Nyhed! Politiken Lyd i 6 mdr. for kun 99 kr.

Polske EM-bedstemødre tager YouTube med storm

Polens officielle slagsang til det forestående EM i fodbold har navnet 'Koko Koko Euro Spoko'. Bag sangen står gruppen Jarzebiny.
Polens officielle slagsang til det forestående EM i fodbold har navnet 'Koko Koko Euro Spoko'. Bag sangen står gruppen Jarzebiny.
Lyt til artiklen

Det vakte mildt sagt opsigt, da den russiske popgruppe Buranovskije Babusjki (bedstemødrene fra Buranovo) repræsenterede Rusland ved det nyligt afholdte melodigrandprix.

Så langt væk som i Toronto, Canada, og i Kansas, USA, blev de russiske bedstemødre og deres nummer 'Party For Everyone' omtalt, selv om de dog ikke kom helt til tops i sangkonkurrencen i Aserbajdsjan.

Buranovskije Babusjki sang på deres modersmål udmurt, da de kommer fra republikken Udmurtien ved Uralbjergene 1.000 kilometer øst for Moskva, og deres bidrag ved melodigrandprix var en traditionel folkesang, som blev blandet sammen med moderne dansetoner til omkvædet 'fest for alle, kom nu, kom og dans'.

LÆS OGSÅ Russiske pop-bedstemødre går verden rundt

Slagsang til EM
Nu er endnu en gruppe kvindelige folkesangere dukket op, nærmest ud af ingenting. Denne gang handler det om otte polske kvinder i alderen 33 til 82 år, der tilsammen går under navnet Jarzebiny.

De har lavet Polens officielle slagsang til det forestående EM i fodbold, som Polen er værtsland for sammen med Ukraine. Og den slagsang er folk i Polen glade for.

Jarzebinys sang 'Koko Koko Euro Spoko' er på kort tid blevet set af omkring 7 millioner mennesker på Youtube.

Polakker går rundt og nynner

Op til EM, der begynder fredag, rapporterer Reuters, at næsten hele den polske nation går rundt og nynner melodien fra 'Koko Koko Euro Spoko'.

Sangen, som er skrevet ud fra en en traditionel polsk folkemelodi, er desuden blevet remixet i nye versioner sammen med Shakira og australske Gotye.

Jarzebiny-gruppen, som stammer fra det sydlige Polen, tager dog det al virakken med ophøjet ro. Også selv om de ikke er blevet udvalgt til at optræde ved åbningsceremonien for Euro 2012 på stadion i Warszawa.

»Bandet er bare glade for, at EM gav dem mulighed for at fremme denne traditionelle kultur, og hvis der kommer flere muligheder for dette fremover, så er det bare godt«, siger Katarzyna Enemulo, Jarzebinys manager, til Reuters.

FACEBOOK

Anders Hjort

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her