Løvekonger, der skal udfylde Jaggers sko

Lyt til artiklen

Tre brødre og deres fætter forlader et omrejsende religionscirkus. I stedet flytter de til Nashville, Tennessee, USA, og grundlægger et langhåret og skægget rockband. Sådan begynder fortællingen om et af rockmusikkens mest succesfulde navne i nyere tid, Kings of Leon, hvis femte studiealbum ’Come Around Sundown’ udkom mandag i denne uge. Et album, som i denne avis fik tildelt fire hjerter, og hvor anmelderen nævner Kings of Leon som arvtager for navne som Rolling Stones, Bruce Springsteen, Paul McCartney og Roger Waters. »Jeg tror ikke, vi vil tage over for dem. Jeg får det helt ubehageligt bare af at tænke på det, for det er et meget stort hul at fylde ud. Nu må vi se, om folk overhovedet gider se os om et par år«, siger 26-årige Matthew Followill, guitarist og fætteren i Kings of Leon, på en telefon fra Nashville.

Frisk og ny
Han har indvilliget i et 15 minutter langt interview om det nye album, der er langsommere i tempo end de første. Matthew Followill beskriver det som et album, hvor der er en lille stump fra alle deres tidligere album i. Og hos ham rangerer det højt blandt deres udgivelser.

»Pladen er nummer 1 i øjeblikket, fordi den er frisk og ny. Når man har været i et band i ti år, så bliver det svært at høre og spille de samme sange igen og igen. Men om nogle måneder er den nok kun nummer 2«, siger han og nævner pladen ’Because Of The Times’ som sin favorit.

Slagsmål, modeller og stoffer
Historien om Kings of Leon begyndte for langt mere end ti år siden. Som børn kører de tre brødre Nathan, Caleb og Jared Followill rundt i USA. Faderen, Ivan Followill med mellemnavnet Leon, er en omrejsende prædikant med hang til flasker i brune poser, mens moderen erstatter det, der for de fleste andre børn hedder ’skole’.

Men i 1999 går den ikke mere for forældrene Followill, der bliver skilt. I stedet for den kørende pickuptruck slår brødrene sig ned i Nashville, hvor Nathan og Caleb året efter starter et band. De trækker deres lillebror, der aldrig har spillet bas, ind som bassist, samt fætteren Matthew, der bliver hentet i Mississippi som guitarist.

I 2003 udkommer første album – en skramlet og skrammet omgang garagerock – og samme år spiller de på det klejne spillested Loppen på Christiania i København. Et sted, hvor de formentlig aldrig nogensinde igen sætter deres musikalske fødder. For Kings of Leon begynder at turnere med U2, og det ændrer deres lyd. Kings of Leon flytter fra garagen og direkte ind på stadionet.

»Da vi var på turne med U2, spillede vi i store arenaer. Men når vi spillede, var de tomme, for vi var bare opvarmningen. Men vi kunne godt lide den måde, vores sange lød på i de store, tomme, åbne rum. Så da vi skulle lave tredje plade, tænkte vi, hvordan får vi vores sange til at lyde større, og som om vi er i et stort, tomt rum. Det førte os til den lyd, vi har nu«, siger Matthew Followill.

Ny lyd kulminerede i 2008 Og i 2008 kulminerer succesen med den nye lyd. Loppen er nu skiftet ud med Orange Scene. ’Only By The Night’ bliver udgivet i september 2008 og sælger 11,5 millioner eksemplarer. Gennembruddet er endeligt. Med alt, hvad det indebærer af (interne) slagsmål, strømme af ukvemsord, intimforhold med modeller, alkohol og stoffer. Således bliver numrene til ’Only By The Night’ skrevet og indspillet med forsanger Caleb svævende på en sky af morfin, efter at han og trommeslager Nathan vælger at tæve løs på hinanden. Men de vildeste dage er, ifølge Matthew Followill, ovre. Meget er sket siden starten. Dengang var flere af dem teenagere, men nu er den yngste blevet 23 år, den ældste over 30. Og udviklingen kan han godt lide. For han er ikke stor fan af de to første plader og har svært ved at lytte til dem. De blev indspillet, mens han »stadig var et barn« og ikke god på guitaren. Så Kings of Leon er bare blevet gamle? »Nej, det tror jeg ikke. Altså vi er blevet ældre, men det er stadig den samme ’ild’, som da vi startede, der brænder inde i os nu«, siger han. »Men vores lyd afhænger også af, hvilken musik vi lytter til. I starten hørte vi meget Led Zeppelin og Townes Van Zandt. Men siden er vi blevet sammenlignet med unge indierockbands, og så begyndte vi at lytte til dem – konkurrenterne. Vi blev enige om, at vi var nødt til at følge med dem, ellers blev vi glemt«. Deprimerende Amerika Og med det forrige album gik Kings of Leon fra stjerner til superstjerner. Sangen ’Sex On Fire’ blev råspillet på amerikanske radiostationer, og så blev Kings of Leon godtaget i USA. »Det er rart at vide, at ’hjem’ også lytter med. Tidligere var det meget deprimerende, når vi turnerede i USA, fordi vi kom fra lande, hvor vi var vildt populære, og når vi så kom til USA, spillede vi små show for ingen mennesker. Og i lang tid tænkte vi: Hvorfor vil USA ikke komme om bord med alle andre?«, siger Matthew Followill og svarer selv: »Alt, det kræver i USA, er et radiohit. Det fik vi, og nu er vi populære«. Betyder det så, at de nye sange er lavet til at kunne blive spillet radioen i USA? »Nej. Vi har ikke sagt, at vi skal lave et pophit, så vi kan komme i radioen igen. Vi laver bare musikken. Men jeg er sikker på, at der er et par nye sange, der får en plads i radioverdenen«.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Group 2

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her