Lerche. Den danske punjabi-sanger Anita Lerche (th) ses her i selskab med veninden og modellen Gry Bay til en filmpremiere i København sidste år.
Foto: MOGENS FLINDT (arkiv)

Lerche. Den danske punjabi-sanger Anita Lerche (th) ses her i selskab med veninden og modellen Gry Bay til en filmpremiere i København sidste år.

Musik

Dansk sanger står bag punjabi-hit

På kort tid har Anita Lerches nye musikvideo fået tre mio. klik på YouTube.

Musik

Ifølge den lokale indiske presse er YouTube-videoen på vej til at gå Psy's virale hit 'Gangnam Style' i bedene.

Men der er et stykke vej, før videoen til danske Anita Lerches nye sang, 'Sadke Punjab Ton', passerer gangnam-niveauet på 1 milliard YouTube-klik.

Knap 3 millioner visninger på to uger er imidlertid et ret stærkt udlæg for den 39-årige danske punjabi-sanger.

SE VIDEOEN 'SADKE PUNJAB TON' her ( eksternt link)

»Jeg elsker Punjab«
Sangen er en lang kærlighedserklæring til Punjab-regionen, som er delt mellem Pakistan og Indien og er seks gange større end Danmark.

Oversat til dansk betyder titlen ganske enkelt »Jeg elsker Punjab«, og i løbet af dens 3 minutter og 34 sekunder bekender Anita Lerche, at regionen har stjålet hendes sjæl og hendes hjerte, og at man kan dufte Punjabs jord i hendes ånde.

Selv om Anita Lerche ikke selv har skrevet teksten, er det formentlig tæt på at være sandheden om hende.

Faldt for Punjab under ferie
Anita Lerche, der stammer fra Herlev, faldt pladask for området i 2005 under en ferie i Indien, og året efter udsendte hun sin første punjabi-skive - som den første ikke-asiatiske kvinde nogensinde til at udgive en plade på punjabi.

Siden har hun optrådt i adskillige 'indiske' sammenhænge, og hun synger blandt andet et par sange på Stephan Grabowskis soundtrack til teaterforestillingen 'The Bollywood Trip', som Teater Republique skabte for et par år siden, og som blandt andet havde Janus Nabil Bakrawi i en af hovedrollerne.

Desuden blev historien om Anita Lerche fortalt i Gry Kolinds 30 minutter lange dokumentar 'Fra Herlev til Bollywood', som handlede om sangerindens drøm om at få en rolle i en Bollywood-film.

Tilfreds Lerche

Som The Daily Bashkar konstaterer, er Anita Lerche er rejst langt for at blive ambassadør for regionens kulturarv.

Anita Lerche siger til avisen, at hun er ekstremt glad for, at folk kan lide hendes sang, og så siger hun, at hun elsker punjabi-kulturen og ønsker at sprede dens budskaber til hele verden.

Punjabi er det 11. mest talte sprog på kloden, men et stort antal af regionens indbyggere er i nyere tid immigreret og bor andre steder i verden.

Som en immigreret punjabier bemærker i kommentarsporet til YouTube-videoen, har hans hustru forbudt ham at se videoen, fordi hun ikke selv har talt sproget i tre år, og fordi det gør hende dybt jaloux, at Anita Lerche er i stand til at synge så smukt på punjabi.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce