Camp tramp: Betegnelsen for den festivalgæst, der ikke har været i bad eller skiftet tøj i tre dage. Og nu render han rundt i lejren og nasser smøger. Deja-moo: Fornemmelsen af at have set den oppustelige ko et eller andet sted før Skovskideren: Når du spreder benene og går i knæ, imens du rækker ud efter himlen i lovprisning af den mørke herre eller musikken. Oftest set til black metal-koncerter. Bangover (eller Slayernakke): Hangover bare i nakken dagen efter en ordentlig omgang headbanging Ninjacamp: Når man har højst to telte uden en egentlig lejr og derfor lige kan snige sig ind på en ledig plads i en etableret camp. SOS-plekter: Når man i en stresset lejrbålssituation ikke kan finde sit plekter og derfor knækker aluminiumssplitten af en øldåse. Bardunvals: En måde at passere den gang, der er opstået mellem telte opslået i umiddelbar nærhed af hinanden. Guitar-Alf: Person, der kommer og spiller musik i andres lejr. Har det med at være omtåget, men spiller dog en gang uforlignelig guitar.
Hegne: Betegnelsen for den urinbaserede, latrinære handling mange udfører langs festivalens utallige hegn. Kan både udføres af drenge og piger eller sågar af grupper. Røjserpose: Bruges om en plastikpose, man har trukket på foden, fordi man har glemt eller mistet sin gummistøvle. Evt. fastgjort med gaffertape om anklen. Dagens finne: Den mest gale, underfundige og udsyrede person, man møder i løbet af en dag på Roskilde. Det viser sig oftest at være en brølefuld finne, der kombinerer en tårnhøj promille med imponerende højt aktivitetsniveau. Kamikazesnubler: Den som styrter med hovedet først ind i et fremmed telt. Uden advarsel eller tilladelse. Roskildedøgner: Den eller de personer som glade, veltilfredse og let omtågede vender hjem til lejren, mens solens opståen fortæller, at han/hun netop har festet i 24 timer i streg. Horn: De håndtegn, man kaster under en metalkoncert. Remæste: Affald med beliggenhed under en pavillon. Typisk øldåser, madrester og personer, der er gået kolde.






























