Du kan ikke synge, du skaber dig.
Det var beskeden fra korlederen til den unge Shamir Bailey, når hans underlige tenorstemme fløj ud af munden på ham til korsang.
Og selv om den nu 20-årige sanger med den tvekønnede vokal er vokset op i ørkenillusionen Las Vegas, hvor man kan forvente at se lidt af hvert, er det ikke det eneste skæve blik, han har fået fra omverdenen.
Shamir stikker ud. Med sin næsering, det høje hår og pangfarvede tøj. Med sin åbenlyse karisma, der udstråler, at han hviler i at være anderledes. Og så den der stemme, der både kan være en ældre kvinde og en feminin mand. En uskolet kontratenor.
Det vil sige, han stikker kun ud fra den gråmelerede normal og for en korleder, der mener, at der kun er en rigtig og oprigtig måde at synge på. For et pladeselskab i newyorkerbydelen Williamsburg er den outrerede Shamir med det originale greb om syntetisk popmusik lige præcis, hvad man altid er på udkig efter.
Eftertragtet unikum
Da Shamir for to år siden sendte sin rå demooptagelser fra Nevada til New York, steg humøret da også øjeblikkeligt hos pladeselskabet Godmode. Der var ikke meget andet end en trommemaskine og en stemme på båndene, men det var rigeligt.
Rangleklods puster liv i den elektroniske musik på legesygt albumDengang for to år siden arbejdede Shamir i en Topshop-tøjbutik på The Strip i Las Vegas. I dag udkommer Shamirs debut på londonbaserede selskab XL, hvor han er i selskab med andre af tidens progressive popstjerner som FKA Twigs, Jai Paul og King Krule. Det er gået stærkt og er blevet stort.
Hans ansigt fylder store reklameskilte, alle vil tale med den farverige dreng, alle vil have en bid af Shamir. Netop fordi han stikker ud.
Han bliver både omfavnet for sine stærke kontraster og udflydende grænser. Af alt fra modefolk på udkig efter nye fashion kids til musikkritikere med hang til begreber som post-transgender eller post-pop.
Et uimodståeligt frihedshyl
Shamir selv farer uanfægtet frem på sit debutalbum og bruger det boblende dansegulv til at vriste sig fri af omklamringen. Ikke mindst på det sodavandsboblende statement af en popsang ’On the Regular’:
»While everyone is minus, you could call me multiply/ Just so you know, yes, yes, I’m that guy/ You could get five fingers and I’m not waving ’hi’«.
Med samme frontale hiphopenergi som Azelia Banks luftede i ’212’, men på en mere barnligt naiv baggrund af et beat i kulørte farver opsummerer Shamir sin egen hype, vedkender sig rollen som ham særlingen i omverdenens blik og giver os fingeren. Fem gange.
Den sang er næsten alt, hvad der er fantastisk ved Shamir. Og lidt af det, der er irriterende.
P3 bliver kritiseret for at jagte lyttertalDen offensive tilgang, en skudsalve af selvtillid og rapkæftet modstand samt stemmens fascinerende gearskift mellem rytmiske lussinger til soulet inderlighed. Alt det, der gør Shamirs koklokkedisko til et uimodståeligt frihedshyl.
Men han er også overgearet og mister næsten balancen, så man kommer til at tænke på korlederens pointe om at være skabet. Men netop det pjankede og utrænede er den afgørende forskel for Shamir. I hvert fald lige nu. Uden det var han muligvis lige så gennemsnitlig kedelig som alle dem, han stikker af fra med sit debutalbum.
Ikke helt færdigudviklet
Som barn gav Shamirs mor ham en guitar og bogen ’Guitar for dummies’. Shamir lærte sig selv at spille guitar, og derfor holder han den på hovedet i dag. Men det forhindrede ham ikke i at synge både country og punk, før han tog fat i trommemaskinen og blæste til popfest på dansegulvet.
Alt sammen for at sige, at Shamir er unik i sin entré på natklubben. Hvad end hans unge hjerte blottes i blippende blitzlys på ’Call It Off’, eller han trækker os ind i balladernes skygger på ’Darker’, hvor den uskolede stemme tegner en ark af lys gennem smerten.
Shamir er på en gang lige tumlet frisk ud af teenageårene og en diskodiva, der for længst har set for meget.
Med sin frie omgang med funky house, plastikpop og underdrejet diskosoul træder Shamir både Franie Knuckles og Prince i hælene. Det lyder stadig, som om han ikke er færdigudviklet som hverken musiker eller sanger. Det er en del af charmen og pointen, men ikke altid fornøjelsen.
Når skålen med farvede pastiller er tømt, og det prikker af sukkerchok i kinderne, sidder man tilbage med en fornemmelse af, at Shamir har flere musikalske vitaminer i sig, end han får fyret af oppe på tåspidserne.
Brilliant popplade giver udtrykket guilty pleasure en ny klangIkke mindst i lyset af den overlegne fortolkning af canadiske Lindi Ortegas kuldslåede countrysang ’Live and Died Alone’, som Shamir udgav på sidste sommers ep, ’Northtown’. Det lød, som om Nina Simones ånd gik gennem purken fra Las Vegas.
Nu kan man juble over hans leg med køn, ubøjelige energi eller evnen til at lyde 70 år ældre, end han er, Shamir er pænt ligeglad. For ’Ratchet’ er skrevet med frihedens flammeskrift for en person, ikke en generation, der bare sætter gamle klodser sammen på nye måder – uden at trække en større fortælling ned over det og sig selv.
Som Shamir for et par måneder siden udbrød på Twitter mellem sit konstante tæppebombardement af selfies og emojikædereaktioner:
»Also to those who keep asking, I have no gender, no sexuality, and no fucks to give«.
fortsæt med at læse
