Tværfløjten er ikke det mest maskuline instrument, må vi indrømme. Med fløjtenisten Emmanuel Pahud fik den klassiske musik ikke desto mindre sin James Dean.
Sådan blev han kendt i medierne, og hans ansættelse kun 22 år gammel i Berliner Filharmonikerne gjorde den flotte schweizer til et fænomen. Siden har han udviklet en international solokarriere, og sidste år rundede manden med guldfløjten de 40 år. Men han havde stadig styr på det charmerende smil, da han sammen med en af de tunge drenge fra den internationale klaverliga gav en koncert uden for Louisianas sædvanlige abonnementsserier fredag. Problemet var bare, at Pahud spillede alt muligt andet end fløjtemusik på Louisiana. Fløjtevirtuoser har nemlig den sorg, at tværfløjten på ingen måde var i vælten i 1800-tallet, da de romantiske komponister skrev den powerfulde udtryksmusik, som også i dag er rygraden i repertoiret, når det kommer til noder, der rigtig kan vise en stærk musiker frem. Fløjtenister er i mange år faldet for fristelsen til at spille arrangementer af romantiske værker for andre instrumenter, og Pahud spillede stort set ikke andet, da han gik på scenen med sin raffineret disede, men på samme tid muskuløse, næsten brummende mørke klang og sin evne til at sætte en tone an og lade den udvikle sig på hundrede måder. Prokofjiev kom som en lettelse Pahud og Bronfman begyndte med Schumanns tre romancer for obo. Musikken ligger til dels for dybt til, at tværfløjten her kom til sin ret, og med en klarinetsonate af Brahms fik Pahud pumpet livstruende mængder af fedme og kalorier i klangen.
