»Hele den afslutning er improviseret. Hør – her prøver jeg at bygge den op. Jeg ved jo ikke, hvornår den faktisk slutter«, og en furiøs stemme, Cæcilie Norbys egen, intonerer sit vampede »smoky world«, mens stemmens indehaver sidder og tapper med højre fod i gulvet, gynger blidt i torsoen og kigger lakonisk ud af vinduet, mens verden går under i frie scat-improvisationer på cd’en.
»Det der bababadabadada har jeg hugget fra en sang, jeg hørte, da jeg var lille«, siger hun, og et par sekunder efter, da orkestret slutter sangen, udbryder hun et sejt »Yeah!«. Hun er tilfreds, Cæcilie. Med nummeret ’Cuban Cigars’, som den tager sig ud på den nye cd ’Greatest & More’, og med pladen som sådan.






























