Cisilia er charmerende og kontant trods banaliteterne

Ungdom. Den bare 16-årige Cisilia holder tempoet oppe og tungen i kinden på sit debutalbum. Arkivfoto: Lasse Kofoed
Ungdom. Den bare 16-årige Cisilia holder tempoet oppe og tungen i kinden på sit debutalbum. Arkivfoto: Lasse Kofoed
Lyt til artiklen

De fleste holder op med at lytte til ny musik, når de runder de 33 år.

Den konklusion drog datanalytikeren Ajay Kalila fra Spotify for nylig efter at have analyseret millioner af amerikanske profiler på musikstreamingtjenesten.

Ifølge hans data er mønstret typisk, at teenagere i 15-16-års alderen nærmest kun hører sange fra toppen af hitlisterne, op gennem 20’erne udvikler de fleste smag for andet end tidens nyeste mainstreamtoner for så i begyndelsen af 30’erne altså at fryse fast i fortiden og åbenbart kun have én ting at sige til ny musik: Det var bedre i gamle dage.

Hvis det står til troende, kan vi i Danmark godt regne med, at dancehall og hippop sætter sig på Giro 413 om små 50 års tid.

Pangfarvet popkomet sætter ild til dansegulvet

Igen i år tyder de mest populære udgivelser på, at sommerens radiobølger og forbipasserende lydfragmenter fra brølende bilradioer vil dunke af jamaicanske rytmer og danske gloser trukket af led med autotune.

Cisilia

Overordnet set kan man naturligvis diskutere om de fjedrende popsange overhovedet var rigtig gode på noget tidspunkt. Men den bare 16 år gamle Cisilia gør lige nu en overbevisende figur med sit debutalbum.

Efter at have raseret hitlisterne med ’Ring den alarm’, ’Luftballon’ og ikke mindst den syngende lussing til ekskæresten ’Vi to datid nu’ holder hun tempoet oppe og tungen i kinden på et helt album. Det er en tur i ungdommens tørretumbler og et cirkelspark til dem, der har glemt, hvordan det var:

»For kan du huske dengang du så verden med unge øjne/ du så farver og lys du så lyset og smukke drømme«.

Det er letbenet, jo tak, men det har heller aldrig være meningen, at det skulle være andet. Og inden for den ramme formår Cisilia med sit store hold af erfarne sangskrivere og producere i ryggen faktisk at holde fast i sin overrumplende friskhed og hele tiden finde den sjoveste vej hen til omkvædet. Også selv om hun må kæmpe med Natasjas lange skygge, låner lidt fra Sia på den strittende langfinger ’DNA’ og direkte kopierer Tehcnotronic på ’Skru op den bas’.

9.-klasse-elev i fuld spurt som popprinsesse

For Cisilia har sin helt egen stemme, der knækker og vrider sig som i en dans. Den slynger om sig med engelsk gloser og henvisninger til sociale medier, mens den trevler pigekammerets drengeproblemer op med uskyldig og mundret optimisme:

»Så sæt dit smil i banken, yo/ til den dag virkeligheden banker på«.

Banaliteterne ruller altså fra side til side i de sommermodne sange, men det punkt har alle generationer jo passeret på vej mod de 33. Og det forhindrer ikke Cisilia i at stemple ind i nutiden med sin kontante og charmerende facon. Her er adskillige øjeblikke, der for mange bliver lydomslaget til minder fra sommeren 2015.

Vild $mith

Popmusik kan virkelig noget, når det er skægt og kort for hovedet. Hvilket ikke er det samme som fjollet og plat.

Men det sidste står åbenbart i høj kurs på hitlisterne med hø hø-navne som Djämes Braun og Vild $mith. Og sidstnævnte trio sænker niveauet til et minimum af kvalitet med deres andet albumudspil, ’Straight Fire’.

Der er da catchy melodistumper i deres skabelonpop, men hurtigt bliver sangene til en ensformig autotunesværm, der mest minder om en irriterende hveps ved øret.

For ikke at tale om de talentløse tekster. Det er befriende, når popmusik sætter strøm til den ufornuftige triumf, som en weekend på festernes overdrev er, men hos Vild $mith rydder testoteronstormen bulen for god stil.

MAGASINET

Tre vilde og festlige fra Horsens

Vild $mith vil gerne være de frække drenge, men ender med at være et par nedladende kvajpander, som tror, at det er sejt at håne pigerne, bolle udenom og så guddødeme samtidig vrøvle om, at pigerne ikke er til at stole på.

Den platinsælgende popappel til trods har Vild $mith slet ikke klasse nok til at slippe af sted med den stodderstil.

Camilo & Grande

Et lidt mere ubeskrevet navn er Camilo & Grande. I hvert lidt endnu. For de har ingredienserne til at lave en landeplage med hypnotiserende rytmer, fængende refræn og melodisk blødhed. Når de får lidt mere slagkraft i deres levering.

De to venner har allerede været ude med Klumben-samarbejdet ’Røgsignaler’, og på ep’en er der også besøg af Lady Smita. Det kobler Camilo & Grande til Nørrebros dancehallscene, men rødderne er i Sydamerika, og det er med en dansk version af dancehall-aflæggeren reggaeton, at de åbner en ny dør ud i verden for dansk pop.

Og gør Camillo & Grande til et godt match til den sommer, der vel på et eller andet tidspunkt dukker op på disse kanter.

Simon Lund

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her