Jim Morrison benådet af Floridas guvernør

Benådet. Mere end 40 år efter en dom for blasfemi og for at blotte sit lem blev Jim Morrison i går benådet i Florida.
Benådet. Mere end 40 år efter en dom for blasfemi og for at blotte sit lem blev Jim Morrison i går benådet i Florida.
Lyt til artiklen

Den legendariske Doors-forsanger Jim Morrison var så fuld i Florida i marts 1969, at resten af bandet tvivlede på, at han kunne gennemføre den annoncerede koncert.

Og Jim Morrison nåede i alt fald at lave så meget skandale, at han endte med at få en bøde ledsaget af en seks måneders fængselsstraf.

Ifølge anklagen havde Morrison krænket publikum blandt andet ved at afbryde koncerten med en blasfemisk og anti-autoritær brandtale, kaste en politikasket ud til publikum og ved at blotte sig.

Sikkert er det, at Morrison på et tidspunkt rodede med sit bælte.

FBI efterforsker fotos fra Warhols kunstfabrik

Men om han virkelig blottede sit lem, var de afhørte vidner uenige om. Ingen af de mange fremlagte fotografier fra koncerten kunne underbygge anklagen.

Døde inden ankesagen
I går blev Morrison benådet af Floridas benådningsnævn. Det bliver en af den republikanske guvernør Charlie Crists sidste embedshandlinger, inden han går af i næste måned.

Charlie Crist, der selv er Doors-fan, har siden 2007 overvejet, om Jim Morrison skulle benådes.

Og benådningsnævnet var i går enige om, at en af den dømtes fundamentale rettigheder ikke var imødekommet:

Jim Morrison ankede nemlig dommen, men døde som 27-årig i 1971, inden sagen blev genoptaget.

Erkendte blasfemi
Derfor nåede Morrison heller ikke at afsone straffen.

Guvernør Crist har desuden været i tvivl om, hvorvidt Jim Morrison virkelig blottede sig. Sangeren selv tilstod, at han havde optrådt blasfemisk, men nægtede sig skyldig i alle andre sigtelser.

»I denne sag er spørgsmålet om skyld og uskyld i Guds og ikke vore hænder«, siger Crist til nyhedsbureauet Reuters.

Guvernøren mener også, at Jim Morrison måske ulovligt blev nægtet at føre bevis for, hvad der var normalt for rockkoncerter i slutningen af 1960'erne.

Kamp mod autoriteter
Det havde nok ikke ændret på dommen, der faldt midt i en brydningstid. Langhårede hippier og modstandere af Vietnam-krigen var en trussel mod det etablerede samfund.

Dommeren i sagen mod Jim Morrison, Murray Goodman, sagde da også ved dommen, at det handlede om meget mere end, hvordan man opførte sig ved en rockkoncert.

LÆS ARTIKEL

Her ligger de døde berømtheder

Hvis man accepterede den opførsel Jim Morrison var anklaget for at udføre, ville det ifølge dommeren nærmest føre til samfundets undergang:

»Vi ville så tillade, at en lillle minoritet, der udspreder obskøniteter, ikke anerkender lov og orden, og som viser deres afsky for vores institutioner og arv, skal bestemme, hvordan en almindelig opførsel er«, sagde dommer Murray Goodman ifølge Reuters.

En uge efter koncerten i Florida demonstrerede 30.000 amerikanere for at vise deres støtte til anholdelsen af Jim Morrison.

Mikkel Schou

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her