Hallo, Simon Jul. Jeg vil egentlig bare sige tillykke med dit nye album.

»Tak, siger jeg så med forbehold«.

Det er en meget flot plade, der bringer minder om Steppeulvene, Hyldemor, Malk de Kojn og Shu-bi-dua i deres mest nyskabende periode.

»Du har fingrene nede i de fuldstændig rigtige inspirationskilder«.

Når man ser ned gennem dansk rockhistorie, sker det jo højst hvert tiende år, at der kommer noget, der rykker så meget som dit album, ’35’.

»Jamen dog. Det er meget stort. Specielt når det kommer fra Djævlens Advokat«.

Kan du fortælle lidt om, hvordan du arbejder med musikken og teksterne?

»Jeg er jo inspireret af gammel musik. Når jeg tager min guitar på, føler jeg inspirationen komme fra 1950’erne og 1960’erne, fra rock og rul og syrerock. Dengang rock var mere hedonistisk, dengang folk bare gav slip, lod håret gro, elskede med hinanden overalt, og der var fri alt muligt: Jacob Haugaards gamle band, Sofamania, Tømrer-Claus, Skousen og Ingemann. En samfundskritiker af stor kaliber som Per Kristensen er stadig en kæmpe inspiration for mig ligesom Steppeulvene og Spids Nøgenhat«.

Der er også en smuk hilsen på albummet til Shu-bi-duas ’El nossa de la para puerto’?

»Ja! Det er bare så godt, at lige præcis Djævlens Advokat ser det. Frem til ’Shu-bi-dua 6’ eller ’7’ var deres tekstunivers allermest fantastisk. Der var der noget i kaffen, jeg kan relatere til«.

På overfladen er nummeret ’Parforhold’ et opgør med kernefamilien og folk, der danser til Big Fat Snake. Men finder man så nedenunder et lille ensomt menneske, som skriger efter en kæreste ligesom hende, de andre har?

»Det er nok ikke meget galt. Men refleksionen over parforholdet ... Jeg har jo selv været i et parforhold ... men nu er jeg det ikke mere ...«.

Du er heldig. Det er jo også noget lort.

»Ja tak. Man kan jo godt forundres over par, der taler om, hvor nemt det er for dem, hvor få kompromiser de har indgået, og hvor godt deres flekslån er. Jeg tænker: Det passer jo ikke. Jeg har også kendt folk, der den ene uge sad og fortalte om, hvor fantastisk deres parforhold var, og så ...«.

Og næste uge havde de ringet til Djævlens skilsmisseadvokat?

»Præcis«.

Du synger også: »Fuck, fuck en fucking lortesang/sikke noget pis at sige«. Det er, som om du ikke er helt tilfreds?

»Det er en kommentar til de fantastiske popsange, der prøver at skabe sådan et billede. Det bliver irriterende, når de vil have folk til tro på den rene glansbilledkærlighed. Den findes jo ikke. Ikke i min verden i hvert fald«.

Jeg skal ikke gøre mig klog på din verden, Simon. Men jeg vil sige til dig: Simon, du er god nok. Du kan noget. Det er ærgerligt, at du har spildt din ungdom på at klæde dig ud som gamle damer og prutte ned i maden. Hvis du ikke ligefrem legede med den. Men nu er det op på hesten: musik, musik, musik – ikke mere pjat.

»Det kan jeg altså ikke helt love dig, Djævlens Advokat. Men jeg kan love dig, at jeg giver musikken alt, hvad jeg har i mig«.

Jeg lover dig: Hvis du bliver ved, skal du spille til åbningen af rockmuseet i Roskilde, og bagefter skal du sidde ved siden af Leif Skov.

»Tak skal du have. Leif er også en meget sød mand, så vidt jeg ved. Men hvad kan han gøre for mig?«.

Give dig suset fra dansk rockhistorie, din åndsbolle. Det er dér, du hører til, Simon Jul. Ikke i åndssvage programmer, hvor du sidder og prutter med en kyse på hovedet. Kan du forstå det?

»Ja, når du nu truer på den måde«.

Jeg tænker på det som belønning. Måske du kan skrive en fed tekst om, at du forveksler belønninger med trusler?

»Det har du ret i. Jeg har misforstået det hele«.

Selvfølgelig. Det er det, der skaber stor kunst.

»Tak skal du have. Den tager jeg med mig. Det kan der kun komme en stærk og syret tekst ud af«.