Vi lever i en tid, hvor teknologien kan være mere frigørende end fremmedgørende.
Med software, de fleste har råd til, har laptoppen erstattet pladestudierne, så musik kan komponeres derhjemme og udfolde talent, der ellers ville forsvinde under radaren. En direkte kanal fra det eksistentielle karlekammer til tusindvis af ører.
Bagsiden af den fortælling er risikoen for at slippe indehørmere ud af ensomheden. At soloprojekterne bliver for indelukkede og redundante i udtrykket, når kunstneren kan skærme sig mod den ydre virkelighed.
Det er problemet med danske Troels Abrahamsens korte album ’Bipolar’, hvor titlen lover mere, end de syv enfoldige numre kan indfri.
Det er samme snit af roterende bassirener, knitrende rytmik og urolige synthflader, der dominerer de elektroniske strukturer under vers og omkvæd, som udfolder sig i helt klassiske forløb af 3-4 minutters varighed.
LÆS OGSÅ Der drømmes med tangenter og strenge på syv danske jazz-udgivelser
Som komponist er hans leg med softwaren for uambitiøs, han udfordrer ikke sit udtryk tilstrækkeligt med elektronikkens muligheder.
Og som sanger får han ikke de indestængte tekster til at føles vedkommende for andre. For det er et meget lukket rum, han synger frem, som i ’Sleeper’, der ellers er albummets bedste nummer: »I don’t know why I still leave when I like it here/ I don’t know what I expect to see when I go out there/ But I’ve been looking for it all my life«.
Egentlig en stærk linje, men udlængslen ender med at pege tilbage på ham selv, når den enkle og ret kedelige musik ikke formår at slå skår i spejlkabinettet.
Poetiske lydlandskaber
Computeren kan være et behændigt instrument for tålmodige eksistentialister, der gerne vil file på sjælen uden verdens indblanding.
Men den kan også være et legetøj for perfektionister, der vil sidde alene for at få ro til at arrangere de digitale koder i sirlige poetiske landskaber af lyd.
Sådan en er Soffie Viemose, der siden den lovende selvbetitlede ep fra 2011 har skiftet navn til Nanome og fortsætter med at imponere som elektronisk melodiskaber på albummet ’Everything That Moves’.
»Lonely trees. I'll give them company«. Sådan indleder hendes spinkle vokal åbningsnummeret ’To the Woods’ over lyden af ensomme skridt på en knasende skovbund, en tåge af varm synth og en forsigtig puls til at give struktur til det disede udtryk.
Dolly Parton indhyller Forum i blå røgSå en lysning midtvejs, hvor et orgelspil manipuleres elektronisk til spjættende knæk, en lille fest, men kun som et tentativt brud på den minimalistiske ensomhed, der trækker sit spor som en fjer i sneen. Med et omkvæd, der sætter sig fast efter nogle dage i albummets selskab: »I will follow you where ever you go and back«.
Smittende perfektionisme
Det er her, Nanome fungerer bedst som sanger. Et tilbageholdt åndedræt, en stemning, der fletter sig ind i de knitrende produktioner.
Som en silkeorm i trækronerne, men ikke når hun lader ord og fraseringer tage hovedrollen med elektronikken som akkompagnement. Der kommer hun til kort over for forbillederne som James Blake eller svenske Jenny Wilsom på for eksempel 'Plain Talk', hvor en soulet smidighed aldrig for alvor løfter sig fra stiløvelsen.
Og hun er også stærkere i at bruge lydeffekterne som sprog end teksterne, der forbliver skitser, cafésnakkende og fortærskede i symbolikken.
Som for eksempel i ’Empty House’: »She was an empty house/ she was an orphanage/ she was something he could move into and redecorate«. Også selv om den Fever Ray-inspirererede dobbeltvokal af lys uskyld og diabolsk mørke i Viemoses manipulerede stemme skaber rum for flere lag i fortællingen.
Eller i 'War', der indledes med linjen »I don't carry an armour/ I don't carry a gun/ I carry my heart for you to pick up«. Der er ikke langt til Søs Fengers »du tog mit hjerte med/ pas godt på det/ for det har ingen våben med«, en sød, poppet naivitet dengang, men en utilsigtet kliche her, hvor ambitionerne sigter mod melankoliens alvor.
LÆS OGSÅ Tre aktuelle metalplader skurrer og brøler i hver sin retning
Men 'War' slår så om i en overbevisende demonstration af Soffie Viemoses talent for at orkestrere elektroniske effekter, når vokalen opløses i æteriske væsker og mister jordforbindelsen som en sværm af klokkeblomster i korsang.
Det er instrumentalsporet bag ordene, der skiller Nanome ud blandt robotterne på den danske elektroniske scene.
Det er her, hun omsætter de digitale koder til skrøbelig menneskelighed. Med forskudt rytmik i piblende percussion, hvor de enkelte beats synes at forlade takten og mødes i nye rytmiske fællesskaber med andre effekter, efterhånden som minutterne går.
Med præcist placerede klik og knaster mellem de atmosfæriske soundscapes af synth og tågede bunde af bas indfrier hun sin egen perfektionisme, så den smitter som udtryk i stedet for at imponere som metode.
fortsæt med at læse
