Aktuelle. Mandag udkommer kvartettens andet album, der bærer titlen 'You're Nothing'.
Foto: MARTIN LEHMANN

Aktuelle. Mandag udkommer kvartettens andet album, der bærer titlen 'You're Nothing'.

Musik

Dansk punk anno 2013: Drengene fra fritidsklubben tog på tour i hele verden

Når Iceage spiller koncerter, betyder det smadrede guitarer og blod på skjorten. Politiken har fulgt bandet.

Musik

»PRESSURE

PRESSURE

OH GOD NO

PRESSURE

Can’t take this pressure«.

Stemmen knækker over. Han er høj og ranglet og står med en rød guitar slynget rundt om sig. Hans læber rører mikrofonens hoved, hver gang han brøler ind i det.

Med jævne mellemrum slår han hovedet skråt ned til venstre for stativet i takt med trommerne, der banker bag ham.

Klokken er 22.41. Hans lyse skjorte er ren. Den er stoppet ned i de mørke bukser med hullerne på knæene, og rundt om hans blege hals hænger en tynd sølvkæde og slasker mod hans brystkasse.

Dunker hovederne sammen
Han er forsanger i det danske punkband Iceage. Han er 20 år og hedder Elias. Nummeret hedder ’Ecstasy’ og findes på de fire medlemmers plade nummer to, ’You’re Nothing’. Den udkommer på mandag. Koncerten i aften er den sidste inden udgivelsen.

Det er en plade, der er forventninger til. Der er der, fordi bandets første plade fra 2011 solgte meget mere, end den burde, og blev så stort et hit, at indflydelsesrige musikmedier verden over havde den på deres lister over årets bedste udgivelser. Men inden vi når dertil, skal resten af koncerten lige overstås.

Den foregår på KB18 i de københavnske kødboder.

Foran bandet står et hav af mennesker. Det skvulper frem og tilbage, havet, fordi en voksende gruppe midt for scenen skubber til hinanden. Skubber til hinanden og griber hinanden og skubber så til hinanden igen.

To hoveder dunker sammen, og et par briller kommer til at sidde lodret. Nogle vælter ind over scenekanten, der ikke rager højere op end til midten af et gennemsnitligt skinneben, og en fyr hiver fat om nakken på Elias og forsøger at rive ham med ud i havet, da det trækker sig tilbage.

Det lykkes, og forsangeren vælter ned på det vinterbeskidte gulv.

Foto: Daniel Hjorth

Foto: Daniel Hjorth


Punk anno 2013
Det er blandt andet det her, der har givet Iceage fokus. Fysiske, voldsomme og til tider halvvoldelige koncerter. Ikke at de er specielt voldsomme selv.

Godt nok tumler Elias fra den ene side af scenen til den anden og ud i publikum, og en enkelt gang smider han også mikrofonstativet efter dem. Men de tre andre er ikke specielt vilde.

Bassisten Jakob står roligt og kigger på sin bas og sine hvide Reeboksko. Guitaristen Johan står med ryggen af sin hvide skjorte mod publikum og snuderne på sine sorte ørkenstøvler rettet mod trommeslageren Dan.

Og Dan, ja, han sidder en smule foroverbøjet i skjorte bag sine trommer og lader stikkerne fare rundt, som han skal.

Nej, det er publikum, der er voldsomst. Der er ikke mange nitter, hanekamme eller ringe i næsen blandt dem. Til gengæld er der unge, skjorteklædte fyre med storkeben og Adidassko, og unge piger med undercut og blomstrede kjoler. Det her er punk anno 2013. Velkommen til.

Fire timer inden koncerten sidder jeg med Iceage på spillestedet i nogle sofaer, der engang var hvide. Lyset er tændt i det lavloftede rum. Væggene er farvet med sort og graffiti.

Nogle står og snakker om metal, og Iceage er i gang med at samle deres nye syvtommerplader, så de kan sælge dem senere. De putter dem i små plastikhylstre og ryger smøger, drikker gratis dåseøl og skåler i den hvidvin, der skal udskyde tømmermændene fra dagen før.

»Han er gammel, han har penge«
Guitaristen Johan er ikke kommet endnu, og der er bøvl med gæstelisten. To personer per bandmedlem er tilladt – lige nu har de 18. De spørger promotoren, om det går. Men han vil gerne have, at de sletter dem, de ved har penge til selv at kunne betale entreen.

»Lad os lige strege nogle«, siger Jakob.

»Jens Benz, han er gammel, han har penge«, siger Elias. »Ellers er der ikke rigtigt nogen andre, der umiddelbart er pengemennesker«.

Det er okay, siger promotoren og tager sedlen med sig. Han er deres ven. Sådan er det oftest ved deres koncerter i Danmark – de arrangerer dem selv, eller også gør nogle af deres venner det.

»Hvis man selv kan sætte det op på steder, som er gode, med bands, man godt kan lide, og med mennesker, man godt kan lide, så er det meget bedre. Så kan Vega give os en eller anden åndssvag hyre, men så er der ikke nogen, der gider komme«, siger Elias.

For dem repræsenterer Vega ikke den mest charmerende måde at gå til koncerter på med dyre billetter og dørmænd.

»Men vi har jo faktisk spillet der«, pointerer Dan.

»Ja, men det var nedtur«, siger Jakob.

»Det er som regel pissedyrt og svært for ens venner at få råd til, og så spiller man på en kæmpestor scene, som er hævet overdrevent højt oppe og væk fra publikum, så det bliver upersonligt og distanceret«.

Foto: Daniel Hjorth

Foto: Daniel Hjorth


Fire numre på fire timer
Mens han fortæller, slæber en mand i hvide bukser og en sort elefanthue sine militærstøvler forbi os. Han går over i et hjørne, sætter sig på en stol og falder i søvn. Han er forsanger i det amerikanske band Hoax – aftenens hovednavn.

Iceage vil altså helst gøre tingene selv. Sådan har det været, siden Elias på 11 møder Dan på 12 på Bordings Friskole. De begynder at hænge ud sammen, og samtidig hænger Elias også ud med Jakob på Østerbro.

Et års tid efter skal nogle af deres venner have opbevaret noget musikgrej på Jakobs forældres loft, og så begynder de tre drenge at spille på det. De tænker ikke på at lave et band og udgive plader – de skal bare have tiden til at gå med et eller andet.

Men de kan godt lide at spille, og så begynder de at komme på et fritidshjem. Der spiller de koncerter og laver nogle sange.

Jeg vidste ikke, hvad Pitchfork var, før de begyndte at skrive om os

En aften kommer Johan med i bandet, fordi han spiller god spade, og så bliver de til Iceage.

På et tidspunkt møder Elias og Dan nogle fra det lille pladeselskab Escho ude foran et hotel ved Hovedbanegården. De begynder at snakke, og drengene fortæller, at de har et band. Da Iceage laver nogle indspilninger på fritidshjemmet, spiller de det for Escho, der lover, at hvis de laver nogle rigtige indspilninger, så vil de gerne udgive det.

Det sker i 2009, da Iceage indspiller fire numre på fire timer. Det bliver deres første ep. Escho udgiver den, men det er først, da de laver en hel plade, at der for alvor sker noget for de fire drenge.

Dobbelt karseklip
Koncerten på KB18 er ved at være slut. Dan har smidt skjorten bag trommerne, og et tatoveret kranium stirrer fra hans højre skulder. Johan og Jakob har også begge smidt overtøjet, og Elias har smidt guitaren.

Han tumler rundt på scenen med begge hænder om mikrofonen. Så kramper han sig sammen med lukkede øjne og skriger ind i den.

Bag mig står to karseklippede fyre og ligner noget fra en britisk fodboldkamp. Den ene spørger den anden:

»Skal jeg spytte på hans blok?«.

Så slutter koncerten. Den varede 29 minutter, og nu går Elias rundt i det næsten tomme koncertlokale og kører en hånd ned over sit våde, sorte hår med snørebåndene slæbende efter sig. Normalt ville han ikke være her nu. Han ville være gået en tur rundt om blokken, for at falde ned, tænke over koncerten og slippe for at spille ekstranumre.

Men her er han altså, og nu kommer han hen til mig.

Han holder sig for ørerne, fører munden mod mit venstre øre og råber:

»Jeg kom til at smadre ham fra det amerikanske bands guitar«.

»Hvordan?«, råber jeg tilbage.

»Jeg kom til at smadre ham fra det amerikanske bands guitar!«.

»Men hvordan?«.

»Jeg væltede en guitarforstærker ned over den«, siger han og kigger på mig, som om han er i gang med at regne sig frem til, hvad det kommer til at betyde, det med den guitar.

Så vender han sig om og går. Ryggen af den lyse skjorte er det sidste, jeg ser til Iceage den aften. Forsangeren i hardcorebandet Hoax har lige slået sig selv tre gange i hovedet med mikrofonen, og det betyder, at de er i gang.

Da Hoax er færdige, ligner forsangerens pande et stykke knækbrød med et tyndt lag jordbærmarmelade. Det er midnat, og jeg går ud i mørket med dunkende ører.

Foto: Daniel Hjorth

Foto: Daniel Hjorth


Fra gymnasium til turne
To år efter deres ep udgav Iceage pladen ’New Brigade’, og så skete der noget. Den var 12 numre lang, varede 24 minutter og blev kaldt nyskabende. Iceage blev sammenlignet med store bands som Wire og Joy Division og udnævnt til punkens redningsmænd.

Danske Soundvenue skrev, at pladen muligvis var »det vigtigste danske album siden Klichés ’Supertanker’«, og året efter gav de danske kritikere Iceage en Steppeulv-pris som Årets Håb.

Nogle måneder efter udgivelsen begyndte folk fra USA at ringe til pladeselskabet og spørge til pladen, der i første omgang kun havde et oplag på 500 eksemplarer. Det oplag blev hurtigt aftaget, og pladen solgte mere end 20.000 eksemplarer verden over.

Det vigtige musikmedie Pitchfork anmeldte albummet og satte det i kategorien ’Best New Music’, som den første danske plade nogensinde, og havde den også med på listen over årets udgivelser. Er man først inde i hypemøllen hos Pitchfork, er man nået langt.

»Jeg vidste ikke, hvad Pitchfork var, før de begyndte at skrive om os«, siger Elias og puster røg mod loftet.

Men det ved han og resten af Iceage nu. De nye bekendtskaber førte både gode og dårlige ting med sig.

»Lige pludselig kunne vi spille overalt i verden og rejse rundt uden at tabe en hel masse penge. Men der var også en masse, der skulle se giraffen og bare kom på grund af omtalen og ikke på grund af, at de følte noget for musikken. Den slags mennesker, der er mere interesseret i, hvad der er oppe, end hvad der faktisk taler til dem, dem har vi ikke brug for«, siger han.

De var fire teenagere, og pludselig kunne de spille overalt i verden. Elias og Jakob gik stadig i gymnasiet. Men de hadede det og droppede ud og tog på turne i USA. Siden er Iceage ikke rigtigt holdt op med at turnere, og nu lever de bare af musikken. Det er hårdt arbejde, og man skal passe på sig selv, men det er det, de godt kan lide, for:

»Man kommer ud med de ting, man gerne vil. Får udtrykt sig. Præsenterer det, man har lavet, for andre mennesker«, siger Dan.

Foto: Daniel Hjorth

Foto: Daniel Hjorth


Famler sig frem
Da pladen blev bredere kendt, kunne Iceage ikke gemme sig. Det erfarede de, da de blev beskyldt for at være nazisympatisører på grund af nogle symboler i en musikvideo. Det passede dog på ingen måde, fortalte bandet, men da havde de allerede fået aflyst flere show.

Andre beskyldte dem bare for ikke at kunne håndtere deres instrumenter eller spille sammen. Men måske er det netop derfor, Iceage får opmærksomhed for deres musik, mener de.

I starten spillede de dog så dårligt sammen, at de nogle gange slet ikke havde lyst til det. Det var som at spille fire forskellige sange i fire forskellige tempi. Men det viste sig at være en fordel. For eftersom ingen af dem nogensinde har fået meget undervisning, lærte de at spille sammen, før de hver især lærte at spille musik.

»Hvis man vidste præcis, hvad det var, man lavede, var det ikke spændende. Man laver det, fordi man ikke ved præcis, hvad man laver, og så prøver man at famle sig frem«, siger Elias.

Hvis man vidste præcis, hvad det var, man lavede, var det ikke spændende

Fem år efter er de blevet dygtigere, men de spiller stadig sammen på en mærkelig måde, hvor det hele bare flyder rundt. Det er derfor, de skiller sig ud fra den store klump af musikere, der alle har fået den samme undervisning.

»Selvfølgelig skal vi være her, fordi jeg ved ikke, jeg har aldrig følt mig specielt taknemmelig, men det er bare sådan, jeg har ikke set andre gøre det, vi gør i disse dage i verden, på samme måde, det er godt, så hvorfor skulle vi ikke gøre det«, siger Elias.

»Søren Ulrik Thomsen kunne ikke have sagt det bedre selv«, mener Jakob.

Der er blod på skjorten
Det er dagen efter koncerten på KB18. Klokken er 13.00, da jeg bliver ringet op af Elias, der har tid til at mødes nu. Vi aftaler at mødes på en café, fordi han godt kan bruge en kop kaffe.

Da jeg ankommer, står han og kigger ind ad vinduet til den lukkede café. Han har parkeret sin enorme, røde Kildemoes-cykel og har kun én læderhandske på.

»Jeg mistede den anden og min hue i går«, siger han.

»Nåh. Lad os gå på Stjernen. Der må man ryge, og der er gratis kaffe«, siger jeg og peger på cafeen bag os.

Der går vi ind.

Han ser træt ud. Som en ung mand, der har spillet koncert, drukket øl og ikke har været hjemme at sove. Det har han heller ikke. Han smider jakken, og frem kommer den skjorte, der i går var ren og lys og nede i bukserne. Nu er der snavs på ryggen og en stor klat blod på venstre side af brystkassen.

»Er det dit eget blod?«, spørger jeg.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Jeg tror ikke, at det er mit eget blod. Jeg tror ikke, at jeg blødte i går. Men jeg lagde først mærke til det efter koncerten, så jeg ved ikke, hvad der er sket«, svarer han, mens de lokale i cafeen diskuterer, om gadens halalslagter har åben sådan en lørdag.

Det kunne lige så godt være Elias’ eget blod. Han har tidligere fået blå mærker, slået noget af sin tand og hul i hovedet, og i New York kastede nogen fyrværkeri efter ham. For nylig blev han kaldt til afhøring af politiet, fordi en norsk kvinde beskyldte ham for at have givet hende hjernerystelse under en koncert.

I kontrol
»Hvad sker der med dig, når du står på scenen?«, spørger jeg.

»Det falder mig rimelig naturligt, alt hvad jeg gennemgår deroppe. De bevægelser, jeg gør. Det er ikke noget, jeg tænker over. Det føles bare rigtigt, når det går i gang«, siger han.

Selv om tøjet er det samme, er der langt fra ham, der sidder over for mig nu og varmer hænderne på en hvid kaffekop, til ham, jeg så på scenen i går. Det siger jeg til ham.

»Det ved jeg ikke, om der er. Nu er vi også på café, ikke. Jeg ved ikke, om den ene er mere eller mindre rigtig end den anden. Nogle gange synes jeg måske, at den måde, jeg kan tale på deroppe, er mere reel, end når jeg bare går rundt og snakker med folk en til en«, siger han.

»Hvorfor?«, spørger jeg.

»Fordi deroppe er det ligesom en verden, vi har skabt, og det er os, der lyder sådan. Vi er i kontrol over, hvad der sker dér. Det er man ikke, når man går rundt og snakker med mennesker. Det her er bare – hvad hedder den her café?«.

»Stjernen«.

»Det her er bare deres verden«.

Foto: Daniel Hjorth

Foto: Daniel Hjorth


Skal skaffe pengene
Jeg tænker på de to karseklippede fyre, der overvejede at spytte på min blok. De virkede vrede – et ord, der tit bliver brugt sammen med Iceage.

Elias fortæller, at i forhold til musikken er der ting, de ikke kan lide, og som de skriver vrede ting om. Men de er ikke vrede personer, og vrede er ikke den hovedsagelige følelse i musikken.

»Det er følelser af at være forvirret eller desillusioneret og irriteret«, siger han og løfter sin maltrakterede iPhone fra bordet.

Han skal skaffe 2.500 kroner til den guitar, han ødelagde under koncerten. Det amerikanske band skal til Malmø, og han skal have hævet pengene til dem, inden de rejser. Det kræver, at han kan få fat i pladeselskabets dankort.

Efter nogle opkald er kortet fundet. Nu skal han bare ud til Frederiksberg.

Paven er Hitlerjugend og vampyr
På Eschos kontor i en baggård i Københavns Pisserende flammer en pejs og holder kulden på den rigtige side af de gaffertapebeklædte vinduer.

I rummet står der gennemsigtige kasser med vinyler, en halvtom Jägermeister, nogle dåsecolaer og en vask fyldt med brugte kaffekopper. To borde er skubbet sammen. Der står en Mac-computer på hvert bord.

Dan sidder på den ene side, de tre andre på den anden. De snakker om pavens fratrædelse.

»Hvorfor er han trådt af«, spørger Dan.

»Fordi han er fuldstændig voldsomt gammel og vampyrisk«, siger Jakob.

»Han er ikke så vampyrisk«, mener Johan.

»Jo, han er vampyr, tror jeg«, siger Dan.

»Han er gammel Hitlerjugend og vampyr«, siger Jakob.

»Han er gammel Hitlerjugend, hvilket er rimelig ekstremt«, siger Johan, mens Nancy & Lee-nummeret ’Some Velvet Morning’ bliver sat på.

»Nåh. Det er også en dejlig musikvideo«, siger Elias.

»Helt sygt«, siger Johan, »jeg ville ønske, at jeg havde sådan et overskæg«.

Et mere personligt udtryk
»Hvis ikke man vil se idiotisk ud, så skal man lade være med at gro overskæg«, siger Jakob og suger på sin smøg.

»Hvis du er Marlon Brando og har tuxedo på, så kan du godt have overskæg, men ellers er det meget svært«.

»Nej, der er overdrevent mange fede mennesker, der har overskæg«, siger Johan.

»Ja, men man skal lige være færdig med at være teenager«, siger Elias.

»Eddie Murphy«, foreslår Dan.

»Præcis. Og hvis man nu for eksempel hedder Peter Sellers eller Inspector Clouseau, så er det en fed ting. Hvis jeg en dag bliver 30 år gammel eller måske 40, skal jeg have overskæg«, siger Johan, inden Jakob fører snakken tilbage:

»Hvis man er vampyr, kan man også godt have det«.

»Ja, ja, Dracula har overskæg«, siger Dan, inden samtalen svinger forbi den nye Nikoline Exotic-sodavand og den 182 centimeter høje papfigur af The King i guldjakkesæt, som Johan har set til 200 kroner og nu overvejer at købe.

Sådan lyder en dag på kontoret, hvor Iceages nye album er ved at blive pakket og sendt ud til de rette folk, og bandet giver interview til medier fra hele verden via telefon og e-mail.

’You’re Nothing’ hedder den nye plade. På den vælter instrumenterne stadig derudad, og Elias’ dybe vokal råber stadig desperat. Og vanen tro har Pitchfork allerede anerkendt dem ved at kåre deres to singler til ’Best New Tracks’. Men noget er ændret fra første plade. Den nye er mere personlig.

En grund til det er, siger Jakob, at de jo ikke kan lave den samme plade igen. En anden er, at bandet er blevet mere sikre på sig selv, dygtigere på instrumenterne og måske to år ældre.

»Vi er blevet bedre til at komme ud med flere af de følelser, vi gerne vil. Jeg er blevet bedre til at lægge mig selv i teksterne. På den gamle plade var nogle tekster så abstrakte, at jeg ikke selv ved, hvad de handler om længere, og så er det lidt ligegyldigt«, siger Elias.


Facade?
På Café Stjernen viste Elias nogle af sine tatoveringer. På venstre håndled stod der ’N’. Det fik han en aften, han drak King-øl med nogle venner. De blev enige om, at hver skulle have tatoveret et bogstav fra King med den maskine, Elias havde fået i New York.

»Jeg har ikke rigtigt et forhold til dem, hvor den her repræsenterer min døde farfar, fordi han engang var ude og sejle eller sådan noget«, siger han og peger på noget, der skulle være en rose.

»Jeg har bare været omkring tatoveringsmaskiner«.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Og sådan er det bare, det meste – det er bare noget, de gør. Ligesom de bare gerne ville lave en plade.

Jeg kan ikke skrive en pressemeddelelse om mit band, altså

Og ligesom de i starten ikke gad, at Soundvenue skulle eksponere deres musik, fordi de »hader Soundvenue«, og ligesom de siger »gå væk«, hvis det er en »lorteinterviewer«, der er kommet for at snakke med dem.

Den attitude har fået nogle til at råbe ’facade’. Og at de fire drenge fra mondæne Østerbro bare lader som om og udmærket godt ved, hvad de har gang i. At de ikke er særlig punk. At de er for selvbevidste. Og det er de måske også.

»Vi er selvfølgelig klar over, hvad det er, vi laver, og går op i, hvordan det bliver præsenteret«, siger Elias.

Det handler ikke om at række fuck
Punk var bare det, Elias hørte, da han begyndte at undersøge musik med Dan.

Indtil da havde han kun haft en fælles Spice Girls-cd med sin mor. Det er jo ikke, fordi de går og tænker på, hvordan man er et punkband, og hvordan man spiller punkmusik. Og deres musik er heller ikke et oprør mod et system, som punken oprindeligt var.

»Det er ikke det, det her band handler om. Nogle af sangene er måske oprør mod ting, man ikke kan lide i sit eget liv, men det handler ikke om, at vi er imod systemet«, siger Elias.

»Ja, det handler ikke om at række fuck«, siger Dan.

Det handler om musik. Og det skal handle om musik. Derfor gider de ikke stå i et hvidt fotostudie med stylister og makeupartister og en fotograf, der beder dem hoppe på 3. For det har ikke noget med det, de laver, at gøre.

Vil man vide, hvad Iceage laver, synes Elias, at man skal »høre pladerne, læse teksterne og gå til koncerterne. Man er velkommen til at prøve at få det ud af det, man vil. Men jeg kan ikke skrive en pressemeddelelse om mit band, altså«.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce