Rejsebrev 3 - Tomas Høffding.
(Se videoreportagen efter første tekstafsnit)
Det er nu mandag d. 13 december, jeg sidder i Madrid lufthavn og venter på det det fly, der skal tage os det sidste stykke vej hjem til Danmark.
Jeg har overtaget Jeppes dagbogsskrivning, da vi har været nødt til at efterlade ham på et hospital i Sao Paulo! En virkelig grim situation.
Nå, men for at fortsætte historien kronologisk, starter vi i Rio de Janerio.
En fantastisk by, første gang for WhoMadeWho, 6. gang for WhoMadeWhos tourmanager/lydmand/videoredaktør/festabe Mads Nørgaard.
Vi bor i en fed 2 plans lejlighed i Ipanema området, en blok fra den lækre kridhvide strand, og med en lækker tagterasse, hvis man ikke lige synes, man orker de 2 minutters gang i klipklappere.
Jeppes ankomst til Rio er ikke helt som håbet. Den bedring, vi havde sporet i Buenos Aires, holdt ikke flyveturen igennem, så da vi andre tager første tur i bølgen, tager Jeppe ud for at få sin debut i det Brasilianske sundhedssystem.
Han har fået beordret en ny penicillinkur, og pånær en enkelt aftenstur langs stranden og en hurtig afstikker til klubben i centrum, hvor vi skal spille, må han holde sig indenfor lejlighedens fire vægge.
Jeppe er ikke nogen stor soldyrker, så ikke engang tagterassen kan friste ham....godt for ham at der trods alt er hæderligt internet i lejligheden.
Vi andres to første dage i Rio er nu gået med strandbesøg, byture, restauranter og en hel masse dovnen rundt i lejligheden. Aftenen inden vores koncert, blev Barfod og jeg antastet på en restaurant af en pige. som genkendte os som WhoMadeWho. Da hun skulle forklare sin veninde, hvem vi var, beskrev hun os som »the f****** Rolling Stones of their genre«. Umådeligt smigrende!!!
Rio er en fascinerende by. Den rummer farvelaerne...måske de slumkvarterer i hele verden med den bedste udsigt...det gamle centrum med en skøn blanding af kolonitidsbygninger, 50'er funkis af alle arter og moderne skyskrabere, samt sidst men ikke mindst, Cobacobana og Ipanema....storby med fantastisk, hvid strand lige ind til fortovet. Overalt hvor man kommer, er folk åbne og venlige, og mest af alt, dejligt laidback.
Under sådanne forhold er det svært ikke at føle, at man har verdens bedste job. Tænk engang at sidde på stranden under en parasol med en caipirinha i hånden og rent faktisk tjene penge!
Fredag d. 10. december:
Vi skal spille vores gig i Rio!
Jeppe har været endnu en tur på hospitalet, fået en ny slags antibiotika. Han kender efterhånden sin sygdoms mønstre, så han tager sin pille kl 22.00, får svedeture kl 23.00, og indfinder sig på venue i hæderlig form kl 02.00, en halv time inden showtime - brasilianerne går ud sent.
Vi andre har været til lydprøve tidligere på dagen, og vores forventninger til aftenens koncert er tårnhøje! Koncertens 1.200 biletter har været udsolgt i flere dage, de lokale teknikere og anlægget er helt i top, og alle, vi har snakket med, siger, at det er den bedste og mest hypede fest i hele Rio.
Koncerten går virkelig godt, Jeppe tog direkte hjem på hotellet, vi andre festede igennem til den lyse morgen. Faktisk inklusiv den lyse morgen, og vi tog direkte videre ud i lufthavnen. Tak til Rio, vi skal helt sikkert tilbage!
Lørdag d. 11. december:
Vi ankommer med flotte tømmermænd i Sao Paulo og ryger direkte på hotellet, hvor vi ligger og sover hele dagen. Ikke noget turisme her, det føles igen som arbejde.
Jeppe ryger på hospitalet, det ser ikke godt ud. Vi venter spændt på dommen: kan han spille i aften, og endnu vigtigere: kan han komme med hjem på flyet i morgen?
Kl 20 kommer svaret: Jeppe kan godt komme ned og spille, hvis vi dropper de hårdeste numre....men han kommer ikke med hjem!!! Han får nu penicillin i drop direkte i armen. De er stadig ikke sikre på, de har fundet den rigtige slags, og han har nu betændelse og feber på 6 døgn. De anbefaler, at han bliver liggende på hospitalet i mindst 48 timer. Bummer!!!
Nå, men show must go on, vi andre går ned og laver lydprøve.
Vi har spillet i Sao Paulo for et par år siden til en lidt klam coorporate event, og det er godt at være tilbage for at spille på en rigtig klub for 'rigtige' mennesker. Vi glæder os og krydser fingre for, at Jeppe ikke kollapser på scenen. Eller at hans tilstand forværres af at spille. Vores fans er vigtige, men Jeppes velbefindende er vigtigere.
Jeppe klarer koncerten i fin stil. Vi spiller et hårdt, koncentret sæt på 45 minutter, folk skråler med på sangene og går amok på en utrolig flot måde. Jeppe når lige at råbe noget i mikrofonen på spansk, og så er han ude.
Det var sidste koncert på turneen. Vi andre bliver hængende på klubben og får en øl i det minimale, mørke og klamme backstagerum.
Salen tømmes hurtigt for folk, men den lokale DJ skruer bare højere og højere op....og så, midt i larmen sker der noget sjovt:
En svedende herre med fuldskæg kommer og intruducerer sig som Marcelo Dust. De fleste bands har mindst een hårdkogt fan, som konsekvent responderer på alt, der foregår på facebook. Marcelo er vores.
Han har også fulgt med i Jeppes tilstand på nettet, og det viser sig nu, at han er intet mindre end læge med speciale i øjensygdomme. Han siger, at han er bekymret for Jeppes tilstand og tilbyder at holde kontakt til hospitalet løbende. Virkelig syret, når tingene hænger sammen på måder, man virkelig ikke havde forventet. Vores 'facebook-stalker' er nu vores medical assistant on location.
Søndag d 12. december:
Den absolut hårdeste dag på turneen:
Mads, Barfod og jeg skal hjem med en flyver kl 20.55. Vi pakker Jeppes ting sammen fra hans hotel og tager ned på hospitalet for at pakke en overlevelsestaske til ham. Vi har snakket en masse frem og tilbage, og er blevet enige om, at hvis Jeppe så meget som antyder ønske om en kammerat i nøden, bliver enten Barfod eller jeg tilbage med ham. Vi besøger ham 2 gange den dag. Første gang er han i klar bedring, og vil ikke høre tale om, at vi bliver. Han har en onkel i Toronto som er frisk på at komme og passe ham, hvis det er, siger han, så vi beslutter at tage hjem. Dette levner også en mulighed for, at rejseforsikringen kan betale for, at hans far eller kæreste kan komme ned til ham.
Kl 18: på vej til lufthavnen kigger vi ind til Jeppe for sidste gang. Han er nu i feber igen, og det går op for os, at han ikke har spist i mange dage!!
De næste to timer går med paniske telefonopkald til 12 kr i minuttet. Vi har hotline til min svigermor, som er overlæge, vores manager i Danmark, vores booker i Sao Paulo, Hermes, Jeppes kæreste og far, vores fan Marcelo Dust, samt vores rejseforsikringsselskab Gaudas hotline i Danmark.
De paniske overvejelser bølger frem og tilbage, mens last call nærmer sig: skal jeg eller Barfod blive tilbage? Hvis vi gør, udelukker det muligheden for, at hans familie kan komme ned på forsikringen. Er det uforsvarligt at lade ham blive? Stress!
Det ender med, at vi - efter at jeg har ringet til Hermes og fået ham til at sværge ved sin moders grav, at han vil passe på Jeppe og holde lægerne i ørerne mindst to gange om dagen - beslutter os for at tage afsted alle 3. Både fordi vi virkelig gerne vil hjem til børn og kærester, men også for at holde muligheden åben for, at Jeppe kan få besøg af familien, hvis det skulle trække mere ud. Håber så meget, vi har taget den rette beslutning!
Nu skal vi ind i den sidste flyver hjem til København, der er last call (igen igen).
Vi krydser fingre for Jeppe og glæder os trods alt, til næste gang vi skal derned!
Rock n roll og godnat.
Tomas Høffding
Politiken.dk siger tak til Who Made Who for rapporterne fra det sydamerikanske og god bedring til Jeppe.
fortsæt med at læse
