Kan man lide sin popmusik stor i slaget, tynd i huden og med sorg i sinde, ja, så er 31-årige Jonathan Johansson manden, man skal lægge øre til. Den spinkle, blege stockholmer med håret sat til strid modvind har efter sin roste debut 'En hand i himlen' nu med 'Klagomuren' lavet en moderne klassiker.

Et album, man bare må høre igen og igen, hvis først man er blevet bidt af dens sølvfarvede klange og sange om at være udsat på hjertets bjerge i storbyens favn. Musikken kom gradvist snigende Faderen var kunstner og moderen var musiklærerinde i Malmø, så i lang tid mente sønnen så sikkert som amen i kirken, at han i hvert fald ikke skulle lave noget med kunst eller musik. Så 19 år gammel tog Jonathan Johansson til Stockholm og læste samfundsvidenskab og engagerede sig politisk. »Men efterhånden som jeg blev lidt ældre, var det eneste, jeg kunne tænke på og drømte om, at komme til at udtrykke mig. Jeg gik til teater og læste litteratur og kunst på universitetet. Jeg gik på et forfatterkursus, hvor man både skrev digte og prosa. Men musikken kom gradvis snigende«, fortæller Jonathan Johansson, der havde spillet i band som teenager uden at tage det særlig alvorligt. Bekymret mor »Så skrev jeg nogle sange og kunne straks se, at dét var noget, jeg kunne finde ud af. At det var et godt format for mig«, forklarer han, da han i sidste uge var på besøg i København for at optræde i Vega. LÆS OGSÅJunglemusiker er halvt fugl, halvt mand Jonathan Johansson droppede studierne. Han begyndte at synge med sin lyseste stemme og lave musik, ingen tilsyneladende gad høre på. På et tidspunkt var hans mor så bekymret, at hun ringede til ham fra Skåne og fortalte ham, at nu vidste hun, hvad han skulle: Han skulle da være tækker! At lægge tage, dét var der fremtid i! Så længe himlen ikke er ramlet ned i skallen på os, er der brug for tag over hovedet. Herberget Men som man kan høre det på 'Klagomuren', har Jonathan Johansson det bedst med højt til loftet. Dog gerne med begge ben på jorden samtidig. Så han har beholdt sit arbejde på et herberg for hjemløse i Stockholm. Et tilflugtssted for misbrugere og psykisk syge. Deres liv er ikke så fjernt for ham endda. »Jeg forstår jo virkelig godt disse mennesker. Man gør, hvad man er nødt til at gøre for at klare sig igennem dagene. Jeg har også haft perioder, hvor jeg har haft det så dårligt, at jeg har drukket tæt, fordi man bare ikke orker at være ædru. Men i modsætning til de fleste af de hjemløse på herberget kommer jeg fra en tryg middelklassebaggrund og har noget at stå imod med. De kommer ofte fra smadrede hjem eller kommer hertil som flygtninge eller som krigsskadede. Så jeg forstår dem godt. Det er let nok at havne i den situation«, siger Jonathan Johansson, der på sangen 'Ingenting stort' viser, hvordan man kan skrive sange om mure og et lukket Europa uden at gribe til klicheer. Lander på jorden igen »Når jeg havde været ude omkring med musikken, og masser af folk har klappet ad mig på scenen, kan man godt miste jordforbindelsen lidt. Så er mit arbejde på herberget et godt sted at lande på jorden igen. Man bliver ædru i en fart. Jeg arbejder til overflod på en afdeling for mennesker, som prøver at holde sig ædru for at komme ud af deres misbrugsproblematik. Det er alle lige fra 18-årige til gamle gubber«. Det er mennesker med ganske få forsvarsværker?LÆS OGSÅÅrets svenske pop-prinsesse orkede næsten ikke Skanderborg »Ja, de har ikke noget sikkerhedsnet. De har kun staten. De har ofte ingen familiemedlemmer, og hvis de har, er disse ofte en del af problematikken. Mange er havnet i misbrug, fordi de er psykisk syge«, fortæller Jonathan Johansson om et Sverige, der ligesom Danmark på et tidspunkt besluttede, at de psykisk syge havde bedre af at flakke omkring ude i samfundet. Hårdt arbejde at holde sig åben »Skillelinjen mellem, hvem der er normal, og hvem, der er syg, kan ofte være ganske tåget«, konstaterer han. Et øjeblik hænger udtalelsen og dirrer i luften. På en måde er det en selvfølgelig konstatering. At psykisk syge, der mangler et filter til at sortere omverdenens bombardement af indtryk, og kunstnere, der er nødt til at holde sanseapparatet åbent for nye og uventede indtryk, har en risiko tilfælles. Kan man sige, at det at holde sig udsat på en måde er albummets tema? »Ja. Det er hårdt arbejde at holde sig åben. Det koster«. Det starter med ordet »Jeg begynder med teksterne for at finde ud af, hvad jeg skal skrive om. Så jeg begyndte processen med at sidde derhjemme og skrive poesi. Bare skrive og skrive og skrive, og på et tidspunkt begyndte jeg så at se, hvad der udkrystalliserede sig, hvad jeg havde på hjerte«. »Jeg havde et behov for at bearbejde en kærlighedssorg. Jeg havde et behov for at bearbejde en følelse af håbløshed i forhold til verdens gang. At vi ikke ved, hvor længe vi er her. At vi ikke ved, om vi lever i de sidste tider. Vi lever i sådan en slags idyl og lukker vore grænser, mens verden omkring os brænder«, siger Jonathan Johansson om at skrive på en følelse af sorg, der både er personlig og almen. Det mindste og det største brændt sammen i samme følelse. Ingen dystermule »Jeg er egentlig en relativt glad fyr. Jeg er ikke nogen dystermule«, understreger Jonathan Johansson. »Men det, jeg laver, bliver ikke godt, hvis ikke det virkelig betyder noget for mig. Hvis ikke jeg rammer et smertepunkt, så bliver det ikke rigtig til noget. Jeg noterede mig, at der hurtigt dukkede en masse referencer op til stoffer og antidepressiv medicin. Selv bruger jeg ikke andet end alkohol, men jeg kender mange, som bruger de ting«, fortæller Johansson, der på sangen 'Som om' har den for en popsang noget usædvanlige linje »i varje glas/ en karta Cipramil«. LÆS OGSÅSvensk popkomet er langtfra LykkeLi-g Men i næste sang vil han have billig champagne, et kys i København og forgiftes af en sommernat. Vi mennesker har mange lyster og behov. Et kys i København I modsætning til mange andre sangskrivere forankrer Jonathan Johansson sine luftige sange i steder med navne. Så på 'Klagomuren' kommer man til Stockholm og København og hænger i luften over Peking. Man sidder »på McDonald's uten pengar« og står lyslevende »i rakbladsljuset på Seveneleven/ i kön av/ kostymer svett och parfym« ('Min Ljusaste Röst'). Tekster skal have en forankring »Jeg har jo selv tusindvis af gange været på McDonald's og 7-Eleven. Tekster skal have en forankring. Ellers bliver det bare det ene lag af følelser oven på det andet. Hvis ikke man sætter en scene - i en lejlighed eller en gade eller noget helt tredje - kan det være svært at relatere til«, fortæller den svenske sanger, der selv prøvede at miste følelsen af forankring, da han i et par år rejste verden rundt med det svenske band The Knife og danske Hotel Pro Formas fælles operaprojekt og tilbragte masser af tid på hotelværelser og i lufthavne. Hvordan fandt du på titlen 'Klagomuren' ('Grædemuren', red.) ? »Jeg var i studiet med min producer Johan Eckeborn. Vi talte om, hvad albummet skulle hedde. Jeg stod og sang, og pludselig var den der. Som et ord, der knyttede det hele sammen. Det er et smukt billede, at mennesker står foran en mur. De klager deres nød til en gud, som de tror på, men samtidig står de jo foran en mur, som de kan banke hovedet imod. Det er et billede, der er åbent for fortolkning. Det kan jeg godt lide«.
En mur af lydSpiller det også sammen med albummets sound? Det er måske ikke ligefrem en 'wall of sound', men så i hvert fald et sølvfarvet gardin af lyd? »Ja, det er jo på en måde en mur af lyd. Vi var os meget bevidst, at vi kun ville arbejde med ganske få elementer. Guitar, trommer, to synth'er og en tudsegammel Oriel fra 1960'erne, som vi kørte en masse guitarpedaler igennem«, fortæller Jonathan Johansson om albummets konsekvente lydbillede. En større fortælling »Jeg kan meget bedre lide, når folk skal tage stilling til et helt album end til en single. Jeg kan ikke fortælle det hele i én sang. Jeg synes, en større fortælling er meget mere interessant. Jeg tror på albummet. Måden, man lytter til musik på, har måske nok forandret sig, men kunstnerne har ikke forandret sig. De vil stadig lave et helt album«. Et album bygget op fra start til slut som et værk - som 'Klagomuren'.
FACEBOOK