Foto: MARTIN SLOTTEMO LYNGSTAD
Musik

Remee: Jeg kan altid bare skrive en ny sang i morgen

I fredags udkom bogen om Remee, som gør status over de første 35 år af hans liv.

Musik

Det bliver noget af et brag.

Med sæbeboblemaskiner, CO2-bomber og champagnekølere med lys i. Et syvetagers tårn med cupcakes og masser af vodka og stearinlys.

Om et øjeblik fylder Remee 36 år, og fødselsdagsfesten har han planlagt gennem det seneste par uger. En grafiker har arbejdet på ikke mindre end tre forskellige invitationer. Én til de nærmeste 75 venner, der er inviteret til middag på Hotel Sankt Petri.

Én til de venner, der er inviteret til klokken 22 på Remees egen natklub Zen, hvor gæsterne bliver modtaget af værtinder, sæbebobler og sambadansere.

Og én til dem, der først skal møde op ved midnat. Som er stilet til »nogle markante karakterer fra det københavnske natteliv, nogle folk, der skinner, og selvfølgelig nogen, der skaber omsætning ved bordene«, som Remee forklarer ved sit spisebord i køkkenet på Frederiksberg, da vi mødes denne tirsdag morgen.

Invitationerne har grafikeren fået retur igen og igen, indtil udtrykket var helt rigtigt. Og indtil retoucheringen havde fjernet poserne under øjnene på hovedpersonen helt.

»Det skal ligne en milliard«, siger Remee og smiler over hele sit landskendte ansigt, henter noget rismælk i køleskabet til kaffen og giver sig til at rode med computeren.

»Jeg var i studiet i går og lave det her. Du skal lige høre omkvædet«, siger han så, slutter computeren til en højttaler på gulvet og skruer så højt op, at man hverken kan se eller smage noget de næste tre minutter.

»My life is a one way street to hell in a Ferrari«, lyder hans stemme ud af højttalerne, mens han skiftevis spiller på luftinstrumenter med hænderne og klapper rytmen på lårene.

Tanker, følelser og ideer omsat til popsange
Manden uden efternavn har netop gjort status over de første 35 år af sit liv i bogen ’Remee’, der udkom i fredags. Med saftige lunser nok til at fodre de kulørte blade og tabloidaviserne i en rum tid.

LÆS OGSÅ

Om festen i Puff Daddys hus, mødet med Mariah Carey på en natklub i New York og et afterparty med Gypsy Kings på en båd i Saint Tropez, hvor Remee en overgang væltede sig i millionærer og jetsettere.

Om forliste kærlighedsforhold, et kreditkort, der pludselig var spærret under hans første ferie med millionærarvingen Michala Kjær, og historien om, hvorfor han sendte den unge Jesper fra ’X Factor’ på stripklub. Og om at blive far som 22-årig og derfor fortsat have Danmark som base for en international karriere.

I første akt af sit liv har Remee blandt andet nået at skrive 60 internationale hits, der har solgt i mere end 20 millioner eksemplarer verden over. Han har været det magiske omdrejningspunkt i tre sæsoner af ’X Factor’.

Og han har været gennem hænderne på folk som Stein Bagger, Annette Uttenthal og buler af finansdrenge, der har lugtet indtjeningsmuligheder i omegnen af den talentfulde og mørkøjede gulddreng, der har en medfødt evne til at få tanker, følelser og ideer omsat til popsange.

»Jeg har hul igennem til en kreativitet og til en evne til at skabe. Og det har en tiltrækning. Specielt hvis du kan få noget til at gro, som der er meget omsætning i. Der er mange, der ikke kan tåle at være tæt på guldet uden at få fråde om munden. Man kan sammenligne det med ’Ringenes Herre’. Hvem kan tåle at bære the ring of power uden at blive korrumperet af det?«.

Lige siden jeg var lille, har jeg haft sådan nogle billeder af, at jeg blev filmet hele tiden. Jeg har altid vidst, at jeg ville blive en stor musiker



Er det dig, der bærer ringen?

»Jeg har i hvert fald en medfødt gave til at skabe noget og få ting til at gro. Og det har jeg forsøgt at bevare så intakt som muligt. Og at respektere, værdsætte og udvise taknemmelighed over for den evne«.

Er du nogensinde selv blevet korrumperet?

»Det er godt nok sjældent. Men så alligevel ... hver gang, vi laver en sang, skal der jo fordeles noget. Og når jeg ser tilbage på de tidligere år af min karriere, har der helt klart været nogle episoder, hvor jeg ville ønske, at jeg havde haft den erfaring, jeg har i dag. Den ro og det overblik, der siger dig, at det hele nok skal komme, og at du ikke behøver at stresse eller skrabe til dig«.

Et hav af samarbejder i en troløs og kynisk musikbranche er forlist undervejs, og millionerne er gledet ind og ud af hans tilværelse.

Men: »Når mine sange og projekter er røget ud af hænderne på mig, fordi jeg har arbejdet sammen med de forkerte, har jeg bare tænkt: Fuck det. Jeg går i studiet og laver en ny sang i morgen, og så er de bare ikke med. Man kan jo bare fjerne sig og skabe det et andet sted. Mens de skal ud og finde et nyt projekt at koble sig på, fordi de ikke kan skabe noget selv«.

I dag har Remee fået trimmet sit »system«, som han kalder det. Og har udstyret sit liv med tre hovedveje, nemlig musik, livsstil og medier.

Eller, som han selv siger: Artistry, lifestyle and media.

»Artistry-delen går ud på skrive sange og spotte talenter og få dem til at gro. Lifestyle-delen er blandt andet natklubben Zen og det feriekompleks, jeg har skabt i Tyrkiet, Oasis Club, som er en slags Facebook overført til virkeligheden, hvor jeg selv, mine venner og folk fra mit netværk har huse. Og media-delen er den kommunikative platform, som blandt andet tæller ’X Factor’ og mit elektroniske magasin ’Remee&Friends’. Mit projekt er helt enkelt at skabe platforme, hvor kreativiteten, livsstilen og kommunikationen kan gro. Altså simpelt hen at gøre min egen verden til et bedre sted at være og kun at beskæftige mig med de ting, jeg elsker, og som hele tiden skaber ny energi«.

Vejen til stjernerne
»Hvad er det nu, vi skal i dag?«, spørger han sin assistent, Anne Zartov, der tripper på køkkengulvet for at få ham med ud ad døren.

Første punkt på dagsplanen er et foredrag i Bella Center, hvor der bliver afholdt Ledelsens Dag. Her skal Remee under overskriften ’Vejen til stjernerne’ tale i en times tid for et par hundrede erhvervsledere.

Men først skal han lige skrive en statusopdatering på sin fanside på Facebook, der har mere end 20.000 besøgende om dagen. Og tale med en journalist fra Se og Hør, der skal have godkendt sin tekst, inden historien om et stormfuldt forhold, der ligger ti år tilbage i tiden, og som er omtalt i bogen, ryger ud i ugens udgave af bladet.

Endelig lander vi i den sorte BMW, der holder parkeret foran huset. Remee bag rattet med morgenmaden, en Nupo-shake, i hånden. Foran gearstangen ligger en Biotherm-dækstift til trætte øjenomgivelser. Men dem er der ikke nogen af i dag. Vi glider gennem trafikken på Frederiksberg, mens Remee nynner »one way street to hell in a Ferrari«.

Et sted mellem 40 og 50 par øjne griber fat i ham, da han glider ind gennem svingdøren til Bella Center. En celebrity er ankommet og går smilende og uanfægtet gennem den gråtonede labyrint af udstillingsområder i en af landets mest ørkesløse og triste bebyggelser. Men Remee synes, her er skønt.

»Min adoptivfar var reklamemand og arrangerede udstillinger, så jeg elsker at være i Bella Center. Jeg var her tit med ham som barn«, forklarer han.

Og selv om det indimellem er voldsomt ikke at kunne løbe en tur i Frederiksberg Have, købe en liter rismælk i Irma eller altså spadsere gennem Bella Center, uden at al opmærksomhed samler sig om ansigtet under hatten, så er det egentlig ikke noget, der generer ham voldsomt.

For som han siger:

»Jeg har altid forberedt mig på, at det ville blive sådan. Lige siden jeg var lille, har jeg haft sådan nogle billeder af, at jeg blev filmet hele tiden. Jeg har altid vidst, at jeg ville blive en stor musiker. Og altid følt, at jeg stod til ansvar, og at der var nogen, der holdt øje med, om jeg var et ordentligt menneske«.

»For fanden, nu har jeg præstationsangst«, siger han, da vi er landet i en sofagruppe i et afskærmet hjørne af centeret. »Det er så seriøst det her«, siger han og kigger sig rundt mellem de gråsprængte jakkesæt.

Så springer hjernen videre til fødselsdagsfesten på lørdag. Remee har hverken drukket alkohol eller røget, siden han for et par måneder siden tog til Thailand på et helseophold for ikke at ende sine dage ved sit faste bord på Zen.

»Det bord står altid klar til, at jeg ankommer med 20 mennesker for at feste. Og nogle gange bliver det setup alt for perfekt, og så er jeg bare nødt til at tage væk, for at historien om mig ikke bare ender derinde«, siger han.

»Jeg tror, jeg vil bestille noget dyrt vand til på lørdag«, funderer han.

»Sådan noget pimpvand«.

Så retter han på hatten og forsvinder ind i det auditorium, der venter på at høre om hans vej til stjernerne.

Den VILDESTE nat
Det er en noget hæs udgave af sangskriveren og den tidligere ’X Factor’-dommer, der en søndag eftermiddag ni dage tidligere tager imod i villaen på Frederiksberg for at lade sig interviewe. Han har danset og rappet på Zen indtil klokken seks samme morgen, og det har bare været »den VILDESTE nat«.

»Vil du have kaffe?«, spørger han og kvæler en gaben, mens han langer ned i champagnekøleren, der står på køkkengulvet, for at fange to kaffekapsler til Nespresso-maskinen.

Vi taler om hans terrasse, der ligger klos op ad Frederiksberg Have, og hvor man på en vindstille dag både kan høre både tigrene, løverne og elefanterne ovre fra Zoologisk Have.

Han viser også, hvor » perfekt« hans spisestue er til afterparties på grund af diskokuglen i loftet, der »får det hele til at skinne«. Og fortæller med begejstring i både arme og ben om sin nyeste idé: Efterhånden fungerer både torsdag, fredag og lørdag aften på Zen. Så nu vil Remee have føjet onsdagen til, hvor folk alligevel går til zumba i et eller andet fitnesscenter.

»Hvis vi nu tog fire af de bedste zumba-lærere og flyttede dem ind i natklubben sammen med nogle konfettikanoner og nogle CO2-bomber og dj’s og saxofonister og hele lortet. Og så kommer du ind og står og danser i 3-4 timer, og der er Joe & The Juice-bartendere i alle barerne, og du kan få massage undervejs. Healthy clubbing, ikke. Så du faktisk får den fedeste bytur onsdag aften og alligevel er hjemme ved midnat. Og så vågner du næste morgen uden tømmermænd og har tabt to kilo. Kunne det ikke bare være ...«, siger han og slår ud med armene, mens de karakteristiske øjenbryn ryger op og sætter sig på skrå i panden.

Jeg har røget noget pot, men har aldrig turdet røre andet. Hvis jeg begyndte at blande kemiske stoffer ind i det, ved jeg slet ikke, hvilke døre det ville åbne oppe i knolden på mig. Og det er jeg heller ikke interesseret i at finde ud af



Faktisk er Zen et af hans yndlingsemner. Selv om det med hans egne ord ikke er en af grundpillerne i hans »system«.

»Jeg tjener da fint på mit partnerskab i ZEN, men det er ikke økonomisk en bærende del af min forretning. Men det er essentielt at fejre livet, at danse og synge, være lækker og dresse up og være fabulous og flirte. Hele den maskine producerer meget taknemmelighed. Folk krammede hinanden, da de gik derfra i morges, og sagde: Arj, hvor HAR det været vildt. Og jeg er måske den eneste, der kan huske det, fordi jeg var ædru. Men jeg ved, at det skete«.

Vi slår os ned i hver sin sofa i den hvide stue. På gulvet står et indrammet bevis på, at Remee og samarbejdspartneren Thomas Troelsen sidste år solgte 500.000 album i Korea. »Og det var altså bare ét act ud af 20 forskellige«, som han forklarer.

Vi taler lidt om bogen ’Remee’, der udkom i fredags, og som egentlig skulle have været færdig for to år siden. Men så blev der bare ved med at ske »så mange vilde ting«, som også lige skulle med, inden han og journalisten Ulrik Sass kunne runde af.

Men nu ligger den der. Og for en mand, der hele tiden lader sig lede af lyset, energien og taknemmeligheden, har det været en hård omgang at læse korrektur på sit eget liv.

»Når jeg selv ser tilbage, er det kun med taknemmelighed over alt det, jeg har fået. Og derfor gjorde det faktisk ondt at læse den. Fordi jeg genoplevede noget af den smerte, der også har været. Og mens jeg læste, tænkte jeg tit: Gid jeg kunne gå ned og give ham et kram og sige, at det nok skal gå alt sammen. På den anden side er alt sket fuldstændigt, som det skulle. Bare slet ikke på den måde, som man troede, det skulle være«.

En afrikansk kongesøn
Mikkel Johan Imer blev født på Frederiksberg Hospital i 1974. Af en skizofren mor, der under sin graviditet overmalede væggene i hele sin lejlighed med afrikanske tegn, fordi hun var sikker på, at hun skulle føde en afrikansk kongesøn – til trods for at drengens far var fra Caribien.

Da Mikkel var godt seks måneder gammel, afleverede hun ham på politistationen, og siden blev han adopteret af en familie i Solrød Strand. Et sted »så blottet for ambitioner og store armbevægelser, som man overhovedet kan forestille sig. Der var intet, der skinnede«, som Remee siger.

»Det er en smertelig ting at vide, at du blev opgivet. Det har da sikkert også traumatiseret mig og været en drivkraft bag alt, hvad jeg har gjort. Men min biologiske mor havde trods alt kærlighed nok til at aflevere mig og erkende, at hun ikke kunne tage sig af mig. Og så var jeg heldig at blive adopteret af en mor, der var kærligheden selv, og som har givet mig alt«.

Skizofreni kan være arveligt. Og af samme grund har Remee aldrig eksperimenteret med stoffer.

»Jeg har røget noget pot, men har aldrig turdet røre andet. Jeg kan se, at jo mere ædru jeg er, jo mere energi har jeg. Og hvis jeg begyndte at blande kemiske stoffer ind i det, ved jeg slet ikke, hvor det ville ende henne, og hvilke døre det ville åbne oppe i knolden på mig. Og det er jeg heller ikke interesseret i at finde ud af«.

Der var ingen i familien Sigvardt i Solrød, der spillede eller sang, men Mikkel Johan Imer var dundrende musikalsk og trommede på alt, hvad han kom i nærheden af.

Hans adoptivmor, der var specialpædagog, sørgede for at plante ham i Køge Lilleskole, der var en fri og kreativ skole med masser af musik på skemaet.

Hjemme blev hans trommesæt etableret med én tromme ad gangen, som faldt til jul og på hans fødselsdage. Indtil sættet en dag var komplet, og ejeren stod i timevis og kiggede på instrumenterne og rørte ved dem.

Og mens Mikkel voksede op og vendte sit mellemnavn Imer om og blev til Remee, væltede musik og ord ud af ham i »en fuldstændig ukontrollerbar strøm«. Med egne ord lå han de første femten år af sit liv med høretelefoner på og lukkede øjne og lyttede til musik og rullede med hovedet, til han blev svimmel.

På den måde kunne han holde verden og sine forældres skænderier ude og drømme i farver om den store musiker, han var sikker på en dag at blive. Om de sange, han skulle skrive, og det hus og den kæreste, han en dag skulle have.

For det kan godt være, at det ikke var en afrikansk kongesøn, der blev født på Frederiksberg Hospital i 1974. Men i Remees egen overbevisning har det altid været noget stort, der var meningen med ham.
22 år og millionær

Som teenager begyndte han at spille i et hiphopband, rappede og malede graffiti, kedede sig og ventede sammen med sine kammerater på, at Hundigerødderne skulle dukke op i centeret til det store opgør. Og i mangel på farvede forbilleder i det rektangulære Solrød Strand blev han dybt fascineret af Malcom X og hans historie.

Som 15-årig fik han sin første pladekontrakt sammen med Kenneth Bager, og da han var 22 år, havde han allerede tjent sine første millioner kroner med Sound of Seduction, som han fik brugt igen på et øjeblik.

Siden fulgte et par plader med Thomas Blachman og Al Agami, og Remee opfandt popduoen S.O.A.P., som han både skrev til og producerede for. Det første album solgte i en halv million eksemplarer plus halvanden million singler, og Remee havde igen penge på kontoen.

Snart opgav han sin egen karriere som musiker og blev sangskriver og producer på fuld tid og skrev hits til popmusikere som Jamelia, Shayne Ward og Lee Ryan.

19 år gammel blev Remee ringet op og spurgt, om han havde lyst til at møde sin biologiske far. Så han troppede op på Hovedbanegården og fik øje på en lille sort mand med en kasket, hvor der stod ’cool’, og nogle øjenbryn, »der sad helt oppe i panden«.

»Og så tog vi ud i en lejlighed på Vesterbro, hvor jeg blev præsenteret for fire af mine søskende. Det var en af de der gange, hvor livet tager en ny drejning. Jeg var meget anderledes end den familie, jeg voksede op hos. Og her var min far, som bare var supermusikalsk, en verdensmand, en charmør og en levemand ud over alle grænser og ud over al formåen. Og så var han – ligesom mig – i stand til at udtrykke store følelsesmæssige ting og være til stede i nuet. Han efterlod mig virkelig med noget, og jeg gik aldrig tomhændet fra et møde med ham«, fortæller Remee, der nåede at kende sin biologiske far i fem år, inden han døde.

I dag har han mistet alle sine fire forældre. Og nåede aldrig at møde sin biologiske mor, der blev slået ihjel med en økse, da han var 12 år.

Loca, Loca, Loca
Remee er færdig med at fortælle om artistry, lifestyle og media i Bella Center.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Om store armbevægelser og kunstneriske fællesskaber, hvor de fik lavet en »helvedes masse aftaler med medier og pladeselskaber«, men hvor ingen af de involverede anede, hvordan man udfærdigede en faktura. Og om nu kun at beskæftige sig med ting, han elsker.

Bifaldet i auditoriet klinger af, og erhvervslederne trækker ned mod frokosten, mens den sorte BMW ruller videre mod DR Byen.

»Hvad er det, vi skal nu?«, spørger Remee og fanger sin assistents blik i bakspejlet.

»Du skal i Boogie og fortælle om din bog«, svarer Anne Zartov.

»Gud«, siger han og slipper rattet og ser ned ad sig selv. Han skulle åbenbart have haft et sæt tøj mere med ud over den grå T-shirt og cowboybukserne.

Så glemmer han det tilsyneladende igen og skruer i stedet op for Shakiras nye single ’Loca’.

»Den bliver omdrejningspunktet til mit birthday bash på lørdag«, siger han og slår rytmen på rattet.

»Det ser skide godt ud, når pigerne danser til den«.

Da vi ruller op foran DR Byen, viser et stort rødt X, at der er gang i optagelserne til næste sæson af ’X Factor’. Og for første gang i programmets danske historie er Remee ikke blandt de tre dommere, der skal fiske talenter.

Han har takket nej, for selv om ’X Factor’ ifølge ham er verdens stærkeste tv-format, er han træt af, at stikket bliver trukket, så snart finalen er afviklet.



»I sidste sæson havde jeg Jesper og Tine med i finalen. Men når jeg finder to så store talenter, og de ikke står med muligheden for en karriere, når showet slutter, så er der et eller andet galt med systemet«.

»Under normale omstændigheder ville jeg bare selv have betalt for det, men mit system er ikke gearet til det i øjeblikket. Og jeg synes heller ikke, det er på sin plads, at det er mig, der skal gøre det. Det er ikke, fordi DR ikke vil, men det er bare ikke dem, der ejer showet. I England er dem, der har showet, også dem, der udgiver pladen, og det giver en anden synergi«.

Når jeg har arbejdet sammen med de forkerte, har jeg bare tænkt: Fuck det. Jeg går i studiet og laver en ny sang i morgen, og så er de bare ikke med



Han ruller den sorte BMW op foran DR’s hovedindgang. Og parkerer. »Loca, Loca, Loca«, synger han, mens vi går ind ad døren til DR Byen.

På vej til Boogie-studiet skal han lige op og hilse på ’X Factor’-holdet på første sal. Han kindkysser med 20-30 mennesker og synger »one way street to hell in a Ferrari« for Blachman, der smiler og nikker i sit sorte jakkesæt.

Ti minutter senere bliver han duppet mat i ansigtet, inden han smider sko og strømper i det varme Boogie-studie og i en lille times tid fortæller om sit liv, sin musik og sin bog. Han når også at invitere begge Boogie-værterne til sin fødselsdag på lørdag. Altså til klokken 22. På Zen.

I årene efter succesen med S.O.A.P. og et par mislykkede forsøg på at lave sine egne soloplader levede Remee af at skrive sange, der jævnligt hittede rundt om i verden.

Og kunne så ellers sidde hjemme i stuen og følge hitlisterne rundt om i verden på computeren, ligesom andre mennesker tjekker deres aktier. Et ubesværet liv, hvor pengene bare gled ind i systemet og Remee kedede sig »ad helvede til«.

»På det tidspunkt var jeg kun i studiet og skrev til alle mulige andre artister. Jeg synes, jeg havde en masse at sige, men havde ikke selv lyst til at være artist igen«.

»Men så fik jeg altså opbygget de her tre platforme, hvor tingene bare kan gro. Jeg har min natklub i Nørregade og mit feriekompleks i Tyrkiet, jeg har lavet ’X Factor’ og overvejer at lave et lignende koncept selv på et tidspunkt. Og jeg har fået gjort mit system så smidigt, at det er enkelt for mig at skrive sange, spotte talent og i det hele taget kun beskæftige mig med ting, jeg elsker«.

Har vi inviteret Dennis Knudsen?
»Hold kæft, en vild dag«, siger han, da vi igen boarder den sorte BMW, der hverken er blevet fjernet eller udstyret med en p-bøde, mens den har været parkeret foran DR Byens hovedindgang.

Dagens sidste stop er Hotel Sankt Petri. BMW’en bliver igen landet lige foran hovedindgangen, hvor et skilt markerer, at parkering er forbudt. Her skal Remee og Anne Zartov mødes med en af hotellets ansatte og have de sidste detaljer om lørdagens fødselsdagsmiddag på plads.

Vinduerne mod gaden skal mørklægges, så pressen ikke kan følge med i fejringen. Og baren skal udsmykkes med noget, der ser lidt mindre baragtigt ud, så det kan bruges som gavebord.

»Har vi inviteret Dennis Knudsen?«, spørger Remee.

Anne Zartov nikker.

»Spørg ham lige, om han ikke kan tage et par af sine folk med, der kan sminke pigerne ovre på Zen i løbet af natten«, tilføjer han.

Og så vil han også gerne have nogle af isspandene fra natklubben på bordene under middagen.

»Har du set dem med lys i«, spørger han Anne Zartov, der nikker igen.

»Kæft, de er seje«, sukker han.

Ikke alle har brug for gratis briller
Remee står aldrig i kø, han bliver aldrig svinet til af garderobedamen eller får at vide, at han må vente, til det bliver hans tur.

I sofaen hjemme på Frederiksberg fortæller han ni dage tidligere, hvordan en mand i nattens løb kom hen til ham på Zen og sagde, at han bare kunne ringe, hvis han ville have et par gratis briller.

Og da han var til Prince-koncert i Herning for nylig, blev han tilbudt billig vvs af en blikkenslager blandt publikum.

Jeg spørger, om man ikke risikerer at ende med en storhedsforstyrrelse, når hele verden hele tiden bekræfter en i, at man er fantastisk og fortjener særbehandling.

»Nej. Vi fortjener sgu alle sammen særbehandling«, lyder svaret.

Men det er jo ikke os alle sammen, der får tilbudt gratis briller eller billig vvs, bare vi bevæger os ud ad vores egen hoveddør?

»Nej, nej. Men det er heller ikke alle, der har brug for gratis briller. Og det er heller ikke, fordi vi alle sammen skal gratis ind, men vi skal alle sammen kende vores værd og kræve at blive behandlet ordentligt«.



Og i virkeligheden kræver det mere af hans omgivelser end af ham selv at bevare roen i en verden, hvor alt er tilgængeligt, og hvor der er en konstant overflod af opmærksomhed, sprut, piger og events, forklarer han.

»Berømmelse er en billet til social accept. Og der kan spindes guld på alt, hvad der har med mig at gøre. Et hvilket som helst hjørne af mig kan bruges til at skabe omsætning i baren, sælge aviser, skaffe sponsorer, seere eller sælge plader. Og derfor har jeg brug for at omgive mig med nogle ekstremt ædle mennesker, der hviler i sig selv, for at kunne modstå alt det der og nyde det uden at blive korrumperet af det«.

»Jeg havde engang en assistent, der stjal min kærestes identitet og hendes tøj og optrådte på billeder på nettet i hendes trusser og bikinier og briller. Jeg har oplevet, at alle mulige – inklusive Stein Bagger – har prøvet at få en bid af kagen. Det er bare en omstændighed i min tilværelse. Og det kræver, at jeg har en disciplin og et overblik over mine egne værdier og hele tiden tør at vurdere dem og reflektere over dem. For ikke at blive fortabt i det«.

Men det virker, som om livet helst skal skinne både i åndelig og i materialistisk forstand?

»Det, du spørger om, er, om jeg er overfladisk. Men jeg kan sagtens kindkysse med 1.000 mennesker inde på Zen og sige »nej, hvor fedt«. Og det er, fordi jeg ikke har noget problem med min egen dybde. Jeg er ikke i tvivl om den. Jeg elsker smukke ting. Samtidig ved jeg godt, at materielle ting ikke er essentielle. Jeg kunne stå i en ørken uden noget som helst og stadig føle glæde ved det. For intet af det, man bygger udenpå, er essentielt for, om jeg er glad«.

Så hvad er essentielt for, at du er glad?

»Tilstedeværelse, kærlighed, opfindsomhed, åbenhed, musik og kreativitet. Og i al sin enkelhed taknemmelighed. Det ER svaret«.

»Den er ikke længere«.

Din krop ved, at du dør

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Det er svært at komme til med sin skepsis i den orkan af optimisme. Men der må trods alt også være masser af hverdage i Remees liv fulde af letmælk, regninger og dårlige telefonkald. Så dem prøver jeg at minde ham om. »Hold da kæft«, svarer han bare. »Der er da værre ting end det. Alt det der er jo ret enkelt. Altså ... livet er SÅ vildt. Og så overraskende. Og så smukt. Og så voldsomt. Tænk på, hvor meget vi kan overleve. Og hvor meget grund vi har til at være her. Har du nogensinde prøvet et bungy jump?«, spørger han.



Og da jeg ryster på hovedet, stiller han sig op i sofaen med armene ud til siderne og lukkede øjne. »Du står oppe i 60 meters højde, og idet du kaster dig ud ...«, siger han og lader sig falde ud i stuen i sine ruskindsmokkasiner, »... så kan du bare mærke, at der er ikke er noget, der holder dig. Din krop ved, at du dør, for du flyver bare ned mod jorden med 200 kilometer i timen. Og idet linen griber dig, så ved du, at du kan overleve alt, fordi du har set det i øjnene«, siger han og sætter sig igen. »Det rush har været en af mine største gaver. At stole på, at universet vil dig det bedste. Det er det, det går ud på«. Nå. Men der er stadig et par småting, der skal på plads, inden Remee kan trække i festtøjet og skåle i pimp-vand lørdag aften.





Og da alt i forbindelse med middagen er aftalt med personalet på Skt. Petri tirsdag eftermiddag, dukker bestyreren fra Zen op med sin Mac-computer under armen og en anelse træthed i ansigtsbetrækket, mens han tager noter om alle Remees fødselsdagsønsker.

Han trækker lidt på det, da fødselsdagsbarnet også beder om konfettikanoner, fordi de får »klubben til at ligne lort bagefter«. Men det er lige meget, synes Remee.

Og for resten skal der også være sæbeboblemaskine og skylights ved indgangen. Og sambadansere inden døre.

Han rejser sig, klapper bestyreren på skulderen, smiler det smil, der får et hav af kvinder mellem 12 og 70 år til at smelte som smør på en varm stegepande, og tilføjer:

»Du skal bare få det til at ligne en milliard«.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce