.jpg)
.jpg)
RETTELSE. I en tidligere version af denne artikel fremgik det, at Pharell Williams i 2003 stod bag 43 procent af alle sangene i amerikanske radioer. Denne oplysning har ikke kunnet dokumenteres, hvorfor artiklen er justeret.
I fredags sagde Pharrell Williams i et interview med musikmagasinet Pitchfork, at han ikke selv følte, at tiden var inde til et soloalbum. Det var pladeselskabet Columbia, der tog initiativet:
»De sagde bare: »Hør, vi ved, at du har sagt, at du aldrig vil lave endnu et soloalbum, men vi ved også, at du vil komme på andre tanker. Vi vil gerne være dem, der får dig på andre tanker«. De tilbød mig en aftale på stedet. Jeg var så overvældet af chok og begejstring, at jeg sagde ja«.
Den lader vi lige stå et øjeblik. For vi taler om manden, der kan trylle skelsættende hits ud af lyden af en spraydåse på ’Drop It Like It’s Hot’ og på sin iPhone skrive en færdig sang på fem minutter i et lokale, hvor Johnny Marr sidder og leder efter første akkord.
Ham, der i august i 2003 stod bag 43 procent (43!) af sangene i amerikanske radioer, og sammen med Manx Martin må anses for de sidste årtiers største hitlistesmed.
LÆS OGSÅ Hør de oscarnominerede sange og soundtracks
Den Pharrell Williams, der som en del af producerteamet Neptunes og bandet N.E.R.D. for mere end ti år siden satte en ny minimalistisk, psykedelisk rockende og avantgardistisk opfindsomhed ind i popmusikkens vokabularium.
Han kan alt, men har ikke lyst til at lave et soloalbum. Før pladeselskabet skubber på – i håb om at lægge et guldæg. Og bum, lidt ud af det blå kommer så ’G I R L’. Den livsnydende enegænger og gamle popavantgardist som firmaets mand.
Med Pharrells signatur af en funky falset, et jordskred af kvikke rytmer, strygere og håndklap er det ikke revolutionerende. Det er et opkog af Motowns soulpop med disco-fornemmelser og hiphoppens slagkraft. Men Pharrell Williams er en mester i at skære fængende popsange og derfor djævelsk god til at være firmaets mand.
Forskudt sine værdier
Sidst Pharrell Williams forsøgte solistrollen, brændte han sig på forfængelighedens bål. Debutalbummet ’In My Mind’ klaskede overraskende sammen under forcerede r’n’b-produktioner og Pharrells rap om sin overdrevne luksustilværelse.
Topmålet var den diamantbelagte fessorterning, han viste frem under lanceringen i 2006. I dag er det en underlig høj hat, der skaber opmærksomhed. En vintage Vivienne Westwood-model, der henviser til hiphop-klassikeren ’Buffalo Girls’.
På den måde har Pharrell forskudt sine værdier fra økonomisk rigdom til kulturel kapital. Ligesom hele albummet er en hyldest til kvinden. Eller alle pigerne. Ti sange med fortabte piger, glade piger, romantiske forbindelser, anderledes piger og klassiske ikoner som Kleopatra og Jeanne d’Arc. Pharrell både forguder og jager dem.
Han skal nok få sine problemer med feministerne, inden dagen er omme, men mon ikke de fleste af klodens kvinder sender begejstringen tilbage mod den evigt unge Pharrell Williams (der er jo reelt ingen synlige forskelle på et fotografi af den i dag 40-årige udgave og så Pharell på 20).
Og de vil få det sjovt i Pharrell Williams’ sorgløse selskab. Omkvædene smækker med tungen, og rytmerne er så insisterende, at det næsten klør. Han følger sin succesformel, men forsømmer at udfordre den. Det er energiske, men systematiske opdateringer af fortidens triumfer. Egne som andres.
For første gang kan alle følge Brit Awards liveSom kalkeringen af Timbaland på ’Marylyn Monroe’, Stevie Wonders spøgelse midt i ’Brand New’, Bee Gees-åbningen af ’Hunter’ og ekkoet af Michael Jackson på ’Gush’. For bare at tage albummets fire første sange. Og så har han som sanger ikke dybde nok til at bære et album helt hjem.
Man kan savne den gamle minimalist, der klippede nye sange sammen af populærkulturens vraggods af lyde. Men med de repeterende funksløjfer som fast inventar sørger Pharrell for, at der ikke kommer grus i hitmaskinen.
Pænt og velsmurt
Det siger altså en del om Pharrell Williams’ udvikling det seneste årti, at han i stedet for at være »different«, som det første udbrud på albummet ellers lyder, og leve op til navnet på sit eget firma, I Am Other, påpeger pladeselskabets vilje til ’G I R L’.
Nærmest på bestilling leverer han et album, der pænt og velsmurt lægger sig i forlængelse af de to monsterhits ’Blurred Lines’ og ’Get Lucky’, der sidste år bragte Pharrell tilbage i den synlige del af popmusikkens superelite.
LÆS OGSÅ Daft Punk blev de store vindere ved Grammy-festen
Med trykket lagt på Robin Thickes lethed snarere end Daft Punks nysgerrighed får vi mere af samme fornøjelige skuffe.
For femten år siden ville Pharrell Williams (sammen med sin daværende partner Chad Hugo) været stukket af ind i fremtiden med uforudsigelig og streng minimalistisk avant-pop.
I dag finsliber han forbindelsen til fortiden med effektiv og lystig retropop.
fortsæt med at læse
