Allerede som balletbarn skilte Nanna Øland Fabricius sig ud. Hvor de andre balletpiger drømte om at blive feterede primaballerinaer, var hun tiltrukket af dansens skæve element og ville hellere spille trold end prinsesse, når hun stod på scenen.
»Ballet handler om præcision, og jeg synes egentlig, at det uperfekte er mere interessant. Den der søgen efter det perfekte var ikke naturlig for mig. Derfor har jeg altid være mere interesseret i moderne ballet. For der kunne man være mere personlig i sit udtryk«, siger hun.
Konservative rammer
Hendes kvaler med balletten voksede sig så store, at hun som teenager meldte sig ud af Det Kongelige Teaters Balletskole og begyndte i en almindelig folkeskole og dansede ved siden af.
»Jeg havde svært ved at indordne mig balletskolens konservative rammer, hvor kreativiteten var noget, man fik serveret. Sådan lidt: Nu må du improvisere i otte takter«, siger hun og tegner en elegant bue i luften med højre arm.
Men trangen til at danse var alligevel så stærk, at hun måtte fortsætte. Denne gang på Stockholms Balletskole, som hun forlod som uddannet balletdanser i 2004, overbevist om, at hun var skabt til at danse. Men sådan skulle det ikke gå. Kort efter hun var færdiguddannet, fik hun en alvorlig rygskade, der gjorde hende ude af stand til at fortsætte dansekarrieren.
»Lige pludselig var jeg helt identitetsløs, for hele min identitet lå jo i dansen. Så jeg havde nogle år, hvor jeg søgte efter, hvad jeg skulle med mit liv. Samtidig var det en stor befrielse at kunne slippe den enorme selvkontrol, man har som balletdanser. Men jeg vidste, at jeg fortsat skulle lave noget, hvor jeg kunne udtrykke mig«.
Det fandt hun i den elektroniske musik, hvor hun under kunstnernavnet Oh Land dyrker både skønheden og det skæve, der ikke var plads til i dansen.
Med sine ejendommelige korarrangementer og samplede reallyde er hun på rekordtid blevet udråbt til et af de største stjerneskud på den danske electronica-himmel. Mislyde og hverdagsstøj Med en operasangerinde som mor og en organist og komponist som far var Nanna Øland Fabricius fra barnsben omgivet af musik. Og selv om hun som barn svor aldrig at blive musiker, var de der hele tiden i baghovedet. Melodierne. »Jeg har altid lavet teater og sunget og spillet derhjemme, og når vi var færdige med at danse, og de andre balletbørn gik hjem, så satte jeg mig ved klaveret og begyndte at finde på melodier. Jeg har altid være mere interesseret i at finde på nye melodier end bare at synge. Så når jeg hørte et nummer i radioen som barn, sang jeg altid anden- eller tredjestemme«, fortæller Nanna Øland Fabricius. To år efter afgangen fra den svenske balletskole begyndte hun at eksperimentere med at lave musik på sin computer.
