Portræt af en hitmand: Pharrell Williams er en af verdens største hitmagere

Underholdning. Pharrell Williams på scenen under årets amerikanske Grammy Awards.
Underholdning. Pharrell Williams på scenen under årets amerikanske Grammy Awards.
Lyt til artiklen

RETTELSE. I en tidligere version af denne historie fremgik det, at en britisk optælling fra 2004 har vist, at Pharell Williams selskaber stod bag 20 procent af alle sange spillet på britisk radio. Det kan ikke dokumenteres. Det fremgik også, at en tilsvarende amerikansk undersøgelse har vist, at hele 43 procent af al hitmusik i USA kommer fra Williams og hans makker Chad Hugo. Det kan heller ikke dokumenteres. Derfor er overskriften og et par afsnit i artiklen justeret.

At sige, at den amerikanske kunstner Pharrell Williams har tur i den, er vist ikke helt ved siden af virkeligheden.

Den 40-årige Williams fungerer som producer, trommeslager, rapper, designer, forretningsmand, og så mange andre ting, at ordet impresario måske er det mest dækkende.

I går udsendte han sit andet soloalbum, 'GIRL'. Førstesinglen fra den plade, 'Happy', ligger nu for tredje gang nummer ét på de britiske singlehitliste. Ud over at lave musik i eget navn og hitte med vennerne i N.E.R.D. har Williams som producer en finger med i spillet i rigtig mange af de hits, der fyder sendefladen ud på verdens radiostationer.

Hit-mesters fængende soloudgivelse damper hurtigt af

Flink fyr fra Virginia
Hvem er han så, Williams?

I modsætning til så mange andre kunstnere, er han født i det navn, han optræder under. Han er fra Virginia Beach, Virginia, hvor han voksede op som søn af en lærerinde og en altmuligmand. I syvende klasse blev Williams venner med Chad Hugo, som han mødte på en musiklejr, og her begyndte det musikalske samarbejde, der senere blev The Neptunes.

Efter gymnasiet fik de unge bandcamp-gutter kontrakt med et lokalt pladeselskab, og Pharrell Williams skiftede trommen ud med producerhatten.

I den brede offentlighed slog han først igennem med Kelis' album 'Kaleidoscope' fra 1999, siden med Britney Spears' single 'I'm a Slave 4 U', Nellys 'Hot in Herre' og Snoop Doggs 'Drop It Like It's Hot'.

Siden har han hittet løs. Du har sikkert danset til 'Get Lucky' for ikke ret længe siden. Den har Williams lavet med Daft Punk.

Årets bedste sang: Bare sæt den på repeat

Men det er ikke kun i dine høretelefoner, Pharrell Williams har gjort sig til.

Får det hele til at lykkes
Han er typen, hvis citater kigger frem på hjemmesider med inspiration til selvudvikling. Typen, der siger, at han kan lide at blive ved med at være en knægt, bare fordi han godt kan lide det, og ikke har lyst til at blive voksen.

Alligevel er barnet medstifter af tøjfirmaet Billionaire Boys Club og skofirmaet Ice Cream Footwear, og har været med til at designe en kollektion for det franske modehus Louis Vuitton. Så har han forresten samarbejdet med billedkunstnere i forskellige sammenhænge og har sin egen tv-kanal på YouTube, som hedder i am OTHER.

»Jeg er overambitiøs, fordi jeg ved, at det kan lykkes«, har han udtalt i et interview med New York Times, og det er svært at finde nogen på hele det vide internet, der gør meget andet end at hylde ham.

Williams er berømt for sit drengede look, skæve kigger-du-på-mig smil og spraglede tøjstil. En tøjstil, der gav ham titlen som verdens bedst klædte mand år 2005 i magasinet Esquire.

Til søndagens oscarshow underholdt han med 'Happy', hvor han dansede med alle berømthederne på første række. Inklusive Meryl Streep, der rystede barmen i takt til musikken.

En del af hans uniform var en stor, bulet hat, der ligner noget fra Toy Story. Hatten stammer fra et Vivienne Westwood-modeshow i 1982, der var inspireret af peruvianske kvinder. Den er nu blevet solgt for 45.000 dollars på auktion til burgerkæden Arby's, der har en stor hat som logo, og pengene går til underbemidlede børn med store talenter.

Når Williams ikke hitter verden rundt, er han familiemand og nørd. Meget modsat så mange af hans kolleger på det musikalske overdrev har han haft den samme kæreste i mange år, en kæreste som for et par år siden blev han kone. Sammen har de sønnen Rocket Man Williams.

Et pudsigt navn? Måske.

Men nørden William er helt vild med Star Trek, så vild, at han har kaldt et af sine selskaber Star Trak og gerne offentligt hilser med en Vulcan-honnør, som her på billedet.

Emil Bergløv

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her