What’s in a name? Tjo, der er stadig en hel del – også uden for Shakespeares Verona for mange år siden.
Ikke mindst i en tid, hvor alting går buldrende hurtigt, og hvor det er betydelig lettere at afskrive eksempelvis et band, hvis de har et navn, der måske ikke lige fænger ved første øjekast.
Som nu for eksempel den danske duo Rangleklods. Det lyder som noget, der hører hjemme i bedste sendetid på Ramasjang.
Et håbløst bandnavn, der i bedste fald lyder uldent på dansk og endnu mere sært på engelsk, hvilket er ærgerligt, især når nu det flittigt turnerende band nyder en vis – fortjent – opmærksomhed fra udlandet for tiden.
Fra solo til duo
Det er synd. For Rangleklods er et besnærende bekendtskab – og navnlig på deres andet album ’Straitjacket’ er den elektroniske duo blomstret op.
Resultatet er en smuk og liflig plade, der, heldigvis, hæver sig langt over det besynderlige bandnavn.
Otte kendte musikere: Det glæder vi os til på sommerens festivalerSiden udgivelsen af debutalbummet ’Beekeeper’ er Rangleklods udvidet fra at være grundlægger Esben Andersens soloprojekt til at være en duo bestående af Andersen og Pernille Smith-Sivertsen. Og man behøver blot at lægge øre til det fremragende åbningsnummer ’Lost U’ for at kunne konstatere, at det er en rigtig god idé.
Pulsen kommer indefra
Med sit pågående beat, en stak veloplagte house-hooks og Smith-Sivertsens isklart rene vokal er sangen lige dele boblende dansegulv og soveværelsesintim længsel, og den indkapsler på mange måder, hvad det er, Rangleklods kan, når de er bedst: legesyg elektronisk musik med mærkbart mere liv end bare pulsen fra en maskine. Her kommer pulsen også indefra.
’Straitjacket’ er klart bedst, når tempoet skrues en smule i vejret, da det i glimt lidt for pænt producerede udtryk godt kan få de langsomme sange som ’Broke’ og intermezzoet ’Warrior’ til at fremstå en kende statiske.
Et godt beat skal der til! Som på ’Degeneration’, hvor Andersens salvelsesfulde baryton får slagkraftig konkurrence fra et ømt bulldozerbeat, mens Smith-Sivertsens effektforvrængede falset danser ballet i indfølt duet.
Vagt udspil fra Who Made Who
Hvor vokalerne er en essentiel del af udtrykket hos Rangleklods, er de – næsten – som støvsuget fra Who Made Who’s seneste ep, ’Ember’, der åbner med noget så usædvanligt som, ja, fuglekvidder og nænsom new-age stemning på sangen med den passende titel ’Birds’, der spejles på ep’ens afsluttende, ligeledes noget stillestående ’Subliminal’.
Who Made Who kan ellers få det meste til at lyde ualmindelig appetitligt. Men der er en dobbelthed over ’Ember’, som gør udspillet underligt vagt.
LÆS KONCERTANMELDELSE
Dansk elektrotrio hev publikum ud af trædemøllenFor imellem de to rolige yderpunkter hersker en mere eller mindre rendyrket instrumental kluborienteret stemning, som på den tungt house’de ’Yes’ og den mere tilbagelænede ’Need’.
Titelnummeret er ep’ens stærkeste, måske fordi Tomas Høffdings vokal masserer lidt liv ind hen mod slutningen.
Det er også først her, man rigtig fornemmer konturerne af det guddommeligt fløjlsbløde groove, der om noget er Who Made Whos varemærke. Det er der bare ikke særlig meget af på ’Ember’.
fortsæt med at læse
