For første gang kan alle følge Brit Awards live

Prisfest. Sidste år modtog One Direction prisen for Årets album. I år er de blandt andet nomineret i kategorien 'Bedste britiske gruppe'. Og bandets engagerede fans vil sikkert glæde sig over muligheden for som YouTube-publikummer at få et kig på, hvad der sker i backstage-området, mens de britiske tv-sere udsættes for  reklamepause. (arkivfoto)
Prisfest. Sidste år modtog One Direction prisen for Årets album. I år er de blandt andet nomineret i kategorien 'Bedste britiske gruppe'. Og bandets engagerede fans vil sikkert glæde sig over muligheden for som YouTube-publikummer at få et kig på, hvad der sker i backstage-området, mens de britiske tv-sere udsættes for reklamepause. (arkivfoto)
Lyt til artiklen

I aften kl 21 kan musikfans klikke ind på YouTube og følge hvilke stjerner, der får årets priser til Brit Awards.

For første gang streames prisfesten nemlig live, så man verden over kan følge det store show, der foregår i Londons O2 Arena. Her vil stjerner som Katy Perry, Bruno Mars, Bastille, Pharrell Williams, Arctic Monkeys og Lorde optræde.

I det stort anlagte show kan man følge, hvem der vinder i kategorier som 'Bedste britiske gennembrud', 'Kritikernes pris', Internationale kvindelige soloartist' og 'Internationale gruppe'. Blandt de nominerede er så forskellige kunstnere som den britiske sangerinde Ellie Goulding, boybandet One Direction, scifi-sangerinden Janelle Monáe, powerpop-pigen Pink, veteranen David Bowie, den canadiske rapper Drake og kritikernes darlings, Arcade Fire.

YouTube-seerne kan også stemme og således være med til at påvirke prisuddelingen. I kategorien 'Bedste britiske musikvideo' kan man via Twitter afgive sin stemme og afgørelsen falder live under showet. Hvem der er årets nominerede kan man se via prisuddelingens hjemmeside og instruktionerne i, hvordan man deltager i afstemningen, bliver givet i selve showet.

Vært ved Brit Awards 2014 er for femte gang skuespiller og komiker James Cordon, der herhjemme kan ses i rollen som Poul Potts i den biografaktuelle film 'One Chance'.

LÆS ANMELDELSE

Filmen 'One Chance' mangler tempo og timing

I England kan man ikke streame showet, men må sætte sig foran sit tv-apparat og zappe over på ITV1, som har rettighederne. I Danmark må loyale tv-seere vente til 1. marts, hvor DR sender Brit Awards.

Birgitte Kjær

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her