Man skal forestille sig kvinderne besvime som til en koncert med Elvis eller The Beatles. Man skal forestille sig, at de samme kvinder inden koncerten har købt lange hvide handsker med idolets billede på: portrættet af klavervirtuosen Franz Liszt. Man skal forestille sig idolet selv komme gående ind til flyglet på scenen. Høj. Ikke bare slank, men mager. Bleg som et spøgelse og med havgrønne øjne, der ifølge en af de betagede kvinder »skinnede som bølger i flammer«.

Intet mindre! En gammeldags tryllekunstner Med årene kom så det Mefistoagtige udtryk, som fik en kvinde til at beskrive den aldrende berømthed som »en gammeldags tryllekunstner«, der når som helst kunne forvandle folk med et blik. Men hvorom alting er, så er der ingen tvivl om, at Franz Liszt havde en temmelig enestående udstråling. Hvad kunsten at spille vanskelige ting på et klaver angår, havde han ikke sin ligemand.
1800-tallets popidol Hans eget forbillede var violintroldmanden Paganini, som folk sagde havde indgået en pagt med djævelen. Han var 1800-tallets popidol. Rejste med hestevogn på kryds og tværs gennem Europa og fik damerne til at dåne, hvor han kom frem. Så trak han sig tilbage og påbegyndte en uddannelse til katolsk præst. Noget han havde drømt om, fra han var ung. Men der var stormfulde kærlighedsforhold i hans liv inden da. Og her tænkes ikke kun på Liszts affære med den letlevende pariserinde, der blev udødeliggjort hos Alexandre Dumas som Kameliadamen, og som Verdi skrev operaen 'La traviata' om. Der var også en grevinde, som stak af fra mand og børn for Liszts skyld, og en polsk prinsesse ved navn Carolyne Sayn-Wittgenstein, som blev kvinden i klavergeniets liv.
Wagner som svigersøn Liszt gav koncerter, allerede inden han var teenager, og mens familien flyttede fra Ungarn og Wien videre til Paris, optrådte drengen og lod sig sideløbende uddanne hos tidens bedste lærere. Alt sammen under sin fars strenge opsyn. LÆS OGSÅDrømmeholdets dødsdrama synger direkte fra London Historien minder lidt om Mozarts, og det kan godtvære, den voksne Liszt senere er blevet set ned på som den ultimativt svulstige 1800-tals-romantiker, der med blikket vendt mod himlen lod fingrene fistre over tangenterne.