»Hvor er de danske fans henne?«, spørger Martin Österdahl, der er chefproducent og manden bag dette års europæiske Melodi Grand Prix i Malmø.
For selv om hele Europa har spået, at danske Emmelie de Forest i år vil sejre i den internationale finale, så kan det ikke mærkes på antallet af solgte billetter til danske fans, mener grandprixbossen.
»Alle taler om, at I er favoritter i år. I kan jo gå hen og vinde det hele. Hvorfor er der så ikke flere danskere, som kommer til Eurovision?«, spørger Martin Österdahl.
Danske Emmelie de Forest går på scenen i morgen med nummeret ’Only Teardrops’, som altså har taget grandprix-Europa med storm.
Det store finaleshow i Malmø Arena har været udsolgt de sidste par måneder. Men der er stadig billetter tilbage til semifinalen, hvor Danmark er med og på torsdag til anden semifinale.
Hver tiende billet er dansk
Der har i alt været 10.000 billetter til salg per show. Og selv om 60 procent af billetterne i år faktisk er solgt til andre lande end Sverige, er kun en tiendedel af det samlede antal billetter solgt til købere i Danmark, oplyser svenske SVT, som arrangerer grandprixet.
»Vi har fået en masse billetter tilbage fra sponsorer og deltagerlandene og sat dem til salg. Så vi regnede da med, at danskerne ville købe dem, nu hvor I er favoritter. Det er ikke sket, og det er da lidt mærkeligt«, siger Martin Österdahl.
Danmarks barfodede bidrag er hele Europas grandprix-darlingHos den officielle danske fanklub kan de dog ikke nikke genkendende til manglen på danske fans.
Aldrig før har så mange grandprixfans købt billetter til generalprøver og de tre finaler, fortæller fanklubbens formand Johann Sørensen:
»I år har 120 fans købt billet gennem os, og det er den største delegation nogensinde, vi sender af sted. Den hidtidige rekord var 40 mennesker, som tog til grandprixet i Düsseldorf«.
Han mener, at den nære afstand mellem København og Malmø er hovedårsagen til den store interesse for popbraget.
Vild stemning om dansk sang
Johann Sørensen vurderer, at Danmark rent faktisk har en reel chance for at vinde i år.
»Nu skal vi selvfølgelig lige bevare begge fødder på jorden, men jeg tror faktisk, at vi i år har en rigtig god chance. Man kan mærke, at stemningen er helt anderledes omkring Danmarks sang, end den har været de andre år. Det er jo helt vildt med al den presse omkring Emmelie de Forest«, siger Johann Sørensen.
LÆS OGSÅ Dansk grandprix-håb måtte smide skoene for verdenspressen
16 lande skal på scenen i den første semifinale i morgen, hvoraf ti lande går videre til finalen.
I finalen på lørdag konkurrerer 26 lande fra de to semifinaler.
Alle shows kan ses på DR 1 tirsdag, torsdag og lørdag klokken 21.00.
Sidste gang Danmark vandt Det Europæiske Melodi Grand Prix var netop i Sverige. I år 2000 sejrede Brødrene Olsen og deres ’Fly on the Wings of Love’ i Globen i Stockholm.
fortsæt med at læse




























