Rejsebrev 2 - Jeppe fra sygesengen.
(Se videoreportagen efter første tekstafsnit)
Buenos Aires, 6. december
Måtte gå tidligt i seng søndag, da jeg var blevet solskoldet ved poolen og havde smerter i albuen. Jeg kunne ikke sove ordentligt denne nat pga. heftig hovedpine med tilhørende svedeture. Ringede til en læge via hotellet. Denne mente, at det blot var puds, der skulle skæres ud.
Vi blev dernæst enige med vores rejseforsikringsselskab om at tage på 'Hospital Alleman og få mig undersøgt ordentligt.
Derude fik jeg ordineret antibiotika, fik scannet albuen samt tilset af 6 forskellige læger. Meget betryggende.
Min egen kliniske læge, Esteban, var supercool og god til engelsk. Han skrev et brev til den colombianske promoter og forklarede, at jeg under ingen omstændigheder kan spille - eller for den sags skyld flyve - i morgen for at nå showet i Bogota. Med andre ord er Colombia nu endegyldigt aflyst, og der er kommet mere ro i programmet til at restituere.
Vi har aftalt, at jeg tager på hospitalet igen i morgen til kontrol, da status med min albue måske er 'very serious'.
Natten bliver intim, da hotellet er hotellet er 'fully booked', og vi må alle fire sove på samme lille værelse. Lidt for intimt, da jeg ikke har lyst til at involvere drengene i mine aggressive svedning og urolige febersøvn med pudsudladninger fra den syge albue.
Denne nat går pudsen gudhjælpemig hele vejen igennem den tykke forbinding. Føj!
Buenos Aires, 7. december
Vi skal på den brasilianske ambassade og lave visa. Jeg har det dårligt. Albuen er blevet mere hævet og rød på et større areal. Antibiotikaen har ikke virket. Grrr.
Efter det første besøg på ambassaden tager jeg ud til 'Hospital Alleman' igen. Jeg bliver undersøgt af 'Los Tramatologistas', der foreslår min 'kliniske' læge Estaban, at jeg får en ultralyd-behandling.
Esteban mener dog ikke, at jeg behøver ultralyd endnu. Han ved, det er cellulitis, jeg fejler, og ordinerer 3 nye former for medicin, bl.a. mod staffelikokker.
Disse skal tages ud over mit stramme program med pilleslugning hver 6. time. Jeg smutter hjem i en taxa, hvor jeg sover hele vejen. Får dog betalt chaufføren og bugseret mig op på værelset, hvor jeg kan sove i 45 minutter, inden vi skal afhente vores arbejdsvisum på den brasilianske ambassade.
Drengene er vildt søde og henter medicin og skaffer mig løbende alt, hvad jeg har brug for.
Midt i dette rod føler jeg mig priviligeret over at være omgivet af så gode og kærlige mennesker. Uheldet er dog ude igen, da vores WhoMadeWho-kort bliver stjålet ved en hæveautomat uden for konsulatet.
Dette slår os dog ikke ud. Barfod, Høffding og vores lydmand Mads, tager senere på fin restaurant og spiser kobebøf til deres store fornøjelse.
Barfod og Mads smutter videre på club for at høre vores gode ven, DJ Golden Bug.
Jeg selv lægger mig til at sove og svede igennem igen-igen. Prøver at spise lidt, men kan stadig ikke få en bid ned.
Buenos Aires, 8. december
Vågner op tidligt i Buenoes Aires, da vi skal flyve til Brasilien i dag. Det ser ud til, at antibiotikaen er begyndt at virke, og albuens hævelse er blevet en lille smule mindre. Optur!
I lufthavnen spiser vi alle morgenmad. Mig selv inklusiv. Livet er smukt. Jeg kan mærke, at vi kommer til at spille i Rio på fredag og Sao Paolo på lørdag!
Men efter flyvetyren er albuen nu hævet yderligere igen.....pænt irriterende! Men det bekræfter mig blot i, at det var den rigtige beslutning at aflyse Colombia koncerten.
Vi flytter ind i en fed penthouse-lejlighed to blokke fra Ipanema stranden. Dette er vores nye hjem fra i dag onsdag og til lørdag. Jeg smutter naturligvis lige en smuttur til det lokale hospital 'Copador' med vores lokale host Andrei, der er halvt russisk og halvt brasiliansk. Han har tattoos af materioshka og en fin lille sky på håndleddet samt en gammeldags pen på hele højre underarm.....
Nu er jeg blevet tjekket igennem af to søde kvindelige læger. De var bekymrede for min tilstand, og jeg har nu fået taget blodprøver, fået saltvandsdrop samt konstateret 37.7 i feber. Ligger derfor nu i hospitalssengen med den yndigste pyjamas og drop i armen.
I sengen ved siden af er der en mand, der kaster op konstant, mens hans kæreste pludrer løs, som om intet er hændt. Lægerne ser dog bekymrede ud i forhold til hans tilbagevendende opkast....
Nu smutter min læge Daniel og giver sagen videre til Jomerio..... Uvished.....det er ubehageligt. De talte om at beholde mig i længere tid for at give mig min antibiotika mere effektivt og evt operere pudsen ud af armen.
Det er næsten lidt for spændende. Så kører vi til scanning og ultralyd, og da vi kommer tilbage, sætter sygeplejersken de underligste sugekopper på mit bryst.
Lige for at tjekke mit hjerte, tror jeg. Derefter falder jeg straks i søvn. Vågner ved at en ny kvindelig læge fortæller mig, at jeg kan tage hjem på hotellet alligevel, da de nu præcist har regnet ud, hvilken form for antibiotika, jeg skal behandles med de næste 2 uger.
Niveauet af puds i albuen var åbenbart ikke relvevant at operere ud alligevel. Vi aftaler at mødes igen fredag, og jeg er mildest talt lettet.
Jeg vil så gerne hjem inden jul. Og vi vil så gerne spille de sidste 2 koncerter.
fortsæt med at læse
