Det burde være et sikkert hit, når Opera Hedeland med de imponerende 3.500 siddepladser på Københavns vestegn fra fredag binder an med den overstrømmende skønsangstragedie i ’La Traviata’. Udefra virker Guiseppe Verdis skarptskårne drama om den faldne Violetta med den onde skæbne som et godt valg efter de seneste to sæsoners megaproduktioner, der trods solide indsatser blev mindre vellykkede.
Mozarts ’Tryllefløjten’ i 2009 blev temmelig kikset som nycirkus med uregerlige dyr, og Bellinis ’Norma’ sidste år endte i sin minimalisme som stillestående skønsang. For ’La Traviata’ kan bære sig selv, alene hvis sangernes og musikernes kvalitet er i orden. Dødsdramaet fungerer fortrinligt uden sindrige sceniske fortolkninger eller aktualiseringer. Bevis Beviset på den påstand findes på den nye dvd med opsætningen med Renée Fleming i 2009 fra Covent Garden i London, hvor ethvert radikalt tiltag til modernisering af det franske overklassemiljøet midt i 1800-tallet blev undgået.
