Han ved måske godt selv, at mæthedspunktet nærmer sig.
For selv om L.O.C. ikke har pakket sit nye album ind i store stunt som smarte aftaler med TDC eller godt timet samspil med Dansk Røde Kors, sørger den 34-årige eksil-aarhusianer for, at hans niende album stadig er båret af en fortælling, der skiller sig ud.
Nu har han været i Bangkok med sine musikspillende homies og fundet (eller i hvert ledt efter!) en ny måde at male verden grotesk og gotisk sort på.
Det er der kommet en mere håndspillet og rockende lyd ud af, som man især kan høre på ’Paradiset brænder’ og ’Min’. Tilsat en smadret fernis, der muligvis skulle give følelsen af den asiatiske storbys vildskab, men mere lyder sløset end ukontrollabel.
LÆS OGSÅ Anmelder om nyt L.O.C.-album: Kom nu videre!
Rock og rap er virkelig sjældent en god kombination (og nej, ’Walk This Way’ var hverken årtiets, årets eller bare den 1986-sommermåneds bedste hiphop-skæring), og den forcerede voldsomhed i lyden får L.O.C. til at tage sig tung og selvparodierende ud, mens han rapper:
»Du’ sexet, du’ fucked up, du’ alting jeg nogensinde’ vil ha’/ så lad mig bar’ gå hårdt, mens du står skindløs tilbage«.
Når L.O.C. sådan puster sig op, lyder han som dansk hiphops Goliat, der bare venter på, at der skal dukke en David op og tilte ham omkuld. Og han suser lige forbi mit mæthedspunkt.
Pænt friseret eller skidt karl
Nu er det heller ikke let at blive omfavnet af alle og samtidig bevare sin kant til verden.
Gennem tolv år har Liam O’Connor brugt sin L.O.C.-persona til at lufte ud i de nedre dele af reptilhjernen og sætte ord på nogle af de beskidte tanker, der løber gennem mange af os.
Men lige meget hvor voldsomt han har skruet op for sine voldsfantasier og sin sexistiske rabaldersnak, endte han stadig som pænt friseret dommer i ’Voice’-musikkonkurrencen på tv. Så bliver man ikke mere spiselig.
LÆSARTIKEL
L.O.C. slipper for fængsel for voldsdomPå sit niende album fortsætter L.O.C. dog kampen for at bevare rollen som en farlig skidt karl med de genkendelige temaer: kokain, sex og indre dæmoner i overtal.
Han sørger for, at han ikke også bliver det gode selskabs skødehund ved at slagte den hellige ko Dan Turèll (i sig selv ganske befriende), og han har ikke mistet lysten til at gøre noget dumt: »for alle de kan mønstre varm luft/ mens vi begår rovmord på fornuft/ fuck dig, bitch, og din afdøde sans/ jeg vil bruge en husleje på en fucking lapdans«.
Munden er fuld af skraldesnak og maskulin potens, der røres op med selvransagende selvhad og den sædvanlige fetich for religiøs storhed i titlen ’Sakrilegium’ (at skænde det hellige).
De katolske koordinater for den halvirske Liam er til at få øje på – også når han rapper om »mit luder/madonna-kompleks« og »en masse ond sex« eller krænger skyldfølelsen af sig: »Nietzsche er død, Maria er gået/vi har fuldt fortjent det, vi har fået«.
En stivnet grimasse
Det er stadig Frank Millers tegneserier som hiphop, hvor L.O.C. giver den som en rappende Humphery Bogart, »klædt som en gentleman, tatoveret som en gadedreng«, men det ligner en stivnet grimasse efterhånden. Også når han opdaterer sit idiosynkratiske mørke med nyeste udgave af GTA på åbningsnummeret ’V.S.S.B.’:
»Det’ kunst med heroin ligesom Evaristti/ smukt billede, lad mig overpisse det/ har et spasserdumt grin, men det’ det sidste/ lad mig blive sortlistet, for jeg tænder på ... vold, sex og stjålne biler«.
LÆS OGSÅ L.O.C. blev væk i bulder af bas og uforståelige ord
Man kan dog ikke tage fra L.O.C., at han kan levere sine rim som dybe nyrestød – og når den håndspillede rocklyd ikke kammer over i blævrende bækkener, er der også et par solide produktioner som netop åbningsnummerets piano-minimalisme samt de trap-trippende sexbekendelser på ’Le Petit Morte’ og ’Marquis’ med lige dele popfornemmelse og den gale hunds gøen.
Indimellem efterlader L.O.C. også en eftertanke, men den er ikke overraskende eller ny.
Selv en tur til Bangkok udsletter ikke indtrykket af mentale gentagelser.
fortsæt med at læse
