»Du skal lige se bruseren!«.
Andreas Grauengaard er allerede gået i forvejen.
»Jeg har selv bygget den«, siger han og slår stolt ud med armen. Der står vidunderet og skinner. Helt ny. Med et bredt brusehoved, der spytter snorlige stråler. Nøjagtig ligesom på et hotel. Af den gode slags.
I mors have
Men vi er ikke på hotel. Vi står i Andreas Grauengaards mors have på en villavej i Tisvildeleje.
Lige nu er der roligt. Men om få dage vil græsplænen være dækket af iglotelte, og nogle af tidens mest populære danske musikere vil stå i kø ved den nybyggede bruser bag ligusterhækken.
Sammen med sin tvillingebror, Kristian, er Andreas Grauengaard nemlig en af hovedkræfterne bag Musik i Lejet, en nonprofitfestival, som siden 2009 har fyldt deres barndomsby med musik i tre dage hver sommer.
Sommerferie-festival samler stærke danske navne på strandenMed 2.500 betalende gæster, omkring 500 frivillige og et musikprogram så ambitiøst, at festivalledelsen kunne melde om alt udsolgt allerede i starten af juli, er årets udgave af Musik i Lejet større end nogensinde før.
Men festivalens epicenter er stadig lige her. I mors have.
Musikernes feriekoloni
Nogle sidder bag bærbare computere. Andre ligger i græsset og maler skilte, der viser vej til det nærmeste toilet.
Om et par dage rykker musikerne ind. Nogle sover i telt på plænen en enkelt nat.
Men mange slår lejr i haven hele weekenden. Og sådan har det været fra starten, fortæller Kristian Grauengaard, da vi har sat os under den hvide pavillon på terrassen.
»Der er vel 40 telte her i haven under festivalen. Og musikerne nyder virkelig at være her. Det er et pusterum, hvor de kan hygge sig over en kold øl, spille lidt bold i haven og fortælle røverhistorier til langt ud på natten. Og så vækker vores mor dem jo med nybagt morgenbrød hver morgen. Det tror jeg ikke sker på særlig mange andre danske festivaler«.
Musik i Lejet er blevet musikernes årlige åndehul. En slags feriekoloni midt i en ellers travl festivalsommer.
Gennem årene har musikere fra When Saints Go Machine, Munck//Johnson og From Sarah overnattet på den lille improviserede campingplads.
Moogie Johnson, som i år spiller på festivalen med Cancer, har endda sin egen soveplads i det lille skur ved udebruseren. For som Andreas Grauengaard siger:
»Han har efterhånden spillet her så mange gange i så mange forskellige konstellationer, at han er vores æresgæst«.
Et pusterum
Og lige der, på græsplænen i baghaven, ligger nøglen til Musik i Lejets succes måske.
Musikerne føler sig så godt tilpas, at de kommer igen år efter år – og i øvrigt spreder rygtet om den hyggelige festival sig på Nordkysten i det københavnske musikmiljø.
Det betyder, at Musik i Lejet som regel kan præsentere et musikprogram, som de fleste danske festivaler blot kan drømme om.
I år får festivalen besøg af store danske navne som Vinnie Who, The William Blakes og Den Sorte Skole og af nogle af tidens mest interessante nye talenter, bl.a. Baby In Vain, Schultz and Forever og Ice Cream Cathedral.
En bar af ølkasser
Musikprofilen er bred – fra indie og rock’n’roll til elektronisk pop og hiphop – men fælles for alle bands er, at de repræsenterer det, Andreas Grauengaard, som står for festivalens bookinger, kalder den nye lyd.
De bands, som bliver store om et øjeblik. Og som ikke har noget imod at spille på en festival, hvor hyggen gang på gang sejrer over det pæne. Præcis som på en sommerhusferie.
»Alle kan jo godt lide en uprætentiøs fadøl. Og det er det, vi repræsenterer. For os er less virkelig more. Vi gør os umage, og vi er meget professionelle. Men folk skal have mulighed for at drikke en kold øl og høre god musik, uden at det hele går op i staffage«, siger Andreas Grauengaard.
»Da vi startede ud, bestod vores bar af nogle gamle ølkasser. I dag er den vokset lidt. Men ølkasserne bruger vi stadig«.
En stemning af sommerferie
Ideen til Musik i Lejet begyndte så småt at gro i Andreas og Kristian Grauengaard i midten af 00’erne.
Selv om de begge var rykket til København for at studere på universitetet, tog de hver sommer nordpå for at mødes med deres gamle Tisvildelejevenner. Men efterhånden begyndte deres by at sygne hen.
»Dybest set betragter vi os nok som tisvildere, der er flyttet til København. Sådan er det vist for mange heroppefra. Man skal ikke undervurdere en god kantareljagt og et godt bad i bølgen blå. Og da vi var teenagere, var Tisvildeleje et sted, hvor der altid skete noget«, fortæller Andreas Grauengaard.
»Alle husker tilbage på deres sommerferier med godt vejr, selv om det ikke nødvendigvis altid var sådan, og på den måde har jeg det også med Tisvildeleje. Der var en stemning af sommerferie, hvor folk hilste på hinanden og stod på gaden og udvekslede livserfaringer. Tisvilde var et åndehul dengang«.
Udvidet havefest
Sådan skulle deres barndomsby være igen, blev de to brødre enige om. De og de andre eksiltisvildere skulle have et sted, hvor de kunne mødes hver sommer.
Sammen med to venner tog de derfor initiativ til den første udgave af Musik i Lejet – en udvidet havefest med spontane happenings og gamle venner, som mødtes under træerne og drak sommernatten ihjel i hinandens selskab.
»Vi var heldige at få en masse fondsmidler det år. Og så trak vi for sindssygt på vennetjenester. Vi nåede op i en lydproduktion til 250.000 kroner, uden at det kostede os noget«, husker Kristian Grauengaard og kigger over på sin bror, der lynhurtigt tager tråden op.
»Ja, og Jooks kom og spillede gratis, for ham havde jeg læst kommunikation med. Han havde årets hit den sommer med ’Hun vil ha’ en rapper’, men man skal jo ikke blive for høj i hatten, så han ville ikke have noget for at spille«.
Mellem venner
Allerede andet år stod det klart, at Musik i Lejet var en festival skabt på venskaber.
En ingeniørven fik ansvaret for lyssætningen. En gammel klassekammerat, der til daglig arbejdede med catering, fik lov til at stå for pladsens barer og madboder.
Og Analogik, som Andreas Grauengaard engang havde boet sammen med i Frankrig, spillede gratis.
Også lokalområdet tog hurtigt festivalen til sig.
»I dag er hele byen involveret. For eksempel kommer vores gamle lærer Jørn og hans 9.-klasse fra Vejby Skole og rydder op om morgenen, og vi har også de lokale Idrættens Venner til at sætte telte op. Lokalrådet har endda lige stået nede på loppemarkedet og solgt T-shirts for os«, fortæller Andreas Grauengaard.
Babyernes festival
I det hele taget er Tisvilde et sted, hvor folk tager ansvar for, at tingene sker, mener Kristian Grauengaard.
»Se bare biografen. I en tid, hvor alle de små lokale biografer lukkede på stribe, fik den lov til at overleve, fordi Tisvildeborgerne købte anpart i den. Den lyst til at skabe noget for lokalområdet har vi taget med ind i Musik i Lejet«.
I dag er der både lokale og ikkelokale blandt Musik i Lejets gæster. Mange er mellem 25 og 35. Mange er kvinder. Og mange forelsker sig i løbet af de tre dage, som festivalen varer.
»Der er utrolig meget kærlighed i luften på Musik i Lejet«, fortæller Andreas Grauengaard.
»Flere babyer er blevet født på den konto«.
Med Kattegat som bagtæppe
Det er nok beliggenheden, der gør folk romantiske, mener de to brødre. Og der er noget om det. Det kan vi se, da vi en times tid senere står der, hvor Tisvildeleje Hovedgade forvandler sig til strand.
Det er her, med et brusende Kattegat som bagtæppe, at Musik i Lejet finder sted.
Denne mandag eftermiddag er de frivillige omtrent halvvejs med opbygningen. Et gammelt cirkustelt er rejst så tæt på havet, at man nærmest kan nå bølgerne med tåspidserne.
Længere oppe mod parkeringspladsen er en tribune ved at tage form foran det, som inden weekenden bliver festivalens anden scene. Og bagerst står de farveladefarvede skurvogne, der fra på torsdag skal gøre det ud for garderober for festivalens i alt 27 bands.
Midt i det hele står Andreas og Kristian Grauengaard. Og betragter deres værk.
Den lille havefest, som har vokset sig så stor, at de hvert år bruger mindst ti måneder på den.
På at kontakte fonde, tale med kommunen, søge om penge, koordinere frivillige og alt det andet, som hører med, når man arrangerer festival.
Festivalskriget
Får I overhovedet selv mulighed for at nyde festen denne weekend?
»Ja, men det er på en arrangøragtig måde. Det der blik fra siden. Man kan se, at de andre har de godt, og det er en stor del af glæden. Til at starte med var vi virkelig en aktiv del af festen. Vi løftede altid glasset og løb forrest, når der var nøgenbadning på stranden. Nu ligger festen resten af året i stedet. Men okay, den sidste aften er der altid ret godt gang i det«, siger Kristian Grauengaard.
»Ja, så tømmer vi fadølsanlæggene, mens vi rydder op. I år er det sådan nogle kæmpe 1.000-liters dunke, så der får vi travlt. Vi går ikke i seng, før vi kan sætte flueben ved den opgave«, griner Andreas Grauengaard.
»Men når man hører det der festivalskrig – det der brøl, hvor man virkelig kan fornemme, at der er mange mennesker, og at de har det fedt ... I det øjeblik er det det hele værd«.
fortsæt med at læse
