Han har altid været en fornøjelse at høre på med sin fængende synthpop i melankolske draperinger.

Popmusik med et solidt svensk kvalitetsstempel. Og der har altid stukket et stykke liv og død-alvor frem under de smittende omkvæd, så man aldrig blev kvalt i feel good-stemningen. Men på sit nye album har svenske Jonathan Johansson alligevel skruet kraftigt op for effekterne og øget den interne spænding mellem det søde og det bitre.

Musikalsk har han øget den luksuriøse produktion, givet sangene nogle hug med underlivet og hældt slikket funk ned i sit ellers sørgmodige univers. Daft Punk er i baghovedet og den diskofile falset spændt op til lir, når Johansson lokker os helt tæt på.

Og så er det, han hvisker ind i øret på os:

»Du föddes på botten av en flyktingbåt/ som kraschade in i klipporna/ på en övergiven charterö«.

Narkotikum

Scenen er først sat på Sicilien. I et ferieparadis, som svenske turister kan forlade uden at miste noget. Turisterne flyder rundt i en tyrkis pool med en cocktail i hånden. Et sted lige bag horisonten flyder flygtningekroppe rundt i havet efter en kæntring – i kamp for at overleve og nå hele vejen til Europa.

Johansson råber ikke sin budskaber ud i moralske befalinger. Han beskriver overfloden og friheden til at rejse rundt i verden uden at overveje, hvor mange penge der ligger i lommen. Østers har højere kurs end penge, og man kan tanke op til endnu en nat på den svært tilgængelige technoklub Berghain med et sms-lån.

Fra sit barndoms Malmø så han som »et villabarn« mod København uden at ænse landegrænsen: »Dra en gräns på en karta som en idiot/ som om det faktiskt va någon skillnad«. Men med en enkelt sætning i sine dagbogsnotater fra Sicilien, Malmø, Stockholm eller Berlins technohule får Johansson fundamentet under den europæiske identitet til at vakle:

»Om vi finns i registret/ är du på listan är du utvalt«.

Johanssons sange er som et narkotikum, man ikke kan lade være med at vende tilbage. Selv om man får det elendigt hver gang. Skal man danse eller græmmes? Johansson giver begrebet guilty pleasure en helt anden klang. Med en brillant popplade, man aldrig kan finde til ro med.

Og aldrig helt slipper.