Da Bruce Springsteen i forrige uge optrådte i Norge og gav et par roste maratonshow, hævdede de norske netmedier, at den 63-årige rocker havde omtalt Norge som sit andet hjemland.
Og efter tre koncerter i Stockholm er svenskerne tilsvarende oppe at køre over bossen, der blev fulgt af fans og journalister hele vejen til lufthavnen, hvor det blev konstateret, at ja, han vinkede, inden han gik om bord på flyet til Danmark. Efter at han havde forsikret om, at han elsker Sverige, og at landet har en helt særlig betydning for ham.
25 numre, fem ekstranumre
I denne uge gælder det så Danmark - København i morgen og Herning på torsdag.
Og der er ingen tvivl om, at Bruce Springsteens forhold til Danmark er noget helt specielt - tænk blot på koncerten på Roskilde Festival sidste år, som bragte landets anmeldere meget tæt på rockhimlen.
ANMELDELSE (6 hjerter)
Bruce Springsteen skrev historie i RoskildeHer havde rockfænomenet speederen i bund og leverede 25 numre på tre timer. At dømme efter jungletrommerne fra Norge og Sverige kan man sætte næsen op efter noget lignende denne gang.
Ved lørdagens koncert foran 56.000 svenskere på Friends arena i Solna spillede Springsteen og hans E Street Band også 25 numre - inden han sluttede af med fem ekstranumre.
Og bandet opførte undervejs 'Born in the U.S.A.'-skiven fra 1984, fra ende til anden.
Ved de andre to koncerter i Stockholm har Springsteen opført to andre af sine plader i helhed - svenskerne fik 'Born to run' (1975) ved den første koncert, mens den stod på 'Darkness On The Edge Of Town' (1978) under den anden koncert.
Bor på D'Angleterre
Bruce Springsteen ankom i går eftermiddag til København og tjekkede ind på luksushotellet Hotel d’Angleterre på Kongens Nytorv.
Han har frem til afrejsen mod Herning torsdag angiveligt lejet samtlige 35 suiter til sig selv og det store crew på 'Wrecking Ball'-turneen og har selv, ifølge Ekstra Bladet, sørget for at få suite med udsigt over torvet.
Begge koncerter i Danmark er totalt udsolgte. Og var det allerede en time efter, at billetterne blev sat til salg.
fortsæt med at læse


























