»Po trej Bien humper e Hælhæjst astej/ Faa de te han haaer ikke flier«. Sådan skrev Steen Steensen Blicher i novellen ’Bindestuen’ fra 1842.
Men »e Hælhæjst« anno 2013 har fået et ekstra ben siden da. I hvert fald hvis man skal tro lyden af det danske metalband Helhorse, som for tre år siden tog det Blicher-inspirerede navn fra den trebenede krikke.
For Helhorse spiller deres melodiske og groovy blanding af rock og sludgemetal, så hovene slår gnister.
LÆS OGSÅ Respektindgydende metal-band holder speederen i bund
Men på gruppens andet album viser det seks mand store band også, at de godt kan skrue lidt ned for den utæmmede vildskab, der tidligere har præget bandets lyd, uden at give køb på intensiteten.
Der er således en nærmest majestætisk ro på den monumentale ’Death Comes to the Sleeping’, som med snerrende guitarer og buldrende trommer fører an i det nye kapitel i fortællingen om Helhorse, hvor store melodier bæres frem på mægtige flodbølger af tjæretunge guitarriff, imens den højenergiske frontmand, Mikkel Wad Larsen, driver guttural rovdrift på eget stemmebånd.
Og selv om det på den nærmest balladebløde ’The Seams of Life’ bliver lige vel corny, får ’Oh Death’ som helhed Helhorse til at lyde som et band i muskuløs galop mod gode tider.
Manglende sult på eventyr
Som en mere tempohysterisk helvedeshest med diagnosen aggressiv elefantiasis indleder de aarhusianske veteraner i Hatesphere deres ottende album, der lyder den blodige titel ’Murderlust’, med sangen af samme navn.
Et helt forrygende åbningsnummer, der accelererer fra 0 til 180 km/t. på en 18-sekunders intro, der med hensynsløs potens hvirvler støvet op, så man som sagesløs lytter nagles fast på stedet, inden man katapulteres ud i en kulsort trashmetallisk tordenhimmel af død, ødelæggelse og dobbeltpedal.
Det er en fremragende og stærkt medrivende måde at åbne et album på, men desværre lykkes det ikke Hatesphere at holde kadencen på en plade, der med fordel kunne have været forkortet – eller som måske kunne have været løftet af en større sult efter eventyr.
Hatesphere i USA: Klokken har slået showtime!For selv om bandet på ’Iconoclast’ har besøg af frontskriger Trevor Strnad fra dødsmetalkollegerne i amerikanske The Black Dahlia Murder, og selv om de på afslutteren ’Assassin’ fortolker de britiske stadionrockere i Muse til veloplagt uigenkendelighed, er der en sært usexet driftsikkerhed over albummet, der får ’Murderlust’ til at fremstå som et uhyre velspillet og selvsikkert, men i længden også lidt stivbenet bekendtskab.
Et hyggeprojekt
Michael Denner behøver næppe nærmere introduktion. Men det gør den tidligere Mercyful Fate- og King Diamond-guitarists nye hyggeprojekt Denner’s Trickbag formentlig.
Bandet blev dannet sidste sommer og tæller ud over Denner selv bl.a. bassist Flemming Muus og sanger Lars Berthelsen, der kanaliserer 1970’er-lyden af Robert Plant med stor iver.
LÆS OGSÅ Anmeldere jubler over hård metal og populær hiphop
Det er en noget nær udelt fornøjelse at lytte til Denners tøjlesløse guitarlir, der – heldigvis – fylder overordentlig godt i lydbilledet, og som udspyr soniske stikflammer på en lang række herligt tossede soloridt på ’Never in My Life’, ’I Got the Fire’ og den energiske ’Polecat Woman’.
Men ’Denner’s Trickbag’ er mest af alt lyden af at have det fedt, og en smule nostalgisk, i øveren, og det får musikken til at lukke sig om sig selv, til trods for at det helt sikkert ikke er hensigten.
Nye trick i posen næste gang!
fortsæt med at læse
