Hvilken virkelighed var det egentlig, det klassiske musikliv orienterede sig efter i 2012?

Det spørgsmål kan man godt fundere over her inden afslutningen på et klassisk år, der har stået i forandringens tegn.
Det klassiske koncertformat under angreb En ting er sikker. Det velafprøvede klassiske koncertformat på to gange tre kvarter med en pause til kaffe og marcipanbrød er kommet under angreb - og vil fortsat være det efter nytår og i årene, der kommer. Det gælder i New York og London, ligesom det gælder i København. LÆS OGSÅMusikredaktøren: Fremtiden for klassisk musik er lys Stadig flere orkestre og orkesterchefer er optaget af, hvordan klassiske koncerter kan gøres tillokkende for andre end dem, der er vant til at komme til dem, læs: modne og ældre mennesker, og i år begyndte Sjællands Symfoniorkester at bruge deres nye koncertkoncept '60 minutes' til at lade de klassiske pingviner møde unge musikere fra beatland.
Klassisk og hipstersmart Den ny genre pibler også frem i USA og kaldes indie-classical. At lade beat og klassisk mødes, er unægtelig mere hipstersmart end at servere kaffe og marcipanbrød for det gråhårede segment, og måske er det også kunstnerisk set en god ide. Men det er strengt taget ikke det, de klassiske symfoniorkestre er sat i verden for at gøre. Netop derfor er det interessant at tænke lidt over, hvorfor det nu er begyndt at blive vigtigt for i hvert fald nogle orkestre at tiltrække et nyt publikum i form af unge, der i disse år er på fuld retrofart tilbage til vinylplader og akustiske musikinstrumenter. Var musikerne trætte af at spille Mozart og Brahms? Eller følte et orkester som Sjællands Symfoniorkester dybest set, at de savnede at legitimere sig over for de kulturpolitiske beslutningstagere og bevillingsgivere?
Oplevelseskultur Vi lever i en oplevelseskultur, der forlanger mere end bare god, gedigen kvalitet. Kulturelle fænomener eksisterer kun i det omfang, de bliver eksponeret i medierne, og medierne suger ikke primært deres kulturelle næring fra ældre mennesker med hang til formiddagskaffe, museumsbesøg og koncerter med klassisk musik. Det er ikke hipt. Så måske er der ny medieopmærksomhed at hente for de gamle symfoniorkestre ved at gå hipstervejen? På den anden side - og det er her, det bliver interessant - så tyder intet på, at det klassiske publikum er uddøende. Efter alt at dømme er klassisk musik bare noget, mange vokser sig til. Noget, mange mennesker får lyst til og behov for hen ad vejen i deres liv.
Boom i klassiske koncerter Det viste sig, at der foranstaltes flere klassiske koncerter og sælges flere billetter i Danmark end nogensinde. I hvert fald hos den store arrangør af klassiske koncerter Danmarks Radio. Det fandt Politiken ud af, da vi i 2012 satte os for at undersøge sagen ved at forlange de tørre tal på bordet. De klassiske arrangører meldte raden rundt om fremskridt og succes, og det er jo ikke, fordi vi bliver færre ældre i Danmark i fremtiden. Det klassiske musikliv var altså ikke i krise i 2012, selv om den økonomiske krise havde godt fat, så den klassiske musiks krise tog form et andet sted. Men hvor? Inde i hovedet på dem, der arrangerer koncerterne? Eller måske inde i hovedet på os, der bestyrer medierne og dermed sætter dagsordenerne for, hvordan virkeligheden ser ud?
Ingen skræmmes væk Også denne avis skrev i 2012 om, hvordan klassisk musik er for de gråhårede, og hvor vanskeligt det er at knække 'de klassiske koder'. Men man skal ikke have smoking og selskabskjole på for at gå i byen og høre Beethoven. Publikum til Torsdagskoncerterne kommer i hverdagstøj, og orkestrene er for længst i gang med at lave introduktioner før koncerterne og gøre musikken tilgængelig. Også i år oplevede vi, at musikken formidles på det dab-marginaliserede P2, så ingen - absolut ingen - skræmmes væk. Altså måske lige bortset fra dem, der i forvejen er interesseret og ved noget om sagen.
Operaen i problemer Men mens symfoniorkestrene solgte billetter, var operaen reelt udfordret. Året begyndte med et dybt hug i Det Kgl. Teaters budget, og da en ny operasæson tog fat efter sommerferien, var det med en bundskraber af et katalog: kun otte egenproducerede titler. En halvering målt mod de gode gamle dage for få år siden, da Kasper Holten var operachef og finanskrisen endnu kun var ond fremtidsmusik. LÆS OGSÅDen klassiske musik blæser igennem Den Kgl. Opera mistede sin nyansatte britiske operachef og sin endnu ikke tiltrådte tjekkiske musikchef. Keith Warner og Jakub Hrusa gik, inden den sidste overhovedet var kommet, og publikum købte færre af de dyre operabilletter. I Operaen var problemerne således anderledes reelle, selv om året sluttede med to flotte forestillinger, Rossinis 'Semiramis' og Janáceks 'Den fiffige lille ræv'.
Fyldte sale Masser af mennesker hørte ikke desto mindre klassisk musik, og Koncerthuset var udsolgt, da Berliner Filharmonikerne lagde vejen forbi København i november og spillede, så alle, der oplevede det, stadig har armene i vejret. Og der var ikke nogen kammermusikserier, der bukkede under i året, som er ved at være gået. Tværtimod fyldte publikum også i 2012 de mindre sale på Louisiana og på Islands Brygge hos Mogens Dahl.
Medielækker kultur Hvis der var en udfordring, så var det nok, at klassisk musik bare ikke er et kulturtilbud, der taler til alle, og slet ikke - uha! - til de unge. Den slags giver legitimitetsproblemer.