Hvor det før var overallen, der blev krænget af efter en hård arbejdsdag, er det nu guitarremmen, der bliver hægtet på. B&W’s gamle lokaler på Refshaleøen skal efter planen huse op til 700 musikere, der får spritnye lokaler at boltre sig i. »En klar nødvendighed«, mener medlem af Borgerrepræsentationen Leslie Arentoft (V), der er en af fadderne til projektet. »Vi har oplevet et kæmpe pres på kommunalt drevne øvelokaler, siden mange af de gamle øvesteder er blevet omdannet til boliger. Det nye byggeri er en erkendelse af, at vi har store huller på musikkens område i forhold til for eksempel sport«, siger politikeren. Københavns Kommune vil fra 2007 give 2 millioner om året til en ny forening, der skal drive de godt 60 nye lokaler. Kommunens penge dækker 75 procent af udgifterne, hvilket betyder, at man som bruger maksimalt skal have 200-300 kroner om måneden op af lommen.
Unægtelig andre beløb, end man betaler for at spille musik lige ved siden af i den privatejede virksomhed Musikværftet. Her koster det nemlig 3.000-4.000 kroner om måneden for tilsvarende 30-40 kvadratmeter. Musikværftet, der gennem tiderne har huset profiler som Tim Christensen, Sort Sol, Kashmir, Saybia og Tobias Trier kalder det skævvridning og frygter konkurs. »Det er fint, at man gerne vil støtte øvelokaler. Vi føler os bare ikke støttet. Tværtimod. Jeg er ikke tilfreds med, at man anlægger noget præcis magen til lige overfor. Det sætter mig i en meget vanskelig situation«, siger Lars Lundholm, der leder Musikværftet. Han finder det uretfærdigt, at musikere, der lejer sig ind hos ham, ikke har de samme støttemuligheder, som den kommende forening på den anden sige af gaden har. Det mener Leslie Arentoft dog ikke. »Det er helt normalt, at kommunen øremærker penge til én bestemt forening, der repræsenterer et hav af bands. Det er et godt og gennemprøvet koncept. På Øresundsvej er det Rytmisk Musik København, der administrerer lokalerne, og på Vesterbro er det Move«, siger Leslie Arentoft, der medgiver, at der stadig er »løse ender«.


























