Det er måske ikke ligefrem ost, der lugter af. Men det er heller ikke nogen lagkageduft, der ligger tungt i det lille musikstudie i den mindst byfornyede del af Vesterbro. Alligevel lyder studiet navnet Osten. På grund af sin trekantede form og drengede dunst. Det er her, Martin ’Pato’ Siebenhaar tjekker ind dagligt. Her, han laver sin musik. Og selv ude fra den trafikerede vej, der løber udenfor, kan man – hvis man lytter efter – høre lyden af bas snige sig ud gennem de usynlige huller i Osten, der er sortmalet udenpå og dermed har givet navn til Patos andet mixtape, ’Black Cheese Mixtape Vol. 2’.
Mixtapet er netop udkommet, og det skal fejres i aften med en stor fest i Pumpehuset i København. Handler om at dele Et mixtape er en kompilation af sange, noget som engang var forbeholdt kassettebåndets knitrende epoke, men som i dag takket være internettets anarkistiske muligheder for musikdeling repræsenterer nye muligheder for at udgive musik uden om pladeselskabernes slagne veje.


























