Der er tilsyneladende ingen ende på danskernes begejstring for den snart 78-årige Leonard Cohen.
Den musiske digter og historiefortæller er så stærk en inspiration, at han ikke bare sælger billetter til egne koncerter, men også trækker et kølvand af afledte forestillinger, bogudgivelser og andre kunstneriske tiltag efter sig. Ekstraforestillinger og gendigtninger Til efteråret sættes Aarhus Teaters ’Teaterkoncert med sange af Leonard Cohen’ op på Aveny-T i København efter at have gået sin sejrsgang hos anmeldere og publikum i Aarhus, og allerede nu er flere af aftenerne helt udsolgt eller meget tæt på. En anden forestilling, der har det canadiske ikon som hovedinspiration, er aarhusianske Palle Granhøjs ’Dance Me to the end on/off Love’, der har akkumuleret ekstraforestillinger igen og igen både i og uden for hjembyen.




























