Hun er en efterspurgt dj, der med sikker sans for både sin egen og dansegulvets stil styrer festen på funky natklubber. Men Katrine Ring er meget mere end det. Hun har fingeren så solidt plantet på den moderne kulturs puls, at hun i snart fire år har været et af de ti udvalgte medlemmer af Statens Kunstråd.
Her har hun blandt andet siddet i rådets kommuneudvalg og rejst landet tyndt for at undersøge, hvordan den professionelle kunst kan fremmes lokalt. Hvilket den kan ved et øget samarbejde på tværs af kommune- og regionsgrænser, for så kan små midler slås sammen til kunst af stor kvalitet, kulturkaravaner og festivaler, mener hun. Gadekunst Men Katrine Ring interesserer sig ikke kun for den etablerede kunst. Hun er vild med gadekunst og har brugt rejserne rundt i landet til at gennemfotografere den danske street art-scene, hvilket indtil videre er blevet til tre kalendere med den mundrette titel ’Street Art Calendar’.





























