsnit af befolkningen nu kan holde ud at høre på den«, siger Sinne Eeg med et grin og en forsikring om, at hendes cd ikke vil være svær for selv utrænede ører. »Begreberne flytter sig mere og mere, og spørgsmålet er, om vi behøver bruge genrebetegnelserne så skarpt. Sætter vi bestemte prædikater på musikken, risikerer vi på forhånd at skræmme nogen væk. Kan vi ikke bare kalde det musik og så lade folk vurdere, om de synes, den er god eller dårlig?«.