Det er snart mange år, siden Jesper Binzer i spidsen for drengene i Disneyland After Dark kastede med sit lange, glatte hår og bjæffede »I won’t cut my hair«.
Siden har meget forandret sig. Efter pres fra Joakim von And-koncernen måtte gruppen skifte navn til D-A-D, og efterhånden blev drengene til mænd og fædre, og verden forandrede sig til ukendelighed.
Eller måske er den bare kommet til at ligne en D-A-D-sang nu, hvor vi måske snart må konstatere, at der er ’No Fuel Left for the Pilgrims’. Uanset om der er dømt helvede eller højvande, så er én ting sikkert: Jesper Binzer vil stadigvæk ikke klippe sit hår!
LÆS OGSÅ
Sorte delfiner i døde have
Der er klimakrise og finanskrise, og forude venter mayaernes skæbneår 2012. Måske er en ny syndflod på vej, eller måske er det bare et vink med en vognstang om, at det er nu, vi skal skifte paradigme, mens vi vinker farvel til den åndløse materialisme.
Også i D-A-D’s nye sange med titler som ’The End’ og ’A New Age Moving In’ rumler undergangssyner med bål og brand og sorte delfiner i døde have.
Men uanset hvad der er optræk til, er det en glimrende anledning til at fyre den af med noget rockrabalder og pyroteknik, fastslår gruppens sanger Jesper Binzer om rockmusik og apokalypse på gruppens 11. album med den copyright-afsikrede titel ’DIC.NII.LAN.DAFT.ERD.ARK’.
»Åh, nu går computerne ned! Åh, nu går indianernes profeti i opfyldelse! Jeg kan faktisk ikke tage den der magnetiske tiltrækning af det apokalyptiske alvorligt«, erklærer Binzer.
LÆS OGSÅ
»Det er sådan en flugt, hvor man slipper for at tænke på sin egen dødelighed. Men samtidig er det jo spændende, og der er rock- mythos over det«, siger sangeren i et band, der, mange år efter at de som teenagere introducerede tegneserierock og kopunk i Danmark, nu er de lykkelige indehavere af egen ildmaskine.
Artiklen fortsætter under tv-indslaget.
Klar i spyttet »Vi har brugt 27 år på at finde ud af, hvordan man er så meget til stede i nuet, at al erfaring bliver brugt og fyret af. Vi startede nok med ret få brikker i sin tid, både musikalsk og entertainermæssigt, så det er ikke så mærkeligt, at vi kan mærke fremgang«, beretter Binzer om D-A-D i 2011, hvor musikken er kogt ind til sin essens, og gruppen selv tager sig af sine forretninger. »Vi har ingen manager. Vi ringer selv og skælder ud«. D-A-D drager regelmæssigt på turné med en lille bus til de rockglade lande mod syd og øst. Er der råd til følgespots og fyrværkeri, er det fint. Er der kun plads på scenen og penge på kistebunden til fire lange mænd, to gejle guitarer og et bagtæppe, er det lige så fint. LÆS OGSÅ»En rockkoncert med D-A-D? Der er altså grænser for poesien, når der er mænd på tur. Men det er stadigvæk liv og død for os. Ellers kunne vi ikke blive ved. Hvis ikke vi var rigtig dejligt nervøse og havde tynd mave inden hver koncert, så ville det ikke have samme værdi. Men vi er gået hen og blevet nogle rigtige spillehunde«, konstaterer han. »Man er altså nødt til at være klar i spyttet, når man spiller i Tyskland. Så spiller man for folk, der vil have rock. Så nytter det ikke noget, at man begynder at fedte med et reggaenummer midt i det hele«. Dybe og nøgne Der er nogle andre og dybere følelser på spil i Jesper Binzers sange, end dengang det hele var en meta-tegneserie, men musikalsk er D-A-D på en måde tilbage, hvor de startede. Hvor spilleglæden er ren, Ramones-ånden strunk, og P3 ikke bare ringer af sig selv. Til gengæld hedder produceren igen Nick Foss, som han gjorde det på nogle af gruppens bedste plader. »Et hjerte med ører«, lyder Binzers karakteristik af Foss. Man har indset, at det ikke klæder bandkemien i D-A-D selv at påtage sig producerrollen. Når det handler om det kunstneriske, gør egoerne banddemokrati for uhåndterligt.
»Hvor bar tør man være? Hvor mange lag af løget tør man pille af?«, lyder Binzers retoriske spørgsmål til den musikalske renselsesproces, gruppen netop har været igennem.
Vi startede nok med ret få brikker i sin tid, både musikalsk og entertainermæssigt, så det er ikke så mærkeligt, at vi kan mærke fremgang
Jesper BInzer
Penge i tudeting
»Det er første gang, vi har skrevet og indspillet i hullerne undervejs på en turné. Så vi har været i drømmen hele tiden, og vi har formået at kunne være sammen så længe, at vi næsten begyndte at få menstruation på samme tid. Jeg rendte rundt med blokken og skrev ned. Hvad er vores følelser som 45-årige? Hvor angste er vi for at dø? Hvor fede tror vi, vi er? Det har vi så prøvet at lægge i teksterne og har i musikken stolet mere på de helt simple riffs. Vi kan godt være lidt springende, men denne gang prøvede vi at få det hele til at udspringe af den samme følelse«, fortæller Binzer.
LÆS OGSÅ
På forsiden af musikmagasinet Gaffa bliver Rasmus Seebach udnævnt til talerør for en følsom generation. Men det er D-A-D jo på en måde også bag de gejle attituder. Der er ikke mange hårde rockbands, der som D-A-D løbende har taget udgangspunkt i skiftende aldres følelsesmæssige udfordringer.
»Jeg synes, man skal kunne hente hjælp i en rocklyrik, hvis man står et sted, hvor benene ryster. Men jeg synes også, at man i al stilfærdighed må pege på, at det med følelserne også er, hvor pengene ligger. Nik & Jay startede med at synge om et trafikuheld, og nu kommer Rasmus Seebach, og der er altså bare penge i den der tudeting«.
Hjerter konge har udspillet
I synger på den nye plade selv om at vinke farvel til Peter Pan, om at komme i kontakt med det kvindelige og om at finde vej i krydset mellem motorbrølet og intellektet ...
»Man er nødt til at tænke over, hvordan man vil blive ældre. I mødet med kvinden og partneren bliver man jo sateme stillet på prøver dag ud og dag ind. Det må man jo prøve at finde ud af og så ellers holde fast i, at udvikling er godt«, siger han med et skævt grin. »Man må erkende, at der er nogle udfordringer – og så lige vente lidt med at tage dem op, for man skal lige sove lidt længere først«.
At søge tilflugt i en kvik replik sidder på rygraden. Så det er med en hel del hømmen, Jesper Binzer når frem til alvoren i sagens kerne.
»Det handler om at blive mere voksenmoden. At blive en mand. En, der kender sig selv og ikke mister kontrollen. En, der kan herske med kærlighed«, siger han med et udtryk, der vist overrasker ham selv mest af alle.
LÆS OGSÅ
Fra drengerøv til mand
»At være sådan en mand var svært i 1970’erne. Når man er barn af to pædagoger, som Cobber (Jacob Binzer, bror og guitarist. red.) og jeg er det, så måtte tyrannen ikke være der. Tyrannen har været out, og det er jo på en måde godt nok, men nogle gange skal en mand have den rolle at være ham, der siger – bum – væk med dét«, siger Jesper Binzer og fejer noget usynligt til side med en stor armbevægelse.
»Det har været lidt svært at være mand, når man nu samtidig har været barnestjerne, fra man var 19, og hele tiden skulle være endnu mere barnlig, end man var i virkeligheden«, siger han om at vokse op som dansk rocks sejeste tegneserie.
