Det var ikke sådan kærlighed ved første blik. Den var mere snigende.
Fra dj-pulten på natklubben Vega kiggede Carla Cammilla Hjort udover salen og dansegulvet. Der lå balkanmusik på pladespilleren. Foran hende sprang en ung pige rundt for at få hendes opmærksomhed. Den mørkhårede pige dansede vildere og vildere og søgte dj’ens opmærksomhed med alle mulige krumspring. Parringsdansen fik en brat afslutning, da dansepigen spontant sprang ud fra scenen, landede på en flaske og måtte have 25 sting i højre knæ på skadestuen. »Jeg kan huske følelsen af, at jeg måske ikke helt kunne følge med. Ena lagde ikke skjul på, at hun ville have min opmærksomhed, og jeg blev nysgerrig, selv om jeg først tænkte, at hun nok var lidt for ung. Tre måneder senere var jeg mere forelsket end nogensinde og indså, at jeg havde mødt mit livs kærlighed«, fortæller Carla Cammilla Hjort.






























