En dag i 1913 modtog forfatteren E.M. Forster en åbenbaring. Han besøgte en ven, der levede som yogadyrkende vegetar i en skovidyl, og vennens kæreste George gav uventet Forster et kærtegn – hen over lænden, lige over balderne. Det virkede både fysisk og psykisk – og ramte lige ned i Forsters kreative åre. Straks begyndte han på romanen ’Maurice’ om homoseksuel kærlighed, men han så den som så kontroversiel, at den først måtte udgives efter hans død i 1970. Slow starter Det mest forbløffende ved åbenbaringen i 1913 er, at Forster var 34. Han var en – også for sin tid – sjældent slow starter, nedsænket i ufattelig uskyld. Hans nyudgivne dagbøger viser, at først som 23-årig erkendte han, at han var til mænd, og først som 30-årig forstod han ’præcis, hvordan mand og kvinde forenes’. Det var ironisk nok fire år efter, at debutromanen ’Where Angels Fear to Tread’ lod en 33-årig britisk enke i Italien bryde igennem til højst kødelig erotik. Som 27-årig forelskede Forster sig i en smuk inder, men platonisk. Først i 1916, som 37-årig, stod han i fysisk forhold til en mand.
Først som 51-årig, efter skiftende løse forhold – mest biseksuelle gifte mænd fra andre sociale lag: en egyptisk sporvognskonduktør, en barber, en buschauffør, en københavnsk avismand – fandt han sit livs kærlighed: den 26-årige politibetjent Bob. Bob dyrkede også kvinder og blev snart gift, men miraklet for Forster var, at Bobs kone May generøst tolererede de to mænds møder og rejser. Forster blev gudfar til deres søn, knyttet til familien i dybt venskab og døde som 91-årig i deres hjem. En syg symbiose Forsters livshistorie kan bevæge en sten, fordi den er så fuld af spærringer og sløringer. Først fra de 30 turde han betro sig til sin hemmelige dagbog, og selv 25 år senere, når han i dagbogen erklærede sig »happier than ever in my life« med Bob, var deres fysiske elskov sløret med bare pletter: »After which Bob and I«. Bag blokeringerne lå Forsters mor Lily, der blev altdominerende i hans liv. Hun døde først i 1945, da hun var 95 og han 66, og til det sidste var hun spærreballonen, den store hvide elefant, der fyldte døre og udsigter med sine puritanske fordomme.
