Koncerten starter med en lyd, som får alle, der var børn i 1990’erne, til at huske, hvad der stod øverst på deres ønskeseddel til jul. »Bliip!«, lyder det fra de to Game Boy Classics fra 1989, der ligger som instrumentelle hovedpersoner på en boks på scenen. I aften skal de over 20 år gamle håndholdte spillekonsoller dog ikke bruges til hverken at klare baner i ’Mario Brothers’ eller bygge vandrette rækker i Tetris. I stedet fungerer de to maskiner som hovedinstrumenterne i Game Boy-bandet La Belle Indifferences koncert. »Vi spiller på Game Boy« Duoen spiller på to Game Boys i en rød og en transparent version.
Maskinerne, der er på størrelse med en stor mandehånd, er udstyret med skærm, A- og B-knapper og piletaster, der normalt ville få Mario til at gå frem og tilbage, skyde og hoppe. Men i aften skal knapperne i stedet bruges som en art strenge eller tangenter. »Vi hedder La Belle Indifference, og vi spiller på Game Boy«, råber Jacob Sikker Remin fra bandet til publikum foran sig. Han trykker to gange på den røde Game Boys A-knap, og en melodi af blip-blip-blip-lyde går i gang. Lyden af vores barndom La Belle Indifference kalder deres musik Game Boy-pop, og bandet er et af de få i Danmark, som spiller den elektroniske subgenre Game Boy-musik. Det er musik lavet og spillet på forældede spillekonsoller og hjemmecomputere fra 80’erne og 90’erne. Man fandt på at spille på Game Boy i slutningen af 90’erne. Maskinen, der blev lanceret som et elektronisk legetøj for børn i 1989, kunne også bruges som et instrument til at lave musik på. Musikken, der i aften kommer fra de to 20 år gamle Game Boys, lyder dog hverken gammeldags eller som temasangen til Tetris bane nummer 7. Det lyder som noget, man kunne høre i radioen i dag, men adskiller sig alligevel med en distinkt old school-følelse og en grov, digital klang. »Det er lidt lyden af vores barndom«, siger den ene halvdel af bandet, Thorbjørn Nyander Poulsen, mens den anden, Jacob Sikker Remin, supplerer: »Det er musik på computerens præmisser – ikke menneskets. Vi forsøger ikke at efterligne et nodepapir. På den måde går vi ind i en mere ligeværdig dialog med den elektroniske musik«. Mødtes på ingeniørstudiet Netop lo-fi-udstyrets begrænsninger er det, som tiltrækker de to bandmedlemmer, der mødtes på ingeniørstudiet. »En Game Boy kan kun spille fire lyde på én gang, og den har kun otte knapper. Men begrænsningerne udfordrer kreativiteten. Hvis man sidder med en laptop til 15.000 kroner, er der uanede muligheder. Det kan virke hæmmende i al sin grænseløshed«, mener Jacob Sikker Remin. Men, tilføjer Thorbjørn Nyander Poulsen, musikken skal ’kunne’ mere end ’bare’ være lavet på en Game Boy. »Det skal ikke bare være fedt, fordi det er på Game Boy. Det skal også være god musik. Noget, folk danser til på klubben«. Smalt fænomen Herhjemme er fænomenet endnu ret lille, og man kan tælle danske Game Boy-bands på én hånd. I aften er der dog fyldt op i det lille lokale, hvor La Belle Indifference holder release-fest for deres nye EP med saltstænger, dåseøl og kaffe. De to Game Boys suppleres med et legetøjskeyboard, et lille Yamaha PSS 100 og en trommemaskine fra 1986, der ligesom spillekonsollerne er fundet på et loppemarked. Thorbjørn Nyander Poulsen spiller på trommemaskinen og klaveret. De små sorte og hvide tangenter er næsten for små til hans hænder. Jacob Sikker Remin styrer begge Game Boys, der ligger oven på bandets hjemmebyggede boom-boks-forstærker, som henter sin kraft fra et gammelt bilbatteri.
