Morrissey forsikrer: Jeg er som en ø

Paul Morrissey, tidligere The Smiths og nu succesrig solist, har ikke fået et seksualliv, fastslår han. - Foto: Yoi Mok
Paul Morrissey, tidligere The Smiths og nu succesrig solist, har ikke fået et seksualliv, fastslår han. - Foto: Yoi Mok
Lyt til artiklen

1980'ernes største melankoliker, den engelske rockmusiker Morrissey, der i parantes bemærket spiller på Roskilde Festival i år, er - på trods af skriverier i den britiske boulevard- og musikpresse for nylig - ikke gået hen og blevet et muntert solskinsbarn i mellemtiden. 'Jeg er forelsket' tordnede det fra bladenes forsider over billedet af den berømte og elegante misantrop, der dannede gruppen The Smiths tilbage i 1982. Et andet blad skrev: 'Han er blevet sexgal'. »Jeg er som en ø« »Men det er ikke sandt«, insisterer Morrissey over for journalisten Andrew Billen i tirsdagens udgave af The Times. »Jeg sagde til en journalist fra Mojo (musikmagasin, red.), at jeg er forelsket i byen Rom (som Morrissey lige er flyttet til efter syv år i Los Angeles, red.), og så skrev de bare: 'Jeg er forelsket', og så fulgte alle andre trop. Men alt er, som det plejer. Jeg er som en ø«. Det pikante og interessante ved, om Morrissey, der er gået hen og blevet 47 år, har et kønsliv eller ej, har sin rod i, at han er en af verdens kendteste cølibatikere. For to år siden, på 'I Have Forgiven Jesus', besværede han sig over, at ingen ville »lukke op for al denne kærlighed«, men på nummeret 'You Have Killed Me' fra sin seneste cd, 'Ringleader of the Tormentors', synger han: »Jeg trængte ikke ind i noget / og intet trængte ind i mig / til du kom med nøglen«, og på 'Dear God Please Help Me': »Så giver han mig tegn med hånden på mit lår ... og nu spreder jeg dine ben med mine ind imellem«. Åbnet? Da Times-journalisten spørger til, om han også - øhm - i virkelighedens verden er blevet - hmmm - åbnet. »Jeg vil påstå, at lige fra The Smiths' allerførste sange var de meget lidenskabelige og sensuelle. Det er blevet overset, fordi jeg ikke fysisk syntes at være sådan. Der så ikke ud til at være nogen overensstemmelse mellem teksterne og min fysiske fremtoning, men sangene var altid sensuelle, synes jeg«. »Der var engang, hvor der var mere længsel i mit liv end nu«, siger Morrissey videre til The Times. »I dag kan man bedre sætte ting i perspektiv og kan vende ryggen til de ting og sige: Hvad skulle ideen være? Der er andre ting i mit liv, som jeg kan være lidenskabelig omkring. Men når du er teenager eller først i tyverne, synes den tilstand at være uendelig og ekstremt smertefuld. Når man så bliver ældre, indser man, at det meste i verden er ekstremt smertefuldt, det er menneskets grundvilkår. De fleste af os bliver ved med at overleve, fordi vi tror på, at et eller andet sted på livslinen, hvis man forfølger sine mål med sammenbidthed og viljestyrke, vil vi danne en slags magisk par med en eller anden«. Selv har Morrissey ingen tillid til, hvad der kan ske af gode ting hen ad vejen: »Nej, nej, slet ikke. Det er jeg ved at blive lige lovlig gammel til at håbe på«. Fortryder bittert Morrissey fortryder bitterligt, at han i 80'erne tillod sig selv at blive en art ikon for seksuel afholdenhed: »Hvis man skriger fra hustagene, at intet sker med dig, så er det det samme som at sige, at du ikke formår at indfange nogen - og nøgleordet her er 'nogen'. De fleste mennesker nøjes jo med 'nogen'. Hvis man er fra arbejderklassen og en mand, er der intet mere skamfuldt end at sove alene, det er en synd. Jeg er fra det miljø, og jeg sov alene, så jeg var en besynderlighed«. I interviewet siger Morrissey, at han i sit liv har følt »strejf« af romantik, og da han bliver spurgt til rygterne om, at han og REM-forsangeren Michael Stipe er kærester, svarer han: »Det er noget totalt lort, komplet lort, og jeg aner ikke, hvorfor folk siger sådan noget«. Morrissey afviser også at svare på spørgsmålet, hvorvidt han er homo-, hetero- eller biseksuel. »Selvmord er modigt« Morrissey får fortalt, at han var et depressivt barn i en forstad til Manchester, og at alle de kunstnere, som han beundrede, i interview fortalte, at de havde overvejet selvmord: »Så jeg kom til den konklusion, at selvmord var en slags kunstform og en beslutning, man må respektere. Jeg har aldrig anset selvmord for at være fejt eller for at være lig med at stikke af. Jeg har altid opfattet det som en beundringsværdig ting at gøre, og en meget svær ting og modig«. Det er ikke offentliggjort, hvilken dag Morrissey optræder ved Roskilde Festival, men faktum er, at han nok bliver svær at score - hvilket køn man så end dukker op med.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her