Egentlig havde han lovet sig selv, at han ikke ville røre den.
Guitaren, som hans ven havde bygget af to hjulkapsler og skaftet fra en skovl.
For når man hedder Seasick Steve og har bygget en karriere op omkring hjemmebyggede instrumenter, har folk det med at sende deres egne kreationer til en. Og for det meste skuffer de.
Nogle kommer der ingen lyd ud af. Andre falder fra hinanden med det samme.
To hjulkapsler + en skovl = en guitar
Så Seasick Steve havde aftalt med sig selv, at han ikke engang ville forsøge at spille på den guitar.
Men en aften sad han alene på et hotelværelse. Med en melodi i hovedet og intet at spille den på. Og så han havde intet andet valg end at gå over i hjørnet og gribe den hjemmelavede guitar.
Det kom der en plade ud af.
’Hubcap Music’ – eller ’Hjulkapselmusik’, som den ville hedde på dansk – udkom i april, og ligesom Seasick Steves fem andre album er den skabt med guitarer, som den 72-årige amerikanske bluesmusiker selv har bygget eller bygget om.
Der er den med fire strenge. Den med tre. Den med en enkelt. Den, han har bygget af en gammel cigarkasse. Og altså den, hans ven har lavet af to hjulkapsler og en skovl.
Ingen musik, ingen mad
Med sine hjemmelavede instrumenter har Steven Gene Wold, som Seasick Steve hedder i virkeligheden, opbygget en karriere, som trækker en lige tråd tilbage til begyndelsen.
Til dengang, hvor han som stor knægt stak af fra stedfaderens tæsk og i en periode levede sit liv på landevejene. Uden penge, men med sin guitar over skulderen.
»Når jeg stod der på gaden og spillede, var der ikke noget at gøre ved, hvis der røg en streng af guitaren. Der var ikke noget sted, hvor jeg kunne købe en ny. Og jeg havde heller ikke penge til en ny. Så jeg spillede bare videre. Og fortsatte selv om der røg en streng mere. Sådan er det på gaden: Hvis du ikke spiller, får du ikke noget at spise den dag«, fortæller Seasick Steve over telefonen fra Holland, hvor han samler kræfter inden endnu en koncert på en lang efterårsturné, der bringer ham og hans rå, autentiske blues rundt i de fleste af Europas afkroge, blandt andet til Vega.
Fik sit gennembrud som 65-årig
Seasick Steve er nemlig en populær mand lige nu.
Det har han været siden nytår 2006, hvor han medvirkede i det toneangivende BBC-musikprogram ’Later… with Jools Holland’. Bevæbnet med en trestrenget guitar og en trækasse spillede han nummeret ’Dog House Boogie’ fra sit andet soloalbum, ’Dog House Music’. Og næste dag var han en stjerne i Storbritannien.
LÆS ANMELDELSE
På det tidspunkt var Seasick Steve 65 år.
Han havde spillet musik det meste af sit liv. På gaden i Tennessee, i metroen i Paris og som studie- og tourmusiker for flere forskellige bluesmusikere i 1960’erne og 1970’erne og en række indiemusikere fra Seattle, hvor han boede i 1980’erne. Hans debut som soloartist udkom i 2004 uden rigtig at vække genlyd.
»Ingen gad høre mig spille. Jeg kunne ikke engang få et job på et værtshus i København! Men så begyndte folk at ringe, og pludselig spillede jeg på alle de største festivaler i verden«.
Skulle aldrig være startet
Siden dengang har Seasick Steve solgt halvanden million plader.
Han har spillet på blandt andet Glastonbury Festival i England, Fuji Rock i Japan og Roskilde Festival i Danmark. Han har været nomineret til nogle af verdens mest prestigefyldte musikpriser, for eksempel den britiske Brit Award. Og på nettet udveksler fans opskrifter på den bedste version af en hjemmebygget Seasick Steve-guitar.
Selv ville Seasick Steve ønske, at han aldrig var begyndt at bygge de guitarer. For de vil aldrig helt, som han vil, fortæller han over telefonen.
»Den med hjulkapslerne er en af de værste. Jeg har to af dem nu, og jeg kan aldrig regne med dem. Nogle gange virker de, og andre gange virker de slet, slet ikke. De vil ikke ramme de rigtige toner, og ofte lyder de ad helvede til«.
Alligevel holder Seasick Steve fast i de primitive guitarer, der efterhånden er blevet synonym med hans rå Mississippi-blues:
»Jeg er aldrig nervøs for at spille for mange mennesker, så jeg gør mig selv nervøs ved at spille på instrumenter, der er ved at falde fra hinanden. Jeg kan godt lide at befinde mig lige der, hvor det er ved at gå helt galt. Moderne musik er så perfekt. Det bryder jeg mig ikke om. Det er alt for kedeligt. Jeg bryder mig ikke om nye guitarer. De har ingen sjæl. Når du laver en guitar selv, føles det lidt som at lave en gammel ven. Og man smider jo ikke en gammel ven ud«.
De hjemmelavede guitarer har altså en vis nostalgisk værdi for Seasick Steve. Men de gør også noget ved hans lyd. Selv mener han, at hans arsenal af DIY-guitarer giver hans musik et slingrende udtryk, der adskiller den kraftigt fra al den anden musik, man hører på hitlisterne netop nu.
Fans og anmeldere har bidt mærke i, at lyden af Seasick Steve er lyden af en rå, autentisk blues, som vækker minder om dengang, guitarens krop blev bygget af en cigarkasse, fordi der ikke var råd til andet.
Hverdagen som vagabond
Selv orker Seasick Steve ikke længere at fortælle historien om sin beskedne vagabondbaggrund.
Men han vil godt indrømme, at det skrabede liv, han levede engang, stadig kan høres i hans musik, selv om det er fyrre år siden, han sidst levede som vagabond. Gennem instrumenterne og hans omgang med dem kan det høres. Men også gennem teksterne, der ofte handler om livet på landevejen.
»Jeg har ikke besluttet mig for, at jeg vil synge om ’de gode, gamle dage’. Men når jeg sætter mig ned med min guitar, er det som regel det, som skete, da jeg var ung og drev omkring, der kommer frem. Jeg skriver også sommetider sange om min kone. Men af en eller anden grund bliver det, der skete, da jeg var ung, altså ved med at hænge fast«.
Så Seasick Steve synger om at sidde i fængsel. Om Trixie, den trofaste hund, som var hans faste følgesvend på landevejen. Om billig whisky. Om bumlende godstog. Og om alt det andet, som var en del af hverdagen som vagabond.
Og ordene bliver altså til musik ved hjælp af blandt andet cigaræsker, trækasser og enstrengede guitarer.
Vil ikke have folks lort
Sådan var der mange, som spillede musik, da Seasick Steve voksede op i 1940’ernes Oakland på en diæt af blues, country og hillbilly.
Men indtil han brød igennem i 2006, havde de fleste glemt, at man også kunne spille musik på den måde.
Nu vil alle bygge deres egne instrumenter. Og have idolet til at spille på dem.
»Du drømmer ikke om, hvad folk bygger til mig. Sidst vi spillede live, kom der en og gav mig en guitar, han havde lavet af pap og nogle elastikker. Den var helt forfærdelig! Den kunne slet ikke spille! Efter et par dage smed jeg den ud«, indrømmer Seasick Steve.
»Folk har en ide om, at jeg gerne vil have den slags ting. Men jeg vil ikke have det lort! Jeg har nok problemer med mine egne instrumenter«.
fortsæt med at læse
