Det er formentlig de færreste, der har svært ved at besvare et så banalt spørgsmål som: Hvor er du lige nu?

Men med 47 forskellige festivalkoncerter sommeren over efterfulgt af en verdensturné, der hidtil har rundet Japan, Australien og USA på nogle få måneder, er der måske ikke så meget at sige til, at den 22-årige Guy Lawrence, der udgør den ene halvdel af den engelske duo Disclosure, rent ud sagt ikke aner, hvor han er, da jeg ringer til ham en mandag eftermiddag.

»Jeg er i ... øh ... hvor er det, vi er«, spørger han forlegent ud i rummet, han sidder i. »Okay, vi er i San Diego«, siger han med noget, der lyder som et lettet suk. »Ja, det kan godt være lidt svært at holde styr på«.

Det er gået utrolig hurtigt
Man forstår ham egentlig godt. For tingene er gået stærkt for Disclosure, der består af Guy Lawrence og hans 19-årige lillebror, Howard.

Men trods deres beskedne alder har de to brødre fra Surrey i det sydøstlige England lavet musik i nogle år nu.

De udsendte ved egen kraft deres første ep ’Carnival’ i sommeren 2011, men det var først, da de udgav singlen ’Latch’ for lidt over et år siden, at tingene begyndte at tage fart.

»Det sidste år har været vanvittigt«, siger Guy Lawrence. »Alting er gået helt vildt hurtigt. Men selv om det udefra set måske kan se ud, som om det hele er gået utrolig hurtigt for os i løbet af det seneste år, føles det faktisk, som om det er gået ret trinvis. Vi har arbejdet hårdt for at få det hele til at ske, så for os føles det nærmere, som om alt det hårde arbejde begynder at betale sig. Og det nyder vi«.

Massiv efterspørgsel i København
Med deres kælent smidige blanding af house, garage og basmusik tilsat veldrejede popmelodier og en række velrenommerede gæstevokalister, der både tæller electrodivaen Jessie Ware, AlunaGeorge, Jamie Woon og London Grammar har Disclosure ramt et særdeles gyldent snit ned igennem popmusikken anno 2013.

De befinder sig noget nær lige dér, hvor man ubesværet kan føre en sløv kniv ned mellem iPod og radiohit. Mellem privatfest og spillested. Dansegulv og løbetur.

Deres musik ikke bare findes alle steder. Den har det også helt afsindig godt.

Så godt, at torsdagens koncert i København måtte rykkes fra Lille Vega til Store Vega efter bare ti dage grundet massiv efterspørgsel. Og så godt, at Guy Lawrence har glemt, hvor han er lige nu.

Opdagede dubstep på Croydons klubber
Til gengæld kan han godt huske, hvor han kommer fra. For selv om ingen af deres forældre, der ellers begge var professionelle musikere, da sønnerne var børn, aldrig har været synderlig begejstrede for elektronisk musik, var barndomshjemmet i byen Reigate altid fyldt med musikinstrumenter, der lå og flød rundt omkring.

Derfor var Guy Lawrence heller ikke særlig gammel, da han begyndte at spille trommer, fortæller han.

Da han var 11, opdagede han hiphop, og fem-seks år senere fik han ørerne op for elektronisk musik, da han begyndte at gå på klubber i Croydon med sine venner.

Friskt og nyt
Det var her, han oplevede dubstep for første gang. Den slæbende og notorisk bastunge afart af drum’n’bass, der blev til på små engelske natklubber, men som de seneste år er blevet kurtiseret så brutalt af den mainstream popmusik, at man i dag kan høre ekkoer af den karakteristiske dommedagsbas på en sang med Taylor Swift.

Men dubstep var noget andet dengang, forklarer Guy Lawrence.

»Dubstep blev den store ting for mig, fordi det lød som noget, jeg ikke havde hørt før. På det tidspunkt spillede jeg trommer i nogle bands, der spillede ret konventionel rockmusik. Det lærte mig om sangskrivning, melodier og akkordrundgange – ting jeg i dag er glad for at have lært, men som jeg også var begyndt at blive lidt træt af. Jeg kan godt lide fremsynede og vilde ideer, jeg tror, det var derfor, jeg blev så draget af dubstep. Det var helt friskt og nyt«.

Mest til house
Men sådan blev det ikke ved med at være. I hvert fald ikke for Guy Lawrence, der sammen med sin lillebror begyndte at blive mere nysgerrig efter den musik, der kom før dubstep.

For selv om den tre år yngre Howard Lawrence ikke just var gammel nok til at gå ud om aftenen, var han lige så bidt af musikken som sin storebror.

Og så gik de to ellers i gang med at bladre løs i musikkens bedste historiebøger: pladebutikkernes vinylkasser. De tog det oppefra og ned og gik i grove træk fra dubstep over garage til house.

Og efter at have lyttet til timevis af musik og brugt virkelig mange penge på plader, var der ikke nogen tvivl om, at det var housemusikken, de holdt mest af.

Helstøbte popsange
Den rummer simpelthen et langt større potentiale rent musikalsk, mener Guy Lawrence.

»Der er sjæl og følelser i housemusikken, som man kan bruge, når man skriver sange. Modsat dubstep, hvor det nærmest kun handler om lyden af bassen og om at gøre den så aggressiv som muligt og få den til at føles, som om den er i gang med at smelte dit ansigt«, siger han og griner.

»House giver mulighed for at skrive helstøbte popsange med noget, der minder om en klassisk vers-omkvæd-struktur, som man ikke kan finde hos de andre genrer«.

Startede med at lave musik i fars gamle studie
Det er fire år siden, brødrene dannede Disclosure og begyndte at øve i et lokale, de fik lov at låne af deres far, der efter livet som rockmusiker slog sig ned som auktionarius.

Ifølge Guy Lawrence var det første gang, de selv forsøgte sig med at lave elektronisk musik i det digitale lydprogram Logic.

Også selv om der gik endnu et par år, før de følte, de havde lavet noget musik, de havde lyst til at dele med andre.

Den dag i dag har de stadig øvelokale på førstesalen, imens faren svinger hammeren nedenunder. Det er bare ikke så ofte, de er der længere.

Især ikke efter udgivelsen af debutalbummet ’Settle’, der udkom i juni, og som på mange måder var en stor bedrift for Disclosure, der med Guy Lawrences egne ord »knap nok troede, der var nogen tilbage, der lavede en plade, før de fyldte 30«.

Monumental ting at lave en plade

Det er noget, han stadig er lidt forundret over, som han siger. For en plade er »en monumental ting« at lave. Og netop derfor er det den, der står tilbage for de to brødre efter et år i popmusikkens yderste overhalingsbane.

Sammen med selve den succes pladen har genereret. For ifølge Guy Lawrence er det vildeste, der er sket for Disclosure i det forgangne år, at gå nummer 1 på salgslisten hjemme i England.

For dem bliver det ikke større end det. For det betyder, at musikken er kommet ud til folk. Sange de selv har skrevet, produceret og mikset helt selv.

Bruger ikke tiden på Instagram
»Folk lader til at være ret vilde med tanken om at leve et feteret liv som stjerne-dj, hvor man flyver rundt i privatfly og opfører sig som rockstjerner. Men sådan er vi ikke. Vi bruger ikke vores tid på at tage fede billeder af os selv til Instagram eller Vine. Det gør vi kun, når vores pladeselskab siger, at nu skal vi altså lige komme ind i kampen«, siger han og griner.

»Nej, jeg mener helt seriøst, at det er ikke før, man oplever andre menneskers reaktion på ens musik, at man indser, hvad det er, man har lavet. Men når du står på en scene foran 20.000 mennesker, som går fuldstændig amok til din musik, begynder du at forstå omfanget af den plade, du har lavet. Og nu kan jeg faktisk godt se, hvorfor folk synes, det er fedt«.