Den massive popguitar fra It’s 'A Beautiful Day' forstummer og glider over i et enkelt vers af Beatles-klassikeren 'Blackbird'.
Og så sker det.
Bono tager solbrillerne af.
Denne råkolde aften foran Brandenburger Tor får de 10.000 berlinere og tilrejsende tilhørere til gratiskoncerten med U2 mulighed for at se forsangeren i øjnene. Ingen barriere, ingen forbehold.
Normalt sidder de tonede briller ellers godt fast på den irske verdensstjerne. Men aftenens show er så tyk af symbolik, at direkte øjenkontakt er på sin plads.
Også selv om det ikke varer længe, før brillerne er på igen.
Berlin en del af sanguniverset
Den irske supergruppe har altid har et særligt forhold til Berlin. I de dage, hvor muren faldt, sad de fire musikere i et lydstudie i Vestberlin og indspillede det højt besungne album 'Achtung Baby'.
Det kan man godt høre på musikken. 'Achtung Baby' og efterfølgeren 'Zooropa' indeholder et væld af referencer til et Tyskland, der skulle genopfinde sig selv i en verden, der var ny for alle.
»U2 spiller her, på dette sted. Det er virkelig unikt«, siger Mike Keller på 41 år, og nævner lige som så mange andre, politiken.dk taler med, netop den betydning, Berlin og Tysklands genforening har haft i U2’s sangunivers.
Historiske omgivelser
Han tilføjer dog, at bandet formentlig også stiller op fordi arrangementet er en del af de europæiske MTV Awards, og »MTV hjalp jo virkelig U2 i gang i sin tid ved at spille deres videoer«.
For 52-årige Rüdiger Dudda går symbolikken videre end forbindelsen mellem det irske band og den tyske hovedstad.
»Lige derovre, på den anden side af Brandeburger Tor, fik jeg mit første stempel i passet efter Murens fald, så jeg kunne krydse grænsen for at komme over på denne side«, fortæller han og peger om bag scenen, mod det gamle Vestberlin.
Han står få meter fra scenen med sin bror, der ligesom han selv voksede op i vest, men blev født i øst.
Deres forældre var religiøse og derfor ildesete i det kommunistiske DDR, og familien flygtede til det vestlige Tyskland en måned inden, Berlinmuren blev bygget i 1961.
Ikke kun musik
Rüdiger Duddas historie vejer tungt med menneskeligt drama. Men den er bare en lille flig af den fælles tyske hukommelse, som U2 med sin åbenlyse kærlighed for Berlin og genforeningen taler direkte til.
Som 38-årige Sven Gorgos fra Lübeck siger:
»Denne aften handler om mere end bare musikken«.
Fra scenen forsøger U2 med tyske gloser, fredstegn og kærlighedserklæringer til Berlin at leve op til det historiske sceneri og de mange forventninger.
Mest gennemført under aftenens første sang, 'One' fra 'Achtung Baby', hvor et gigantisk lysshow indhyller byportens søjler i roterende stjerner, hjerter og endda hammer og segl.
Lyskeglerne når helt op under hovene på firspandet på toppen og tegner ordene Ost West, One Love og til sidst blot Freedom.
Herefter følger en af bandets mest politiske sange, 'Sunday Bloody Sunday', om konflikten i Nordirland.
Den amerikanske hiphopstjerne - og ven af bandet - Jay Z kommer på scenen for at rappe og slå en knyttet hånd mod hjertet, og dermed afrundes aftenens mest politiske islæt.
En form for hjemkomst
Resten af showet minder mere om alle mulige andre koncerter, med fokus på fest i stedet for frihedsbudskaber. Efter omkring tre kvarter er det slut.
»Det var fantastisk, men alt for kort«, lyder det igen og igen, når man spørger, hvordan koncerten var.
En af de mange, der svarer sådan, er Andy McCormac på 41 år. Han bremser gerne op for at tale lidt, inden han krydser Unter Den Linden på sin cykel på vejen hjem.
Selv er han fra Dublin i Irland, ligesom U2. Alligevel anerkender han fuldt ud, at Berlin også har en slags ejerskab til bandet, og han kalder koncerten for en »form for hjemkomst«.
»Vi vil gerne dele U2 med Berlin«, siger han.
fortsæt med at læse
