L.O.Cs nye album får en blandet modtagelse hos musikanmelderne.
Men i aften kan hans fans selv vurdere kvaliteten, når sangeren og rapperen L.O.C går på scenen i Koncerthuset i DR-Byen for at give en releasekoncert i anledning af, at albummet 'Sakrilegium' udkommer. Liam O'Connor, som han er døbt, vil her opføre albummet i fuld længde.
Det er L.O.C.s ottende album siden debuten i 2001, og den er optaget i blandt andet Bangkok og København.
Albumcoveret viser en krystalkaraffel, der er lavet om til en molotovcocktail, og selv om L.O.C. efterhånden er faldet til ro med ægteskab og deltagelse i mainstream tv-programmer, er der stadig en ulmende vrede i musikken.
Og det er ikke videre interessant, mener Soundvenues anmelder, som blandt andet skriver: »L.O.C. er langt fra løbet tør for energi, men holder hiphopfolket i armslængde og byder næppe nye fans til med sine indadvendte og ofte platte beretninger om underverden og underliv«.
LÆS ANMELDELSE L.O.C. blev væk i bulder af bas og uforståelige ord
Nu har vi hørt det
BTs anmelder går mere til biddet og harcelerer over, at rapperen holder fast i den agressive kunstneriske persona, han har opbygget gennem årene.
»Liam O'Connor tager stadig ikke nogens pis, han slikker så det sejler, knepper så hårdt at det gløder og i øvrigt fucker på den dårlige måde med alle andre. I dette verbale haglvejr af vold, sex, stjålne biler, bitches, ho's, sakral indramning og filosofiske hints i øst og vest tænker jeg: 'Nu har vi hørt det Liam O'Connor. Skulle vi se at komme videre'«.
Tre stjerner lander bedømmelsen på.
LÆS OGSÅ Danmarks største rapper giver én koncert i 2013
Gaffas anmelder er væsentlig mere betaget og mener, at albummet er præget af »power og nærvær«.
Fem ud af seks mulige stjerner får 'Sakrilegium' og følgende pæne ord:
»Det er, som om L.O.C. lyder anderledes, end han har gjort tidligere. Der er en ny og mere intens historiefortæller i hans lyd – uanset om det handler om at kigge indad eller tage et kritisk blik på os selv og verden omkring os – og den er rigtig interessant. På flere punkter skiller dette album sig ud som et af rapperens bedste«.
L.O.C.s 'Sakrilegium' udkommer i i dag, torsdag 30. januar.
fortsæt med at læse




























