#nofilter. Med albummet 'Self Portrait' opløste Bob Dylan sig selv som blomsterbørnenes proteststemme. Nu er det genudgivet i den fornemme Bootlegserie.
Foto: Sony Music, PR-foto

#nofilter. Med albummet 'Self Portrait' opløste Bob Dylan sig selv som blomsterbørnenes proteststemme. Nu er det genudgivet i den fornemme Bootlegserie.

Musik

Dylans udskældte selvportræt kommer ud af skammekrogen

Der er mere liv i legendens 43 år gamle bootleg-optagelser end i en ny dansk antologi.

Musik

Anmelderen Greil Marcus var klar i spyttet tilbage i 1970:

»What is this shit?«.

Sådan skrev han om Dylans 10. studiealbum, 'Self Portrait', i Rolling Stone. Det musikmagasin, der vel at mærke satte babyboomer-generationens dagsorden i 1960’erne – og fastholdt den i flere årtier.

Bevidst dårligt? Men efter sin kunstneriske storhedstid ville Dylan ikke fastholdes af de store efterkrigsgenerationer; han var profeten, der ikke ville være profet. Og hvis bandet The Rolling Stones’ katastrofale koncert i Altamont var øjeblikket, der slukkede 1960'ernes drømmefest, føltes 'Self Portrait' dengang som de dunkende tømmermænd.

For i stedet for at give et uddybende selvportræt, der lå i forlængelse af omverdenens forestilling om den særligt indsigtsfulde sanger, leverede Dylan et besynderligt (og i den historiske kontekst ganske morsomt!) maskespil af et album. En ujævn blanding coverversioner, liveoptagelser og blot et par enkelte originale Dylansange.

Samtiden spurgte: Hvad var det her for noget lort? Siden er der blevet spekuleret i, at Dylan med overlæg udgav et dårligt album for at få fred fra den voksende kult omkring Robert Zimmermans alter ego.

Men nu er det kætterske album udgivet som en del af Dylans Bootlegserie og bliver her hentet ud af skammekrogen.

Originalalbummet suppleres af en koncertoptagelse fra Isle of Wight med The Band samt to cd'er fulde af demoer, skitser, alternative versioner og ikke mindst en del traditionelle sange. Det meste i spartanske instrumenteringer og mere fuldt af undersøgelser end færdige resultater.

Det hele er flot pakket ind i luksusudgaven med fotobog og liner notes skrevet af Greil Marcus. Han er tilsyneladende kommet overens med albummet. Hvilket der er god grund til at gøre.

Udsletter sig selv
Først og fremmest er 'Self Portrait' i sig selv en musikalsk fornøjelse. Ikke på det sangskrivningsniveau, som man finder på de tre forudgående 1960'er-album fra Dylan, men Dylan er også ude i et helt andet ærinde.

Dylan er på opdagelse. Ikke i sin samtid, men i de amerikanske traditioner, fra country til gospel og hen forbi gamle folk-forbindelser som Simon & Garfunkel. Dylan opløser sig selv på den mest musikalske måde og sammenstykker samtidig en ny Dylan. Den Dylan, der gnægger, stjæler og indimellem famler sig frem til der, hvor han er i dag.

Det indtryk forstærker cd’erne med de uudgivne fragmenter. Her flytter Dylan rundt på udtrykket i sine egne sange og hiver sange frem fra det folkemusikalske arvegods, der har været en understrøm på de ni første plader.

Hørt på 43 års afstand af en, der ikke var der dengang, lyder det ikke som en blindgyde, men som fødslen på resten af hans œuvre. De plader, Dylan udgiver i dag, bygger på den rastløse, flossede, men også utrolig musikalske flakken, der prikkes hul på med 'Self Portrait'.

De plader, Dylan udgiver i dag, bygger på den rastløse, flossede, men også utrolig musikalske flakken, der prikkes hul på med 'Self Portrait'

Bob Dylan havde allerede rystet sit mere end almindeligt trofaste publikum én gang, da han forlod en forarget folkscene og satte strøm til guitaren. Men med ’Self Portrait’ brød han med noget, der er værre end forsvunden autenticitet.

Ved at udslette sig selv og sætte en traditionsbevidst tyveknægt i stedet gjorde han op med den romantiske forestilling om kunstneren som geni. Han blotlagde de dybe rødder, der altid har været i hans sangskrivning, og bevægede sig i en ny, spraglet retning.

Det var altså mere end bare den musikalske forandring, der frustrerede folk som Greil Marcus, men for Dylan var det en nødvendig forvandling for at komme videre. Hørt på afstand (og uden aktier i den tids selvforståelse) er 'Another Self Portrait' også på den måde en af de mest interessante udgivelser fra Dylan.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

De fleste Dylanfans kom sig over chokket. De er nemlig stædige de såkaldte dylanologer. Nogle af dem hygger sig med at rejse verden rundt for at få en dosis eller tre om året af mandens Never Ending Tour, mens andre mere sekterisk registrerer (og diskuterer!) hvert et åndedræt fra den 72-årige mand på nettets mange Dylandatabaser.

I skyggen af piedestalen

Citeret bliver Dylan så sandelig også i en ny dansk universitetsudgivelse, der som litteraturvidenskabelig forskning analyserer sig gennem den kolos af referencer, litterære greb og poetiske betydninger, der har hobet sig op på 35 album.

Professor Anne-Marie Mai har flere gange indstillet Bob Dylan til Nobels Litteraturpris, og sammen med andre ligesindede akademikere (og fans) som Anders Thyrring Andersen, Heinrich Detering og Flemming C. Andersen har hun samlet en antologi »om Bob Dylans digtning«. Udgangspunkt er en usædvanlig god koncert, Dylan gav i Odense i 2008, og nu skal der trækkes linjer fra H.C. Andersen og Søren Kierkegaard gennem T.S. Eliot og Thomas Pynchon til Bob Dylan. Der skal føres videnskabeligt bevis for, at Bob Dylan ikke bare er en kunstner, men en »unik kunstner«.

Det værste er faktisk ikke, at fanbegejstringen forstyrrer den kritiske dømmekraft. Det gør den naturligvis, når der gang på gang fiskes i interview efter citater fra Dylan himself, der kan sanktionere selve analysen, og så arbejder man i skyggen af en piedestal, hvor det kan være svært at se klart. Men at være fan kan også være en dejligt passioneret og smittende drivkraft. Bare ikke her.

For det værste ved ’Hvor dejlige havfruer svømmer’, der både indeholder banale pointer om Bob Dylans relationer til folkemusik og mere spidsfindige betragtninger af Dylans omskiftelige kunstnerfigur, er den ringe formidling.

LÆS OGSÅ

Når akademikere sætter hele fodnoteapparatet i sving og med kompleks grundighed går om bord i tekstlæsninger, dræner de ikke kun sproget med deres skrift om at »alludere«, afvige fra en »narrativ spilleregel« og lede efter »progressive repetition«. De fjerner først og fremmest den magi og musik, der faktisk er emne for analyserne.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Man kan undre sig over, hvorfor de ikke vil dele deres læsninger med andre end akademikere? Det er jo ikke, fordi Bob Dylan ikke har folkelig appel.

Nu er den akademiske syge naturligvis ikke isoleret til denne ene udgivelse, men lige i tilfældet Dylan har den den uheldige effekt, at den forstærker hele den tillukkede dyrkelse af manden.

Hvis man er på udkig efter erkendelse i forbindelse med Dylan og ikke vil snuble over akademisk indforståethed, vil jeg anbefale at tage et direkte møde med manden. Eventuelt i form af den søgende musiker på ’Another Self Portrait’.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce