Det er netop blevet meldt ud, at den danske popsanger Vinnie Who får æren af at åbne årets Roskilde Festival.
Nu kan politiken.dk berette, at det bliver det legendariske, tyske band Kraftwerk, som lukker årets festival på Orange Scene 7. juli.
Det vil blive en koncert, vi vil tale om mange år frem
Rikke Øxner, musikchef
»Den sidste koncert på Orange Scene søndag aften er i forvejen en hel speciel oplevelse, hvor vi alle er samlet om musikken, og jeg har svært ved at forestille mig nogen mere spektakulær måde at tage afsked med hinanden og årets festival på, end sammen med Kraftwerk og deres helt unikke show. Én ting er, at bandets betydning for musikhistorien kan tage vejret fra de fleste – en anden er, at det med sikkerhed vil blive en koncert, vi vil tale om mange år frem. Jeg er overbevist om, at søndag aften med Kraftwerk vil gå over i Roskilde Festival-historien«, siger Roskilde Festivals booker og musikchef Rikke Øxner.
Electronica-pionererne i Kraftwerk har også for kort tid siden meldt ud på Twitter, at de spiller på Orange Scene søndag aften under festivalen.
3D-briller til publikum
Kraftwerk spillede sidste år en koncertrække med 3D-show på Museum of Modern Art i New York, hvor de i løbet af otte aftener fremførte alle deres studiealbum i kronologisk rækkefølge.
I år giver de koncerter på flere europæiske festivaler, herunder Sonar i Barcelona og altså Roskilde, hvor de har taget 3D-effekterne med sig, og hvor Orange Scene omdannes til en gigantisk 3D-skærm.
Showet bliver lidt af en udfordring for Roskilde Festival, der aldrig tidligere har lagt festivalgræs til en koncert i 3D. De titusinder af festivalgæster, der tropper op foran Orange 7. juli, vil skulle se showet med 3D-briller på.
»Vores teknikere har været i dialog med Kraftwerks teknikere fra dag ét, og jeg ved, at Kraftwerk ikke ville tage deres 3D-show med til Roskilde, hvis de ikke selv var helt trygge ved teknikken«, siger Rikke Øxner, som også oplyser, at Kraftwerk selv medbringer 3D-briller til publikum.
Kraftwerk satte især i 1970'erne og 1980'erne store aftryk på populærmusikken med deres maskinelle lyd, iørefaldende melodier og minimalistiske tekster på tysk og engelsk.
Tyskerne har gæstet Roskilde Festival tidligere, i 1998, hvor de spillede på den næststørste Arena Scene.
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter