Hør her, ham der Bob Dylan lyder jo fandeme som en frossen kat, der bliver trukket i halen og kørt igennem en skærebrænder. Han kan hverken synge eller lade være. »Jeg synes, han lyder, som om han er Djævlens Advokat. I lang tid troede jeg, at han var Guds advokat. Men han er altså Djævlens«. Hvordan begyndte den konspiration af midaldrende mænd, der besluttede sig for, at Bob Dylan er det mest fantastiske i verden, og at de, der ikke kan forstå det, bare er for dumme? »Altså, nu lyder du jo som Knud Romer, der i ’Smagsdommerne’ sagde, at Bob Dylan er verdens største blufnummer. Det er kun vildt umusikalske mennesker, der kan sige sådan noget. Jeg kender en pige i Århus på 25. Hun er mere på Bob Dylan, end jeg er. God kunst har jo ikke noget med generationsskel at gøre«. Det kan jo være, at den er helt gal med hendes sexliv. »Så godt kender jeg hende ikke«. Du har aldrig selv indspillet en plade, men nu har du sammen med Asger Schnack i indtil flere forskellige udgaver udsendt ’Bob Dylan – en guide til hans plader’, som om det var en tur til Mallorca. Folk kan vel bare sætte sig ned og høre pladerne? De behøver vel ikke have en rundviser med? »Jeg håber da også, at folk hører dem. Det er derfor, vi skriver bogen igen og igen. Men det er svært for folk at få overblik over en produktion, der efterhånden er på 45 cd’er. Nogle lyder, som om man trækker en kat i halen, mens andre...«. Du mumler lidt, Christian, prøver du at imitere Bob Dylan, eller hvad er der vejen? »Nu forsvandt du igen i min mobil. Hvad er det, du siger?« Er du blevet så besat af Bob Dylan, at du selv forsøger at lyde som en piratoptagelse fra 1974? »Nej, det er altså mobilforbindelsen. Jeg står på Odense bibliotek, fordi jeg skal til 100-års fødselsdag for Morten A. Korch. Det er noget fuldstændig andet. Derfor er forbindelsen lidt uklar, og jeg er lidt grødet i stemmen. Men det er mere på grund af Morten A. Korch«. Ja, du har det med at blive rørstrømsk over bedaget kultur. Som når du sidder der i ’Smagsdommerne’ i din Bob Dylan-T-shirt og beviser, at en Dylan-fan er en gammel, mumlende salvelsesfuld mand med skæg, der siger »epokegørende« og »mesterværk« i hver anden sætning? »Det er netop det, der er det forbavsende ved Bob Dylan, at han faktisk sprænger de aldersgrænser. Jeg kender unge technofyre, som er så begejstrede for ham, at jeg nærmest må sige: »Nå, nå, kom nu ikke for godt i gang, hvad fanden har I kørende med den gamle mand?«. Det er så smukt, som du tager dig af unge outsidere rundt omkring i landet. Men mange vil jo nok sige, at hvis der er nogen, der inkarnerer 68-generationen, så er det dig. »Det er, fordi du ikke har læst mine erindringer ’Vreden, gudinde besyng’ – det er et klart opgør med 68-generationen. Det, vi kalder 68, døde i 1967, derefter blev oprøret overtaget af studenter og kvinder, og det var ikke godt for...«. Og Bob Dylan mente, at 68 døde i 1964, og det var også sidste gang, han skrev en protestsang. »Ja, det er rigtigt. Hans protestsange skrev han meget modvilligt. Han brugte det mere som en platform. For ham handlede det om den indre virkelighed«. Åh, nej. Den der hippie-romantiske forestilling om Bob Dylan som en sort, gammel, blind bluessanger, der står og spiller på gadehjørnet. »Han sprænger jo de der racegrænser. Han prøver at sprænge alle kunstige grænser, herunder altså også aldersgrænser. Nu har du hånet både Dylan og mig med at være ældre mænd. Men jeg er stadig som en 20-årig indvendig. Det fantastiske ved Dylan er jo, at han i en branche som rockbranchen tør være sin alder bekendt. Det er vi andre nødigt. Men han gør en dyd ud af, at han efterhånden har lidt svært ved at synge«. Sidst i april udkommer et nyt Bob Dylan-album. Hvad er det nu, det hedder? »Jeg kan ikke huske, hvad det hedder. Men vi er jo syge af...«. Der kan man høre, hvor bagstræberisk du er. Det kommer til at hedde ’Together Through Life’. Jeg har bare et sidste spørgsmål til dig: How many roads must a man walk down, before you can call him a man? »Jeg har ikke tal på det. Jeg kan heller ikke kalde mig selv en mand endnu. Men der er mange veje. Heldigvis, vil jeg sige«.