Countrylegendes datter imponerer på musikalsk rejse

Helstøbt. Rosanne Cash samler flere genrer i en stærk fælles form.
Helstøbt. Rosanne Cash samler flere genrer i en stærk fælles form.
Lyt til artiklen

Det fik afgørende konsekvenser for hendes liv, da Rosanne Cash i 1991 rykkede teltpælene op og flyttede fra Nashville til New York.

Kort forinden havde hun udsendt sit hovedværk, ’Interiors’, der brød med hendes countrybaggrund til fordel for en mere personligt krævende skrivestil og en sværere definerbar blanding af traditionelle amerikanske musikgenrer.

Johnny Cashs ældste datter flyttede fra country-hovedstaden Nashville og forlod sin mand, countrymusikeren Rodney Crowell. En symbolsk og konkret bevægelse. Farvel til countrymusikkens kongerige. Goddag til det kosmopolitiske liv i smeltedigelen New York.

LÆS OGSÅ Country-konges datter giver koncert i København

23 år senere går den musikalske rejse den anden vej. Sammen med sin nuværende mand, musikeren og produceren John Leventhal, er Rosanne Cash draget sydover for at genfinde sine rødder i Sydstaterne. Via Nashvilles country tilbage til bluesmusikkens vugge på ’The River & the Thread’. Det sker med klædelig ydmyghed. En fjer er ikke en fugl, og lidt regn gør intet hav, som hun synger.

Men kursen er stålsat stik syd: »The money’s all in Nashville but the light’s inside myhead/ So I’m going down to Florence just to learn to love the thread«. Følg den gamle røde tråd i den amerikanske musiktradition.

Kommer i dybden
Countrymusikken har mere spektakulære sangerinder end Rosanne Cash, men ikke mange, der stikker dybere. Cash er grundig og tager sig tid til både at mærke efter og komme i dybden med sine ideer. 5 år er der gået, siden hun lavede ’The List’, og 3-5 år er ikke et usædvanligt interval.

Til gengæld er hendes plader som regel værd at vente på, og ’The River & the Thread’ er mildest talt ingen undtagelse. Med sine 11 sange, der fortæller om at tage ’The Long Road Home’, smutte uden om ’Money Road’ og nå frem til fortidens ’The Sunken Lands’ og en tilstand af ’Modern Blue’ til lyden af ’Etta’s Tune’.

Til stednavne som Tallahatchie. Til slavernes og lægprædikanternes Sydstater, hvor man uvilkårligt kommer til at synge ting som »If Jesus came to Memphis/ If tears began to rhyme/ I’ll have to go back to the beginning/ In this world of strange design« (’World of Strange Design’).

Helstøbt og høre-værdigt

Sangene er skrevet i fællesskab af Cash og Leventhal, og det er uden undtagelse fine sager med en sikker fornemmelse for de musikalske blandingsforhold. En rejse ind i traditionen renset for billig sentimentalitet, men med sans for »a million shades of modern blue«.

En både robust og poetisk americana, hvor blues, country, gospel og pop er støbt i stærk fælles form. Som hun har demonstreret det i sit smukt håndskrevne memoir ’Composed’, er Rosanne Cash en forfatter med klasse, og det skinner selvfølgeligt igennem i disse sanges rolige mesterskab, hvor det store tema og det personlige engagement med usvigelig sikkerhed suger næring fra hinanden.

Albummets oplagte klassikere er ’Modern Blue’ og ’The Long Way Home’. Den ene handler om at tage til Barcelona, men alligevel ende i Memphis, Tennessee. Den anden udbygger:

»You thought you’d left it all behind/ You thought you’d up and gone/ But all you did was figure out/ How to take the long way home«. Synger hun med en stemme, der er mere smuk, stærk og sikker på benene end eventyrlysten.

LÆS OGSÅ Familiær hyldest for fuld musik til June Carter Cash

Hvilket måske er meget naturligt, når man er 58 år, har overlevet livstruende sygdom, har manglet sin stemme i tre år og nu bare nyder at høre stemmen svæve og bære.

Hele vejen ud og hjem på dette helstøbte og på alle måder høre-værdige album om et musikhjertes hjemrejse t/r.

Kim Skotte

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her